Psalmorum 88
1 Psalmus, Canticum psalmi, in finem, filiis Core, pro Maheleth ad respondendum, intellectus Eman Israelitae. Domine Deus salutis meae: in die clamavi, et nocte coram te.
En Sang. En Salme af Koras Sønner. Til Sangmesteren. Al-mahalat-leannot. En Maskil af Ezraiten Heman. HERRE min Gud, jeg raaber om Dagen, om Natten naar mit Skrig til dig;
2 Intret in conspectu tuo oratio mea: inclina aurem tuam ad precem meam:
lad min Bøn komme frem for dit Aasyn, til mit Klageraab laane du Øre!
Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær, (Sheol h7585)
4 Aestimatus sum cum descendentibus in lacum: factus sum sicut homo sine adiutorio,
jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,
5 inter mortuos liber, Sicut vulnerati dormientes in sepulchris, quorum non es memor amplius: et ipsi de manu tua repulsi sunt.
kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Haand er de revet.
6 Posuerunt me in lacu inferiori: in tenebrosis, et in umbra mortis.
Du har lagt mig i den underste Grube, paa det mørke, det dybe Sted;
7 Super me confirmatus est furor tuus: et omnes fluctus tuos induxisti super me.
tungt hviler din Vrede paa mig, alle dine Brændinger lod du gaa over mig. (Sela)
8 Longe fecisti notos meos a me: posuerunt me abominationem sibi. Traditus sum, et non egrediebar:
Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gaa ud,
9 oculi mei languerunt prae inopia. Clamavi ad te Domine tota die: expandi ad te manus meas.
mit Øje er sløvt af Vaande. Hver Dag, HERRE, raaber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig.
10 Numquid mortuis facies mirabilia: aut medici suscitabunt, et confitebuntur tibi?
Gør du Undere for de døde, staar Skyggerne op og takker dig? (Sela)
11 Numquid narrabit aliquis in sepulchro misericordiam tuam, et veritatem tuam in perditione?
Tales der om din Naade i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed?
12 Numquid cognoscentur in tenebris mirabilia tua: et iustitia tua in terra oblivionis?
Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land?
13 Et ego ad te, Domine, clamavi, et mane oratio mea praeveniet te.
Men jeg, o HERRE, jeg raaber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.
14 Ut quid Domine repellis orationem meam: avertis faciem tuam a me?
Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Aasyn for mig?
15 Pauper sum ego, et in laboribus a iuventute mea: exaltatus autem, humiliatus sum et conturbatus.
Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom;
16 In me transierunt irae tuae: et terrores tui conturbaverunt me.
din Vredes Luer gaar over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,
17 Circumdederunt me sicut aqua tota die: circumdederunt me simul.
som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig;
18 Elongasti a me amicum, et proximum: et notos meos a miseria.
Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte.
