Pirmā Mozus 17

1 Un Ābrams bija deviņdesmit un deviņus gadus vecs, tad Tas Kungs Ābramam parādījās un uz to sacīja: Es esmu tas visuvarenais Dievs, staigā Manā priekšā un esi taisns.

Og Abram var ni Aar og halvfemsindstyve Aar gammel, og Herren aabenbaredes for Abram og sagde til ham: Jeg er den almægtige Gud, vandre for mit Ansigt og vær fuldkommen!

2 Un Es celšu derību starp Mani un tevi, un Es tevi vairodams vairošu.

Og jeg vil gøre min Pagt imellem mig og imellem dig og formere dig saare meget.

3 Tad Ābrams nometās uz savu vaigu, un Dievs runāja ar to sacīdams:

Da faldt Abram paa sit Ansigt, og Gud talede med ham og sagde:

4 Redzi, Es esmu cēlis Savu derību ar tevi, un tu būsi par tēvu daudz ļaudīm.

Hvad mig angaar, se, min Pagt er med dig, og du skal vorde mange Folks Fader.

5 Un tavam vārdam nebūs vairs sauktam tapt Ābramam, bet Ābrahāms lai ir tavs vārds; jo Es tevi esmu licis par tēvu daudz ļaudīm.

Og dit Navn skal ikke ydermere kaldes Abram, men dit Navn skal være Abraham; thi jeg har gjort dig til mange Folks Fader.

6 Un Es tevi darīšu varen ļoti auglīgu un celšu no tevis tautas, un ķēniņiem būs nākt no tevis.

Og jeg vil gøre dig saare meget frugtbar og gøre dig til Folk, og Konger skulle udgaa af dig.

7 Un Es uzcelšu Savu derību starp Mani un tevi un tavu dzimumu pēc tevis viņu bērnu bērniem par mūžīgu derību, tā ka Es būšu par Dievu tev un tavam dzimumam pēc tevis.

Og jeg vil oprette min Pagt imellem mig og imellem dig, og imellem dit Afkom efter dig, i deres Slægter, til en evig Pagt, til at være en Gud for dig og dit Afkom efter dig.

8 Un tev un tavam dzimumam pēc tevis Es došu tavas svešniecības zemi, visu Kanaāna zemi mūžam paturēt, un Es tiem būšu par Dievu.

Og jeg vil give dig og dit Afkom efter dig det Land, som du er fremmed udi, det hele Kanaans Land, til en evig Ejendom, og jeg vil være dem en Gud.

9 Un Dievs sacīja uz Ābrahāmu: tev būs Manu derību turēt, tev un tavam dzimumam pēc tevis uz bērnu bērniem.

Og Gud sagde til Abraham: Og du skal holde min Pagt, du og dit Afkom efter dig, i deres Slægter.

10 Šī ir mana derība, ko jums būs turēt starp mani un tevi un starp tavu dzimumu pēc tevis: ikkatram vīrietim jūsu starpā būs tapt apgraizītam.

Denne er min Pagt, som I skulle holde, imellem mig og imellem eder og imellem dit Afkom efter dig: alt Mandkøn skal omskæres hos eder.

11 Un jums būs apgraizīt priekšādu pie savām miesām un lai tas ir par derības zīmi starp Mani un jums.

Og I skulle omskære eders Forhuds Kød, og det skal være til en Pagtes Tegn imellem mig og imellem eder.

12 Un astoņas dienas vecu jums būs apgraizīt ikvienu no vīriešu kārtas jūsu pēcnākamos, to, kas namā dzimis, un to, kas par naudu pirkts, no jebkura svešinieka, kas nav no jūsu dzimuma.

Og hvert Drengebarn, som er otte Dage gammelt, skal omskæres af eder hos eders Efterkommere, et hjemfødt Barn og den, som er købt for Penge af hver fremmed, som ikke selv er af dit Afkom.

13 Tiešām to būs apgraizīt, kas tavā namā dzimis un kas par naudu ir pirkts, un Mana derība pie jūsu miesām lai ir par mūžīgu derību.

Din hjemfødte og den, som er købt for dine Penge, skal omskæres, og min Pagt i eders Kød skal være til en evig Pagt.

14 Un neapgraizīts vīrietis, kas netiks apgraizīts savas miesas priekšādā: tā dvēsele taps izdeldēta no saviem ļaudīm; jo tā ir pārkāpusi Manu derību.

Og er der et Drengebarn, som har Forhud, og hans Forhuds Kød ikke bliver omskaaret, da skal den samme Sjæl udslettes af sit Folk; han har brudt min Pagt.

