Jesajas 3

1 Jo redzi, Tas Kungs Dievs Cebaot atņems no Jeruzālemes un Jūda patvērumu un padomu, visu maizes padomu un visu ūdens padomu,

Thi se, Herren, den Herre Zebaoth, skal borttage fra Jerusalem og fra Juda al Slags Støtte, hver Støtte af Brød og hver Støtte af Vand;

2 Vareno un karavīru, soģi un pravieti un gudro un vecaju,

Vældige og Krigsmænd, Dommere og Profeter og Spaamænd og Ældste;

3 Virsnieku pār piecdesmit un godināto un padoma devēju un amata pratēju un apvārdotāju.

Øverster over halvtredsindstyve og anselige Personer og Raadsherrer og vise Mestre og Koglere.

4 Un Es viņiem došu puikas par virsniekiem, un nesaprašas pār viņiem valdīs.

Og jeg vil give dem Drenge til Fyrster, og barnagtige skulle regere over dem.

5 Un tie ļaudis māksies virsū cits citam, ikkatrs savam tuvākam, puika trakos pret sirmgalvi un nelga pret cienīgo.

Og Folket skal trænges, den ene imod den anden og hver imod sin Næste; de skulle være overmodige, den unge iniod den gamle og den ringeagtede imod den ærede.

6 Tad satvers viens otru sava tēva namā un (sacīs): tev ir drēbes, esi mums par virsnieku, un lai tava roka nogriež šo postu.

Og naar en tager fat paa sin Broder i sin Faders Hus og siger: Du har Klæder, vær vor Fyrste; lad denne faldende Bygning være under din Haand:

7 Bet viņš tai dienā atbildēs un sacīs: es negribu būt tas dziedinātājs, manā namā ne maizes ne drēbju, neceļat mani par ļaužu virsnieku.

Saa skal han paa den Dag tage til Orde og sige: Jeg vil ikke læge eders Skade, og der er hverken Brød, ej heller Klæder i mit Hus, sætter ikke mig til Fyrste over Folket!

8 Jo Jeruzāleme gruvusi, un Jūda ir kritis, tādēļ kā viņu mēles un darbi ir pret To Kungu, kaitināt Viņa godības acis.

Thi Jerusalem styrter, og Juda falder, efterdi deres Tunge og deres Idræt er imod Herren til at trodse hans Herligheds Øjne.

9 Viņu vaiga izskats dod liecību pret viņiem, un savus grēkus tie izteic, tā kā Sodoma, un tos neapslēpj. Vai viņu dvēselēm! Jo tie sev pašiem dara ļaunu.

Deres Ansigters Forhærdelse vidner imod dem, og de bære deres Synd til Skue som Sodoma, de dølge den ikke. Ve deres Sjæl! thi de have ført sig selv Ulykke paa.

10 Sakait par taisno, ka tam labi klāsies, jo tas ēdīs savu darbu augļus.

Siger om de retfærdige, at det skal gaa dem vel; thi de skulle æde deres Idrætters Frugt.

11 Ak vai, tam bezdievīgam! Tam labi neklāsies, jo pēc viņa rokas darba viņam taps maksāts.

Ve den ugudelige! det skal gaa ham ilde; thi det, hans Hænder have gjort, skal gengældes ham.

12 Mani ļaudis! Viņu dzinēji ir bērni, un sievas valda pār tiem; Mani ļaudis! Tavi vadoņi tevi maldina un to ceļu, kur tev jāstaigā, tie samaitā.

Børn trænge mit Folk, og Kvinder herske over det; mit Folk! dine Førere forføre dig, og Vejen, du vandrer paa, have de ødelagt.

13 Tas Kungs ceļas, tiesāties un stāv, tiesu spriest tautām.

Herden er traadt frem for at gaa i Rette, og han staar for at dømme Folkene.

14 Tas Kungs nāk uz tiesu ar Savu ļaužu vecajiem un viņu lieliem kungiem: un jūs to vīna dārzu esat noēduši; nabaga laupījums ir jūsu namos.

Herren vil gaa til Doms over de ældste af sit Folk og over dets Fyrster: — „I have fortæret Vingaarden, Rov fra den fattige er i eders Huse.

15 Kas jums prātā, ka jūs saminat Manus ļaudis un satriecat bēdīgo vaigus? Saka Tas Kungs Dievs Cebaot.

Hvi nedtræde I mit Folk og sønderknuse de elendige? siger Herren, den Herre Zebaoth.”

16 Vēl Tas Kungs saka: tādēļ ka Ciānas meitas lepojās un staigā izstieptu kaklu un mirkšķina ar acīm un iet maziem solīšiem, skandinādamas savu kāju gredzenus,

Og Herren sagde: Fordi Zions Døtre ophøje sig og gaa med knejsende Nakke og vinke med Øjnene og gaa frem med trippende Gang og rasle med Ankelringene:

17 Tad Tas Kungs Ciānas meitām darīs pakausi pliku un atsegs viņu kaunumu.

Saa skal Herren gøre Zions Døtres Hovedisse skabet, og Herren skal blotte deres Blusel.

18 Tai dienā Tas Kungs atņems tos skaistos kāju gredzenus, tās saulītes un tos mēnestiņus,

Paa den Dag skal Herren borttage Prydelsen: Ankelringene og de virkede Huer og Spænderne,

19 Tos ausu glītumus, tās roku sprādzes un tos vaiga apsegus,

Halskæderne og Armspannene og Hovedklæderne,

20 Tās cepures un prievītes un jostas un ožamos trauciņus un pesteļus.

de dejlige Huer og Armbaandene og Hovedbaandene og Desmerknapperne og Ørenringene,

21 Tos pirkstu gredzenus un tās pieres sprādzes,

Fingerringene og Næseringene,

22 Tās svētku drēbes un tos mēteļus un apsegus un makus,

Helligdagsklæderne og Kaaberne og Forklæderne og Taskerne,

23 Un tos spieģeļus un dārgos kreklus un tos galvas lakatus un uzvalkus.

Spejlene og de fine Linklæder og Hvivklæderne og Slørene.

24 Un smaržas vietā būs puvums, un jostas vietā valgs, un sprogaino matu vietā plika galva, un plata mēteļa vietā šaurs maiss, un skaistuma vietā uguns vātis.

Og det skal ske, at der skal være Stank i Stedet for Vellugt og et Reb i Stedet for Bælte og et skaldet Hoved i Stedet for Haarfletninger og trang Sæk i Stedet for vid Kaabe, Brændemærke i Stedet for Skønhedsplet.

25 Tavi vīri kritīs caur zobenu un tavs spēks(varoņi) karā.

Dine Folk skulle falde ved Sværdet og din Styrke i Krigen.

26 Un viņas vārti bēdāsies un žēlosies, un iztukšota viņa sēdēs zemē.

Og i hendes Porte skal være Bedrøvelse og Sorg, og hun selv skal sidde nøgen paa Jorden.