Psalmorum 73
1 psalmus Asaph quam bonus Israhel Deus his qui recto sunt corde
Kun god er Gud imod Israel, imod de rene af Hjertet.
2 mei autem paene moti sunt pedes paene effusi sunt gressus mei
Men jeg — nær vare mine Fødder bøjede af Vejen; mine Skridt vare lige ved at glide ud.
3 quia zelavi super iniquis pacem peccatorum videns
Thi jeg blev nidkær over Daarerne; jeg maatte se, at det gik de ugudelige vel.
4 quia non est respectus morti eorum et firmamentum in plaga eorum
Thi der findes intet Baand for dem indtil deres Død, og deres Styrke er vel ved Magt.
5 in labore hominum non sunt et cum hominibus non flagellabuntur
De have ikke Møje som andre Folk, og de blive ikke plagede som andre Mennesker.
6 ideo tenuit eos superbia operti sunt iniquitate et impietate sua
Derfor har Hovmod prydet dem som en Kæde, Vold skjuler dem som et Smykke.
7 prodiet quasi ex adipe iniquitas eorum transierunt in affectum cordis
Deres Øjne staa ud af Fedme; Hjertets Tanker faa Fremgang.
8 cogitaverunt et locuti sunt in nequitia iniquitatem in excelso locuti sunt
De haane og tale i Ondskab om at øve Vold; fra det høje tale de.
9 posuerunt in caelum os suum et lingua eorum transivit in terra
De sætte deres Mund i Himmelen, og deres Tunge farer frem paa Jorden.
10 ideo convertetur populus meus hic et dies pleni invenientur in eis
Derfor vender deres Folk hid, og Vand i fulde Drag uddrikkes af dem.
11 et dixerunt quomodo scit Deus et si est scientia in Excelso
Og de sige: Hvorledes skulde Gud vide det? og er der Kundskab hos den Højeste?
12 ecce ipsi peccatores et abundantes in saeculo obtinuerunt divitias
Se, disse ere de ugudelige; dog ere de rolige til evig Tid, de forøge deres Gods.
13 et dixi ergo sine causa iustificavi cor meum et lavi inter innocentes manus meas
Kun forgæves har jeg renset mit Hjerte og toet mine Hænder i Uskyldighed.
14 et fui flagellatus tota die et castigatio mea in matutino
Og dog blev jeg plaget den ganske Dag, og min Straf var der hver Morgen.
15 si dicebam narrabo sic ecce nationem filiorum tuorum reprobavi
Dersom jeg havde sagt: Jeg vil føre saadan Tale; se, da havde jeg handlet troløst imod dine Børns Slægt.
16 et existimabam cognoscere hoc labor est ante me
Og jeg tænkte efter for at forstaa det; men det var en Kval i mine Øjne,
17 donec intrem in sanctuarium Dei intellegam in novissimis eorum
indtil jeg gik ind i Guds Helligdomme og gav Agt paa deres Endeligt.
18 verumtamen propter dolos posuisti eis deiecisti eos dum adlevarentur
Kun paa slibrige Steder sætter du dem; du lader dem falde til at ødelægges.
19 quomodo facti sunt in desolationem subito defecerunt perierunt propter iniquitatem suam
Hvorledes ere de i et Øjeblik gaaede til Grunde? de ere omkomne, de have faaet Ende ved Forskrækkelserne.
20 velut somnium surgentium Domine in civitate tua imaginem ipsorum ad nihilum rediges
De ere ligesom en Drøm, naar een er opvaagnet; Herre! naar du opvaagner, vil du foragte deres Billede.
21 quia inflammatum est cor meum et renes mei commutati sunt
Da mit Hjerte var bittert, og det stak mig i mine Nyrer,
22 et ego ad nihilum redactus sum et nescivi
da var jeg ufornuftig og kunde ikke forstaa noget, jeg var som et Dyr for dig.
23 ut iumentum factus sum apud te et ego semper tecum
Men jeg vil stedse blive hos dig; du holder ved min højre Haand.
24 tenuisti manum dexteram meam et in voluntate tua deduxisti me et cum gloria suscepisti me
Du leder mig efter dit Raad, og derefter optager du mig til Ære.
25 quid enim mihi est in caelo et a te quid volui super terram
Hvem har jeg i Himlene? og lige med dig har jeg ikke Lyst til noget paa Jorden.
26 defecit caro mea et cor meum Deus cordis mei et pars mea Deus in aeternum
Forsmægter mit Kød og mit Hjerte, saa er Gud mit Hjertes Klippe og min Del evindelig.
27 quia ecce qui elongant se a te peribunt perdidisti omnem qui fornicatur abs te
Thi se, de som holde sig langt borte fra dig, omkomme; du udrydder hver den, som ved Bolen viger af fra dig.
28 mihi autem adherere Deo bonum est ponere in Domino Deo spem meam ut adnuntiem omnes praedicationes tuas in portis filiae Sion
Men det er mig godt, at Gud er mig nær; jeg har sat mit Haab paa den Herre, Herre, at jeg kan fortælle alle dine Gerninger.
