Job 6
1 respondens autem Iob dixit
Men Job svarede og sagde:
2 utinam adpenderentur peccata mea quibus iram merui et calamitas quam patior in statera
Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler!
3 quasi harena maris haec gravior appareret unde et verba mea dolore sunt plena
Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.
4 quia sagittae Domini in me sunt quarum indignatio ebibit spiritum meum et terrores Domini militant contra me
Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.
5 numquid rugiet onager cum habuerit herbam aut mugiet bos cum ante praesepe plenum steterit
Mon Vildæselet skryder, naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har Foder?
6 aut poterit comedi insulsum quod non est sale conditum aut potest aliquis gustare quod gustatum adfert mortem
Mon det vamle kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen?
7 quae prius tangere nolebat anima mea nunc prae angustia cibi mei sunt
Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.
8 quis det ut veniat petitio mea et quod expecto tribuat mihi Deus
Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab!
9 et qui coepit ipse me conterat solvat manum suam et succidat me
og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig!
10 et haec mihi sit consolatio ut adfligens me dolore non parcat nec contradicam sermonibus Sancti
Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.
11 quae est enim fortitudo mea ut sustineam aut quis finis meus ut patienter agam
Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter mig, at jeg skulde forlænge mit Liv?
12 nec fortitudo lapidum fortitudo mea nec caro mea aerea est
Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber?
13 ecce non est auxilium mihi in me et necessarii quoque mei recesserunt a me
Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig!
14 qui tollit ab amico suo misericordiam timorem Domini derelinquit
Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt.
15 fratres mei praeterierunt me sicut torrens qui raptim transit in convallibus
Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi,
16 qui timent pruinam inruet super eos nix
de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig.
17 tempore quo fuerint dissipati peribunt et ut incaluerit solventur de loco suo
Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted.
18 involutae sunt semitae gressuum eorum ambulabunt in vacuum et peribunt
Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme.
19 considerate semitas Theman itinera Saba et expectate paulisper
Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem.
20 confusi sunt quia speravi venerunt quoque usque ad me et pudore cooperti sunt
De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede.
21 nunc venistis et modo videntes plagam meam timetis
Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte.
22 numquid dixi adferte mihi et de substantia vestra donate mihi
Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue?
23 vel liberate me de manu hostis et de manu robustorum eruite me
eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand?
24 docete me et ego tacebo et si quid forte ignoravi instruite me
Lærer mig, og jeg vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild.
25 quare detraxistis sermonibus veritatis cum e vobis nullus sit qui possit arguere
Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser?
26 ad increpandum tantum eloquia concinnatis et in ventum verba profertis
Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr?
27 super pupillum inruitis et subvertere nitimini amicum vestrum
Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste.
28 verumtamen quod coepistis explete praebete aurem et videte an mentiar
Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt?
29 respondete obsecro absque contentione et loquentes id quod iustum est iudicate
Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag!
30 et non invenietis in lingua mea iniquitatem nec in faucibus meis stultitia personabit
Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, hvad ondt er?
