Psalmorum 137

1 David Hieremiae super flumina Babylonis illic sedimus et flevimus cum recordaremur Sion

Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

2 in salicibus in medio eius suspendimus organa nostra

Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

3 quia illic interrogaverunt nos qui captivos duxerunt nos verba cantionum et qui abduxerunt nos hymnum cantate nobis de canticis Sion

Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

4 quomodo cantabimus canticum Domini in terra aliena

Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

5 si oblitus fuero tui Hierusalem oblivioni detur dextera mea

Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

6 adhereat lingua mea faucibus meis si non meminero tui si non praeposuero Hierusalem in principio laetitiae meae

Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

7 memor esto Domine filiorum Edom diem Hierusalem qui dicunt exinanite exinanite usque ad fundamentum in ea

Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

8 filia Babylonis misera beatus qui retribuet tibi retributionem tuam quam retribuisti nobis

Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

9 beatus qui tenebit et adlidet parvulos tuos ad petram

Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.