Psalmorum 73
1 Psalmus Asaph. Defecerunt hymni David filii Iesse. Quam bonus Israel Deus his qui recto sunt corde!
En Salme af Asaf. Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet!
2 Mei autem pene moti sunt pedes: pene effusi sunt gressus mei.
Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;
3 Quia zelavi super iniquos, pacem peccatorum videns.
thi over Daarerne græmmed jeg mig, jeg saa, at det gik de gudløse vel;
4 Quia non est respectus morti eorum: et firmamentum in plaga eorum.
thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;
5 In labore hominum non sunt, et cum hominibus non flagellabuntur:
de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.
6 Ideo tenuit eos superbia, operti sunt iniquitate et impietate sua.
Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i.
7 Prodiit quasi ex adipe iniquitas eorum: transierunt in affectum cordis.
Deres Brøde udgaar af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem.
8 Cogitaverunt, et locuti sunt nequitiam: iniquitatem in excelso locuti sunt.
I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,
9 Posuerunt in caelum os suum: et lingua eorum transivit in terra.
de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om paa Jorden.
10 Ideo convertetur populus meus hic: et dies pleni invenientur in eis.
(Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag.)
11 Et dixerunt: Quomodo scit Deus, et si est scientia in excelso?
De siger: »Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?«
12 Ecce ipsi peccatores, et abundantes in saeculo, obtinuerunt divitias.
Se, det er de gudløses Kaar, altid i Tryghed, voksende Velstand!
13 Et dixi: Ergo sine causa iustificavi cor meum, et lavi inter innocentes manus meas:
Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld,
14 Et fui flagellatus tota die, et castigatio mea in matutinis.
jeg plagedes Dagen igennem, blev revset paa ny hver Morgen!
15 Si dicebam: Narrabo sic: ecce nationem filiorum tuorum reprobavi.
Men jeg tænkte: »Taler jeg saa, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt.«
16 Existimabam ut cognoscerem hoc, labor est ante me:
Saa grunded jeg paa at forstaa det, møjsommeligt var det i mine Øjne,
17 Donec intrem in Sanctuarium Dei: et intelligam in novissimis eorum.
Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver:
18 Verumtamen propter dolos posuisti eis: deiecisti eos dum allevarentur.
Du sætter dem jo paa glatte Steder, i Undergang styrter du dem.
19 Quomodo facti sunt in desolationem, subito defecerunt: perierunt propter iniquitatem suam.
Hvor brat de dog lægges øde, gaar under, det ender med Rædsel!
20 Velut somnium surgentium Domine, in civitate tua imaginem ipsorum ad nihilum rediges.
De er som en Drøm, naar man vaagner, man vaagner og regner sit Syn for intet.
21 Quia inflammatum est cor meum, et renes mei commutati sunt:
Saa længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,
22 et ego ad nihilum redactus sum, et nescivi.
var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.
23 Ut iumentum factus sum apud te: et ego semper tecum.
Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre;
24 Tenuisti manum dexteram meam: et in voluntate tua deduxisti me, et cum gloria suscepisti me.
du leder mig med dit Raad og tager mig siden bort i Herlighed.
25 Quid enim mihi est in caelo? et a te quid volui super terram?
Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attraar jeg intet paa Jorden!
26 Defecit caro mea et cor meum: Deus cordis mei, et pars mea Deus in aeternum.
Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt.
27 Quia ecce, qui elongant se a te, peribunt: perdidisti omnes, qui fornicantur abs te.
Thi de, der fjerner sig fra dig, gaar under, du udsletter hver, som er dig utro.
28 Mihi autem adhaerere Deo bonum est: ponere in Domino Deo spem meam: ut annunciem omnes praedicationes tuas, in portis filiae Sion.
Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.
