Job 36
1 addens quoque Heliu haec locutus est
Og Elihu blev ved og sagde:
2 sustine me paululum et indicabo tibi adhuc enim habeo quod pro Deo loquar
Bi mig lidt, og jeg vil belære dig, thi her er endnu noget at tale for Gud.
3 repetam scientiam meam a principio et operatorem meum probabo iustum
Jeg vil hente min Kundskab langt borte fra og skaffe den, som har skabt mig, Ret.
4 vere enim absque mendacio sermones mei et perfecta scientia probabitur tibi
Thi sandelig, mine Taler ere ikke Løgn; een, som er oprigtig i hvad han ved, er hos dig.
5 Deus potentes non abicit cum et ipse sit potens
Se, Gud er mægtig, og han vil ikke forkaste nogen, han er mægtig i Forstandens Styrke.
6 sed non salvat impios et iudicium pauperibus tribuit
Han lader ikke en ugudelig leve, men skaffer de elendige Ret.
7 non aufert a iusto oculos suos et reges in solio conlocat in perpetuum et illi eriguntur
Han drager ikke sine Øjne bort fra de retfærdige, hos Konger paa Tronen, der sætter han dem evindelig, og de skulle ophøjes.
8 et si fuerint in catenis et vinciantur funibus paupertatis
Og om de blive bundne i Lænker, blive fangne med Elendigheds Snore,
9 indicabit eis opera eorum et scelera eorum quia violenti fuerint
da forkynder han dem deres Gerninger og deres Overtrædelser, at de vare overmodige;
10 revelabit quoque aurem eorum ut corripiat et loquetur ut revertantur ab iniquitate
da aabner han deres Øren for Formaningen og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed.
11 si audierint et observaverint conplebunt dies suos in bono et annos suos in gloria
Dersom de da ville høre og tjene ham, da skulle de ende deres Dage i det gode og deres Aar i Liflighed;
12 si autem non audierint transibunt per gladium et consumentur in stultitia
men dersom de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Sværdet op opgive Aanden i Uforstand.
13 simulatores et callidi provocant iram Dei neque clamabunt cum vincti fuerint
Og de vanhellige af Hjerte nære Vrede, de raabe ej til ham, naar han binder dem.
14 morietur in tempestate anima eorum et vita eorum inter effeminatos
Deres Sjæl dør hen i Ungdommen og deres Liv som Skørlevneres.
15 eripiet pauperem de angustia sua et revelabit in tribulatione aurem eius
Han frier en elendig ved hans Elendighed og aabner deres Øre ved Trængsel.
16 igitur salvabit te de ore angusto latissime et non habentis fundamentum subter se requies autem mensae tuae erit plena pinguedine
Ogsaa dig leder han ud af Trængselens Strube til det vide Rum, hvor der ikke er snævert; og hvad, som sættes paa dit Bord, er fuldt af Fedme.
17 causa tua quasi impii iudicata est causam iudiciumque recipies
Men har du fuldt op af den uretfærdiges Sag, skal Sag og Dom følges ad.
18 non te ergo superet ira ut aliquem opprimas nec multitudo donorum inclinet te
Thi lad ej Vreden forlede dig til Spot og lad ej den store Løsesum forføre dig!
19 depone magnitudinem tuam absque tribulatione et omnes robustos fortitudine
Mon han skulde agte din Rigdom? nej, hverken det skønne Guld eller nogen Magts Styrke!
20 ne protrahas noctem ut ascendant populi pro eis
Du skal ikke hige efter Natten, da Folk borttages fra deres Sted.
21 cave ne declines ad iniquitatem hanc enim coepisti sequi post miseriam
Forsvar dig, at du ikke vender dit Ansigt til Uret; thi denne har du foretrukket fremfor det at lide.
22 ecce Deus excelsus in fortitudine sua et nullus ei similis in legislatoribus
Se, Gud er ophøjet ved sin Kraft; hvo er en Lærer som han?
23 quis poterit scrutari vias eius aut quis ei dicere operatus es iniquitatem
Hvo har foreskrevet ham hans Vej? og hvo tør sige: Du har gjort Uret?
24 memento quod ignores opus eius de quo cecinerunt viri
Kom i Hu, at du ophøjer hans Gerning, hvilken Folk have besunget;
25 omnes homines vident eum unusquisque intuetur procul
hvilken alle Mennesker have set, hvilken Mennesket skuer langtfra.
26 ecce Deus magnus vincens scientiam nostram numerus annorum eius inaestimabilis
Se, Gud er stor, og vi kunne ikke kende ham, og man kan ikke udgrunde Tallet paa hans Aar.
27 qui aufert stillas pluviae et effundit imbres ad instar gurgitum
Thi han drager Vandets Draaber til sig; gennem hans Dunstkreds beredes de til Regn,
28 qui de nubibus fluunt quae praetexunt cuncta desuper
hvilken Skyerne lade nedflyde, lade neddryppe over mange Mennesker.
29 si voluerit extendere nubes quasi tentorium suum
Mon ogsaa nogen forstaa hans Skyers Udspænding, hans Hyttes Bragen?
30 et fulgurare lumine suo desuper cardines quoque maris operiet
Se, han udbreder sit Lys om sig og skjuler Havets Rødder.
31 per haec enim iudicat populos et dat escas multis mortalibus
Thi derved dømmer han Folkene, giver dem Spise i Overflødighed.
32 in manibus abscondit lucem et praecipit ei ut rursus adveniat
Over sine Hænder dækker han med Lyset, og han giver det Befaling imod den, det skal ramme.
33 adnuntiat de ea amico suo quod possessio eius sit et ad eam possit ascendere
Om ham forkynder hans Torden, ja om ham Kvæget, naar han drager op.
