Psalmorum 88
1 Psalmus, Canticum psalmi, in finem, filiis Core, pro Maheleth ad respondendum, intellectus Eman Israelitae. Domine Deus salutis meae: in die clamavi, et nocte coram te.
En Sang, en Psalme; af Koras Børn; til Sangmesteren; til Makalath-Leanoth; en Undervisning af Heman, Esrahiteren. Herre, min Frelses Gud! jeg har raabt om Dagen, ja, om Natten for dig.
2 Intret in conspectu tuo oratio mea: inclina aurem tuam ad precem meam:
Lad min Bøn komme for dit Ansigt, bøj dit Øre til mit Raab!
Thi min Sjæl er mæt af Ulykker, og mit Liv er Dødsriget nær. (Sheol h7585)
4 Aestimatus sum cum descendentibus in lacum: factus sum sicut homo sine adiutorio,
Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen, jeg er som en Mand uden Kraft,
5 inter mortuos liber, Sicut vulnerati dormientes in sepulchris, quorum non es memor amplius: et ipsi de manu tua repulsi sunt.
løsladt iblandt de døde, som de ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du ikke ydermere kommer i Hu, da de ere udrevne af din Haand.
6 Posuerunt me in lacu inferiori: in tenebrosis, et in umbra mortis.
Du har lagt mig i Hulen hernedenunder, i de mørke, i de dybe Steder.
7 Super me confirmatus est furor tuus: et omnes fluctus tuos induxisti super me.
Din Vrede har lagt sig tungt paa mig, og du trænger mig med alle dine Bølger. (Sela)
8 Longe fecisti notos meos a me: posuerunt me abominationem sibi. Traditus sum, et non egrediebar:
Du har fjernet mine Kyndinger langt fra mig, du har gjort mig vederstyggelig for dem, jeg er indelukket og gaar ikke ud.
9 oculi mei languerunt prae inopia. Clamavi ad te Domine tota die: expandi ad te manus meas.
Mit Øje er bedrøvet af Elendighed; Herre! jeg har raabt til dig den ganske Dag, jeg har udbredt mine Hænder til dig.
10 Numquid mortuis facies mirabilia: aut medici suscitabunt, et confitebuntur tibi?
Vil du vel gøre Undere for de døde? eller skulle Dødninger opstaa, skulle de takke dig? (Sela)
11 Numquid narrabit aliquis in sepulchro misericordiam tuam, et veritatem tuam in perditione?
Fortælles der vel i Graven om din Miskundhed? om din Sandhed i Dødens Bo?
12 Numquid cognoscentur in tenebris mirabilia tua: et iustitia tua in terra oblivionis?
Kendes vel dine Undere i Mørket? eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land?
13 Et ego ad te, Domine, clamavi, et mane oratio mea praeveniet te.
Men jeg har raabt til dig Herre! og min Bøn kommer dig i Møde om Morgenen.
14 Ut quid Domine repellis orationem meam: avertis faciem tuam a me?
Hvorfor, Herre! forkaster du min Sjæl? du skjuler dit Ansigt for mig.
15 Pauper sum ego, et in laboribus a iuventute mea: exaltatus autem, humiliatus sum et conturbatus.
Elendig er jeg og som en døende fra min Ungdom af; jeg bærer paa Rædsel for dig, jeg maa fortvivle.
16 In me transierunt irae tuae: et terrores tui conturbaverunt me.
Din Vredes Flammer ere gaaede hen over mig; Rædsler for dig have tilintetgjort mig.
17 Circumdederunt me sicut aqua tota die: circumdederunt me simul.
De have omringet mig som Vande den ganske Dag, de have omspændt mig tilsammen.
18 Elongasti a me amicum, et proximum: et notos meos a miseria.
Du har fjernet min Ven og Stalbroder langt fra mig; mine Kyndinger ere Mørkets Sted.
