Jesajas 41

1 Ciešat Man klusu, salas, un lai tautas ņemas jaunu spēku. Lai tie atnāk, lai nu runā, ejam kopā tiesāties.

I Øer! tier for mig; og Folkene forny deres Kraft! lad dem komme, lad dem da tale; lader os træde frem for Retten med hinanden!

2 Kas no austruma puses to uzmodinājis, kam taisnība iet līdz, kur viņš staigā? Kas tautas viņa priekšā ir nodevis un darījis, ka viņš valda pār ķēniņiem, un tos devis viņa zobenam kā pīšļus un viņa stopam kā izkaisītas pelavas,

Hvo har opvakt ham fra Østen, hvem Retfærdigheden møder, hvor han gaar? hvo hengav Folkefærd for hans Ansigt og Kongerne, at han herskede over dem, hvilke hans Sværd gør som Støv og hans Bue som Halm, der bortblæses?

3 Ka viņš tiem dzenās pakaļ un neaiztikts iet ceļu, kur viņa kāja nebija gājusi?

Han forfølger dem, drager frem med Fred ad den Sti, som hans Fødder ikke have betraadt tilforn.

4 Kas to ir darījis un pastrādājis? Tas, kas cilvēku ciltis aicinājis no iesākuma. Es Tas Kungs esmu tas pirmais un pie tiem pēcnākamiem Es vēl esmu tas pats.

Hvo udrettede og gjorde det? Han, som kalder Slægterne fra Begyndelsen! jeg Herren er den første, og med de sidste er jeg ogsaa.

5 Salas to redzēja un bijājās, zemes gali drebēja; tie atnāca tuvu un piegāja klāt.

Øerne se det og frygte, Jordens Ender forfærdes; de nærme sig og komme.

6 Viens palīdzēja otram un sacīja uz savu brāli: Esi stiprs!

De hjælpe den ene den anden, og den ene siger til den anden: Staa fast!

7 Un kalējs drošināja sudrabkali, kas ar veseri gludina to, kas sit uz laktu, un sacīja par to taisīto darbu: Tas būs labs; pēc viņš to stiprināja ar naglām, lai nekust.

Tømmermanden sætter Mod i Guldsmeden, den, som glatter med Hammeren, i ham, som smeder paa Ambolten; „Sammenføjningen er god‟, siger denne, og han befæster det med Søm, at det ikke rokkes.

8 Bet tu, Israēl, Mans kalps, Jēkab, ko Es esmu izredzējis, Ābrahāma, Mana mīļā, dzimums,

Men du, Israel! du, min Tjener Jakob, som jeg udvalgte, Abrahams, min Vens, Sæd!

9 Tu, ko Es esmu sagrābis no pasaules galiem un esmu aicinājis no viņas malām, un uz ko Es sacījis: Tu esi Mans kalps, tevi Es esmu izredzējis un tevi neesmu atmetis, -

du, hvem jeg hentede fra Jordens Ender og kaldte fra dens yderste Grænser, og til hvem jeg sagde: Du er min Tjener, jeg udvalgte dig og forkastede dig ikke!

10 Nebīsties, jo Es esmu ar tevi, neatkāpies, jo Es esmu tavs Dievs; Es tevi stiprināju, Es tev arī palīdzu, Es tevi arī turu ar Savas taisnības labo roku.

Frygt ikke; thi jeg er med dig; se ikke ængstelig om; thi jeg er din Gud; jeg har styrket dig, ja, hjulpet dig, ja, holdt dig oppe med min Retfærdigheds højre Haand.

11 Redzi, kaunā taps un par apsmieklu visi, kas pret tevi iedegās; iznīks un ies bojā tie ļaudis, kas ar tevi strīdās.

Se, alle de, som harmes paa dig, skulle beskæmmes og blive til Skamme; de Mænd, som trætte med dig, skulle blive til intet og omkomme.

12 Tu tos meklēsi, bet tos neatradīsi; tie ļaudis, kas ar tevi strīdās, iznīks, un kas ar tevi karo, taps par nieku.

De Mænd, som kives med dig, skal du søge efter og ikke finde; de Mænd, som stride imod dig, skulle blive til intet og omkomme.

13 Jo Es Tas Kungs, tavs Dievs, satveru tavu labo roku, Es, kas uz tevi saku: Nebīsties, Es tev palīdzu.

Thi jeg er Herren din Gud, som tager dig ved din højre Haand, som siger til dig: Frygt ikke; jeg hjælper dig.

14 Nebīsties, tārpiņ Jēkab, Israēla pulciņ; Es tev palīdzu, saka Tas Kungs, un tavs Pestītājs ir Tas Svētais iekš Israēla.

Frygt ikke, du Orm, Jakob! du lille Hob, Israel! jeg hjælper dig, siger Herren, og din Frelser er Israels Hellige.

15 Redzi, Es tevi daru par asiem jauniem kuļamiem ratiem, kam asas naglas, tu kalnus sakulsi un satrieksi un darīsi pakalnus par pelavām.

Se, jeg gør dig til en skarp ny Tærskevogn med mange Tænder; du skal tærske og sønderknuse Bjerge og gøre Høje som Avner.

