Ecclesiastes 4
1 verti me ad alia et vidi calumnias quae sub sole geruntur et lacrimas innocentum et consolatorem neminem nec posse resistere eorum violentiae cunctorum auxilio destitutos
Fremdeles så jeg al den Undertrykkelse, som sker under Solen; jeg så de undertryktes tårer og ingen trøstede dem; de led Vold af deres Undertrykkeres Hånd, og ingen trøstede dem.
2 et laudavi magis mortuos quam viventes
Da priste jeg de døde, som allerede er døde, lykkeligere end de levende, som endnu er i Live;
3 et feliciorem utroque iudicavi qui necdum natus est nec vidit mala quae sub sole fiunt
men lykkeligere end begge den, som slet ikke er til, som ikke har set det onde, der sker under Solen.
4 rursum contemplatus omnes labores hominum et industrias animadverti patere invidiae proximi et in hoc ergo vanitas et cura superflua est
Og jeg så, at al Flid og alt dygtigt Arbejde udspringer af den enes Misundelse mod den anden. Også det er Tomhed og Jag efter Vind.
5 stultus conplicat manus suas et comedit carnes suas dicens
Dåren lægger Hænderne i Skødet og æder sig selv op
6 melior est pugillus cum requie quam plena utraque manus cum labore et adflictione animi
Bedre en Håndfuld Hvile end Hænderne fulde af Flid og Jag efter Vind.
7 considerans repperi et aliam vanitatem sub sole
Og mere Tomhed så jeg under Solen.
8 unus est et secundum non habet non filium non fratrem et tamen laborare non cessat nec satiantur oculi eius divitiis nec recogitat dicens cui laboro et fraudo animam meam bonis in hoc quoque vanitas est et adflictio pessima
Mangen står alene og har ikke nogen ved sin Side, hverken Søn eller Broder, og dog er der ingen Ende på al hans Flid og hans Øje bliver ikke mæt af Rigdom. Men, for hvis Skyld gør jeg mig Flid og nægter mig enhver Nydelse? Også det, er Tomhed og ondt Slid.
9 melius ergo est duos simul esse quam unum habent enim emolumentum societatis suae
To er bedre faren end een, thi de får god Løn for deres Flid;
10 si unus ceciderit ab altero fulcietur vae soli quia cum ruerit non habet sublevantem
hvis den ene falder, kan den anden rejse sin Fælle op. Men ve den ensomme! Thi falder han, er der ingen til at rejse ham op.
11 et si dormierint duo fovebuntur mutuo unus quomodo calefiet
Og når to ligger sammen, bliver de varme; men hvorledes kan den ensomme blive varm?
12 et si quispiam praevaluerit contra unum duo resistent ei funiculus triplex difficile rumpitur
Og når nogen kan overvælde den ensomme, så kan to stå sig imod ham; tretvundet Snor brister ikke i Hast.
13 melior est puer pauper et sapiens rege sene et stulto qui nescit providere in posterum
Bedre faren er en fattig Yngling, som er viis, end en gammel Konge, som er en Tåbe og ikke mere har Forstand til at lade sig råde.
14 quod et de carcere catenisque interdum quis egrediatur ad regnum et alius natus in regno inopia consumatur
Thi hin gik ud af Fængselet for at blive Konge, skønt han var født i Fattigdom under den andens Regering.
15 vidi cunctos viventes qui ambulant sub sole cum adulescente secundo qui consurgit pro eo
Jeg så alle, som levede og færdedes under Solen, stille sig ved den Ynglings Side, som skulde træde i Kongens Sted;
16 infinitus numerus est populi omnium qui fuerunt ante eum et qui postea futuri sunt non laetabuntur in eo sed et hoc vanitas et adflictio spiritus
der var ikke Tal på alle de Mennesker, han stod i Spidsen for; men heller ikke over ham glæder de senere Slægter sig; nej, også det er Tomhed og Jag efter Vind.
