Job 7
1 militia est vita hominis super terram et sicut dies mercennarii dies eius
Er et Menneske ikke i Strid paa Jorden, og hans Dage som en Daglønners Dage?
2 sicut servus desiderat umbram et sicut mercennarius praestolatur finem operis sui
Som en Arbejder, der higer efter Skyggen, og som en Daglønner, der venter paa sin Løn,
3 sic et ego habui menses vacuos et noctes laboriosas enumeravi mihi
saaledes har jeg faaet mig Forfængeligheds Maaneder til Arv; og man har talt mig kummerfulde Nætter til.
4 si dormiero dico quando consurgam et rursum expectabo vesperam et replebor doloribus usque ad tenebras
Naar jeg lagde mig, da sagde jeg: Naar skal jeg staa op, og naar er Aftenen forbi? og jeg blev mæt af Uro inden Tusmørket.
5 induta est caro mea putredine et sordibus pulveris cutis mea aruit et contracta est
Mit Kød er klædt med Orme og Jordskorpe; min Hud er sprukken og vædsker.
6 dies mei velocius transierunt quam a texente tela succiditur et consumpti sunt absque ulla spe
Mine Dage ere lettere end en Væverskytte; og de svinde hen uden Haab.
7 memento quia ventus est vita mea et non revertetur oculus meus ut videat bona
Kom i Hu, at mit Liv er et Aandepust: Mit Øje kommer ikke mere til at se godt.
8 nec aspiciet me visus hominis oculi tui in me et non subsistam
Dens Øje, som ser mig, skal ikke mere skue mig; dine Øjne skulle se efter mig, men jeg skal ikke findes.
En Sky forgaar og farer bort, ligesaa skal den, der farer ned til Dødsriget, ikke komme op igen. (Sheol h7585)
10 nec revertetur ultra in domum suam neque cognoscet eum amplius locus eius
Han skal ikke komme mere igen til sit Hus, og hans Sted skal ikke kende ham mere.
11 quapropter et ego non parcam ori meo loquar in tribulatione spiritus mei confabulabor cum amaritudine animae meae
Derfor vil jeg ikke heller lægge Baand paa min Mund, jeg vil tale i min Aands Angest, jeg vil klage i min Sjæls Bitterhed.
12 numquid mare sum ego aut cetus quia circumdedisti me carcere
Er jeg et Hav eller et Havuhyre, at du vil sætte Vagt over mig?
13 si dixero consolabitur me lectulus meus et relevabor loquens mecum in strato meo
Naar jeg sagde: Min Seng skal trøste mig, mit Leje skal lette min Klage,
14 terrebis me per somnia et per visiones horrore concuties
da forskrækker du mig med Drømme, og ved Syner forfærder du mig,
15 quam ob rem elegit suspendium anima mea et mortem ossa mea
saa min Sjæl foretrækker at være kvalt, ja Døden fremfor disse mine Knokler.
16 desperavi nequaquam ultra iam vivam parce mihi nihil enim sunt dies mei
Jeg er ked deraf; jeg vil ikke leve evindelig; lad af fra mig, thi mine Dage ere Forfængelighed!
17 quid est homo quia magnificas eum aut quia ponis erga eum cor tuum
Hvad er et Menneske, at du vil agte ham stort, og at du vil lægge dig ham paa Hjerte?
18 visitas eum diluculo et subito probas illum
og at du vil besøge ham hver Morgen og prøve ham hvert Øjeblik?
19 usquequo non parces mihi nec dimittis me ut gluttiam salivam meam
Hvorfor vil du ikke se bort fra mig? vil ikke lade mig Ro saa længe, at jeg kan synke mit Spyt?
20 peccavi quid faciam tibi o custos hominum quare posuisti me contrarium tibi et factus sum mihimet ipsi gravis
Havde jeg syndet, hvad kunde jeg gøre dig, du Menneskenes Vogter? hvorfor har du sat mig til Anstød for dig, at jeg er mig selv til en Byrde?
21 cur non tolles peccatum meum et quare non auferes iniquitatem meam ecce nunc in pulvere dormiam et si mane me quaesieris non subsistam
Og hvorfor vil du ikke borttage min Overtrædelse og lade min Misgerning være tilgivet? thi snart skal jeg ligge under Mulde, og naar du søger mig, da er jeg ikke mere.