16 Tu tos vētīsi, ka vējš tos aiznes un viesulis tos izkaisa. Bet tu priecāsies iekš Tā Kunga un lielīsies iekš Israēla svētā Dieva.

Du skal kaste dem, og Vejret skal løfte dem, og en Storm skal adsprede dem; men du skal fryde dig i Herren, du skal prise dig i Israels Hellige.

17 Tie bēdīgie un nabagi meklē ūdeni, un nav, viņu mēle kalst no tvīkšanas. Es Tas Kungs tos paklausīšu, Es, Israēla Dievs, tos neatstāšu.

De elendige og de fattige lede efter Vand, og der er intet, deres Tunge forsmægter af Tørst; jeg, Herren, vil bønhøre dem, jeg, Israels Gud, vil ikke forlade dem.

18 Es upes izlaidīšu no plikiem kalniem un avotus pašās ielejās; Es tuksnesi darīšu par ūdens ezeru un sausu zemi par ūdens avotiem.

Jeg vil lade Floder bryde frem paa de nøgne Høje og Kilder midt i Dalene; jeg vil gøre Ørken til vandrig Sø og det tørre Land til Vandløb.

19 Es tuksnesī stādīšu ciedrus, akācijas un mirtes un eļļas kokus; Es sausā klajumā stādīšu priedes, egles un buksu kokus kopā.

Jeg vil i Ørken sætte Cedre, Sitimtræer og Myrtetræer og Olietræer; paa den slette Mark vil jeg sætte baade Fyrretræer, Kintræer og Buksbom,

20 Lai tie redz un atzīst, apdomā un visi kopā saprot, ka Tā Kunga roka to ir darījusi, un tas Svētais iekš Israēla to ir radījis.

paa det at de skulle se og vide og baade lægge paa Hjerte og forstaa, at Herrens Haand har gjort dette, og Israels Hellige har skabt dette.

21 Nesiet šurp savas tiesas lietas, saka Tas Kungs, atnesiet, ar ko jūs savu taisnību varat pierādīt, saka Jēkaba ķēniņš.

Kommer hid med eders Sag, siger Herren; kommer frem med eders stærke Bevisninger, siger Jakobs Konge.

22 Lai nāk un mums sludina tās lietas, kas vēl notiks. Stāstiet tās pirmās lietas, kas ir bijušas, ka mēs tās savā sirdī ievērojam un zinām viņu galu, vai sludinājiet mums tās nākamās lietas.

Lad dem komme frem med dem og forkynde os det, som skal hændes; forkynder os, hvad der først skal ske, paa det vi maa lægge os det paa Hjerte og forstaa, hvad Enden derpaa skal blive; eller lader os høre de tilkommende Ting!

23 Stāstiet tās zīmes, kas vēl būs, ka atzīstam, jūs esam dievus. Un dariet ko darīdami, vai labu, vai ļaunu, tad saskatīsimies un to kopā redzēsim.

Forkynder de Ting, som skulle komme herefter, at vi kunne vide dem; thi I ere jo Guder! ja, gører vel eller gører ilde, saa ville vi se os om og betragte det med hverandre.

24 Redzi, jūs neesat nekas, un jūsu darbs nav it nekas; negantība ir, pēc jums kārot.

Se, I ere intet, og eders Gerning er aldeles intet; den, som vælger eder, er en Vederstyggelighed.

25 Es to pamodināju no ziemeļa puses, un viņš nāk no saules lēkšanas, kas piesauc Manu vārdu; viņš ies pār valdniekiem kā pār dubļiem, un kā podnieks min mālus.

Jeg har opvakt ham fra Norden, og han skal komme, ham fra Solens Opgang, som skal paakalde mit Navn; og han skal komme over Fyrsterne, som vare de Dynd, og som en Pottemager, der træder Ler.

26 Kas to stāstījis no iesākuma, ka mēs to zinātu, jeb pagājušos laikos, ka mēs sacītu: Taisnība? Bet neviena nav, kas to stāstījis, un neviena, kas ko labu sludinājis, un neviena, kas no jums būtu dzirdējis vārdus.

Hvo har forkyndt noget fra Begyndelsen af, at vi kunne vide det? eller fra forrige Tid, at vi kunne sige: Han har Ret? men der er ingen, som forkynder noget, og ingen, som lader os høre noget, og ingen, som hører eders Tale.

27 Es tas pirmais saku uz Ciānu: Redzi, te tas ir! - un uz Jeruzālemi: Es došu prieka vēstnesi.

Jeg er den første, som siger til Zion: Se, se, her ere de! og som bærer Jerusalem et godt Budskab.

28 Un Es skatos, bet tur nav neviena, un viņu starpā tur nav padoma devēja, ka Es tos vaicātu un tie dotu atbildi.

Ser jeg mig om, er der ingen, og af disse er der heller ingen Raadgiver, at jeg kunde spørge dem ad, og de kunde give Svar tilbage.

29 Redzi, tie visi nav nekas, viņu darbi nav it nekas, viņu lietās bildes ir tukšs vējš.

Se dem alle! deres Gerninger ere Daarlighed og Tomhed; deres støbte Billeder ere Vejr og Vind.