Psalmorum 91

1 Laus Cantici David. Qui habitat in adiutorio Altissimi, in protectione Dei caeli commorabitur.

Den, der sidder i den Højestes Skjul og dvæler i den Almægtiges Skygge,

2 Dicet Domino: Susceptor meus es tu, et refugium meum: Deus meus sperabo in eum.

siger til HERREN: Min Tilflugt, min Klippeborg, min Gud, paa hvem jeg stoler.

3 Quoniam ipse liberavit me de laqueo venantium, et a verbo aspero.

Thi han frier dig fra Fuglefængerens Snare, fra ødelæggende Pest;

4 Scapulis suis obumbrabit tibi: et sub pennis eius sperabis:

han dækker dig med sine Fjedre, under hans Vinger finder du Ly, hans Trofasthed er Skjold og Værge.

5 Scuto circumdabit te veritas eius: non timebis a timore nocturno,

Du frygter ej Nattens Rædsler, ej Pilen, der flyver om Dagen,

6 A sagitta volante in die, a negotio perambulante in tenebris: ab incursu, et daemonio meridiano.

ej Pesten, der sniger i Mørke, ej Middagens hærgende Sot.

7 Cadent a latere tuo mille, et decem millia a dextris tuis: ad te autem non appropinquabit.

Falder end tusinde ved din Side, ti Tusinde ved din højre Haand, til dig naar det ikke hen;

8 Verumtamen oculis tuis considerabis: et retributionem peccatorum videbis.

du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses Straf;

9 Quoniam tu es Domine spes mea: Altissimum posuisti refugium tuum.

(thi du, HERRE, er min Tilflugt) den Højeste tog du til Bolig.

10 Non accedet ad te malum: et flagellum non appropinquabit tabernaculo tuo.

Der times dig intet ondt, dit Telt kommer Plage ej nær;

11 Quoniam angelis suis mandavit de te: ut custodiant te in omnibus viis tuis.

thi han byder sine Engle at vogte dig paa alle dine Veje;

12 In manibus portabunt te: ne forte offendas ad lapidem pedem tuum.

de skal bære dig paa deres Hænder, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten;

13 Super aspidem, et basiliscum ambulabis: et conculcabis leonem et draconem.

du skal træde paa Slanger og Øgler, trampe paa Løver og Drager.

14 Quoniam in me speravit, liberabo eum: protegam eum, quoniam cognovit nomen meum.

»Da han klynger sig til mig, frier jeg ham ud, jeg bjærger ham, thi han kender mit Navn;

15 Clamabit ad me, et ego exaudiam eum: cum ipso sum in tribulatione: eripiam eum et glorificabo eum.

kalder han paa mig, svarer jeg ham, i Trængsel er jeg hos ham, jeg frier ham og giver ham Ære;

16 Longitudine dierum replebo eum: et ostendam illi salutare meum.

med et langt Liv mætter jeg ham og lader ham skue min Frelse!«