Canticum Canticorum 2
1 ego flos campi et lilium convallium
Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lillie.
2 sicut lilium inter spinas sic amica mea inter filias
Som en Lillie iblandt Tornene, saa er min Veninde iblandt Døtrene.
3 sicut malum inter ligna silvarum sic dilectus meus inter filios sub umbra illius quam desideraveram sedi et fructus eius dulcis gutturi meo
Ligesom et Æbletræ iblandt Skovens Træer, saa er min elskede iblandt Sønnerne; jeg begærer at sidde under hans Skygge, og hans Frugt er sød for min Gane.
4 introduxit me in cellam vinariam ordinavit in me caritatem
Han fører mig til Vinhuset, og Kærlighed er hans Banner over mig.
5 fulcite me floribus stipate me malis quia amore langueo
Styrker mig med Rosinkager, vederkvæger mig med Æbler! thi jeg er syg af Kærlighed.
6 leva eius sub capite meo et dextera illius amplexabitur me
Hans venstre Haand er under mit Hoved, og hans højre Haand omfavner mig.
7 adiuro vos filiae Hierusalem per capreas cervosque camporum ne suscitetis neque evigilare faciatis dilectam quoadusque ipsa velit
Jeg besværger eder, I Jerusalems Døtre! ved Raaerne eller ved Hinderne paa Marken, at I ikke vække eller forstyrre den kære, førend hun har Lyst dertil.
8 vox dilecti mei ecce iste venit saliens in montibus transiliens colles
Min elskedes Røst! se, der kommer han, springende over Bjergene, hoppende over Højene.
9 similis est dilectus meus capreae hinuloque cervorum en ipse stat post parietem nostrum despiciens per fenestras prospiciens per cancellos
Min elskede er lig en Raa eller en ung Hjort: se, han staar bag vor Væg, han ser ind igennem Vinduerne, kiger igennem Vinduesgitteret.
10 et dilectus meus loquitur mihi surge propera amica mea formonsa mea et veni
Min elskede svarer og siger til mig: Staa op, min Veninde! min skønne! og gak frem.
11 iam enim hiemps transiit imber abiit et recessit
Thi se, Vinteren er forbi, Regnen er gaaet over og dragen bort.
12 flores apparuerunt in terra tempus putationis advenit vox turturis audita est in terra nostra
Blomsterne ere komne til Syne i Landet, Sangens Tid er kommen, og Turtelduens Røst er hørt i vort Land.
13 ficus protulit grossos suos vineae florent dederunt odorem surge amica mea speciosa mea et veni
Figentræet har udskudt sine smaa Figen, og Vinstokkene staa i Blomster og dufte; staa du op, min Veninde! min skønne! og gak frem!
14 columba mea in foraminibus petrae in caverna maceriae ostende mihi faciem tuam sonet vox tua in auribus meis vox enim tua dulcis et facies tua decora
Min Due i Klippens Revner, i Fjeldvæggens Skjul, lad mig se din Skikkelse, lad mig høre din Røst! thi din Røst er sød, og din Skikkelse er yndig.
15 capite nobis vulpes vulpes parvulas quae demoliuntur vineas nam vinea nostra floruit
Griber os Rævene, de smaa Ræve, som fordærve Vingaardene; vore Vingaarde staa i Blomster.
16 dilectus meus mihi et ego illi qui pascitur inter lilia
Min elskede er min, og jeg er hans, som vogter Hjorden iblandt Lillierne.
17 donec adspiret dies et inclinentur umbrae revertere similis esto dilecte mi capreae aut hinulo cervorum super montes Bether
Indtil Dagens Luftning kommer, og Skyggerne fly, vend om, bliv lig, min elskede! med en Raa eller en ung Hjort paa Adskillelsens Bjerge!