15 Un Dievs sacīja uz Ābrahāmu: tev nebūs savas sievas Sāraī vārdu saukt Sāraī, bet viņas vārds lai ir Sāra.

Og Gud sagde til Abraham: Hvad angaar Sarai, din Hustru, du skal ikke kalde hendes Navn Sarai; thi Sara skal være hendes Navn.

16 Jo Es viņu svētīšu un arī no viņas tev došu dēlu, un Es viņu svētīšu, ka tai būs palikt par daudz ļaudīm un tautu ķēniņi no viņas celsies.

Og jeg vil velsigne hende, og af hende vil jeg ogsaa give dig en Søn; og jeg vil velsigne hende, og hun skal vorde til Folkefærd, Folks Konger skulle vorde af hende.

17 Un Ābrahāms nometās uz savu vaigu un pasmējās un sacīja savā sirdī: vai vienam, kas ir simts gadus vecs, bērns piedzims, un vai Sāra, deviņdesmit gadus veca, dzemdēs?

Og Abraham faldt paa sit Ansigt og lo, og han sagde i sit Hjerte: Skulde nogen fødes for mig, som er hundrede Aar gammel? og skulde Sara, som er halvfemsindstyve Aar gammel, føde?

18 Un Ābrahāms sacīja uz Dievu: kaut jel Ismaēls tavā priekšā dzīvotu!

Og Abraham sagde til Gud: Gid Ismael maatte leve for dit Ansigt!

19 Un Dievs sacīja: patiesi, Sāra, tava sieva, tev dzemdēs dēlu, un tev būs viņa vārdu nosaukt Īzaku, un Es uzcelšu Savu derību ar to, par mūžīgu derību viņa dzimumam pēc viņa.

Og Gud sagde: Sandelig, Sara, din Hustru, skal føde dig en Søn, og du skal kalde hans Navn Isak, og jeg vil oprette min Pagt med ham til en evig Pagt for hans Afkom efter ham.

20 Arī Ismaēla labad Es tevi esmu paklausījis un darīšu viņu auglīgu un vairošu viņu varen ļoti: divpadsmit lielkungi viņam piedzims, un Es viņu celšu par lielu tautu.

Og om Ismael har jeg hørt dig; se, jeg har velsignet ham og vil gøre ham frugtbar og gøre ham saare meget mangfoldig, han skal avle tolv Fyrster, og jeg vil gøre ham til et stort Folk.

21 Bet Savu derību Es uzcelšu ar Īzaku, ko tev Sāra dzemdēs ap šo laiku nākamā gadā.

Men min Pagt vil jeg stadfæste med Isak, som Sara skal føde dig paa den bestemte Tid i det næste Aar.

22 Un Dievs beidza ar to runāt un uzbrauca no Ābrahāma.

Og han lod af at tale med ham, og Gud for op fra Abraham.

23 Tad Ābrahāms ņēma Ismaēli, savu dēlu, un visus savā namā dzimušos un visus par naudu pirktos, visus, kas bija no vīriešu kārtas Ābrahāma saimē, un apgraizīja priekšādas pie viņu miesām tanī pašā dienā, kā Dievs uz viņu bija runājis.

Saa tog Abraham Ismael, sin Søn, og alle, som vare fødte i hans Hus, og alle, som vare købte for hans Penge, alt Mandkøn af Folkene, som vare i Abrahams Hus, og han omskar deres Forhuds Kød paa den selvsamme Dag, ligesom Gud havde talet med ham.

24 Un Ābrahāms bija deviņdesmit deviņus gadus vecs, kad priekšāda pie viņa miesas tapa apgraizīta.

Og Abraham var ni og halvfemsindstyve Aar gammel, der hans Forhuds Kød blev omskaaret.

25 Un Ismaēls, viņa dēls, bija trīspadsmit gadus vecs, kad priekšāda pie viņa miesas tapa apgraizīta.

Og Ismael, hans Søn, var tretten Aar gammel, der hans Forhuds Kød blev omskaaret.

26 Tanī pašā dienā tapa apgraizīti Ābrahāms un viņa dēls Ismaēls,

Paa den selvsamme Dag bleve Abraham og Ismael, hans Søn, omskaarne.

27 Un visi vīri viņa saimē, kas viņa namā bija dzimuši un kas par naudu bija pirkti no svešiniekiem, tie līdz ar viņu tapa apgraizīti.

Og alle Mænd i hans Hus, den hjemfødte og den, som var købt for Penge af den fremmede, de bleve omskaarne med ham.