Psalmorum 73
1 Psalmus Asaph. Defecerunt hymni David filii Iesse. Quam bonus Israel Deus his qui recto sunt corde!
Kun god er Gud imod Israel, imod de rene af Hjertet.
2 Mei autem pene moti sunt pedes: pene effusi sunt gressus mei.
Men jeg — nær vare mine Fødder bøjede af Vejen; mine Skridt vare lige ved at glide ud.
3 Quia zelavi super iniquos, pacem peccatorum videns.
Thi jeg blev nidkær over Daarerne; jeg maatte se, at det gik de ugudelige vel.
4 Quia non est respectus morti eorum: et firmamentum in plaga eorum.
Thi der findes intet Baand for dem indtil deres Død, og deres Styrke er vel ved Magt.
5 In labore hominum non sunt, et cum hominibus non flagellabuntur:
De have ikke Møje som andre Folk, og de blive ikke plagede som andre Mennesker.
6 Ideo tenuit eos superbia, operti sunt iniquitate et impietate sua.
Derfor har Hovmod prydet dem som en Kæde, Vold skjuler dem som et Smykke.
7 Prodiit quasi ex adipe iniquitas eorum: transierunt in affectum cordis.
Deres Øjne staa ud af Fedme; Hjertets Tanker faa Fremgang.
8 Cogitaverunt, et locuti sunt nequitiam: iniquitatem in excelso locuti sunt.
De haane og tale i Ondskab om at øve Vold; fra det høje tale de.
9 Posuerunt in caelum os suum: et lingua eorum transivit in terra.
De sætte deres Mund i Himmelen, og deres Tunge farer frem paa Jorden.
10 Ideo convertetur populus meus hic: et dies pleni invenientur in eis.
Derfor vender deres Folk hid, og Vand i fulde Drag uddrikkes af dem.
11 Et dixerunt: Quomodo scit Deus, et si est scientia in excelso?
Og de sige: Hvorledes skulde Gud vide det? og er der Kundskab hos den Højeste?
12 Ecce ipsi peccatores, et abundantes in saeculo, obtinuerunt divitias.
Se, disse ere de ugudelige; dog ere de rolige til evig Tid, de forøge deres Gods.
13 Et dixi: Ergo sine causa iustificavi cor meum, et lavi inter innocentes manus meas:
Kun forgæves har jeg renset mit Hjerte og toet mine Hænder i Uskyldighed.
14 Et fui flagellatus tota die, et castigatio mea in matutinis.
Og dog blev jeg plaget den ganske Dag, og min Straf var der hver Morgen.
15 Si dicebam: Narrabo sic: ecce nationem filiorum tuorum reprobavi.
Dersom jeg havde sagt: Jeg vil føre saadan Tale; se, da havde jeg handlet troløst imod dine Børns Slægt.
16 Existimabam ut cognoscerem hoc, labor est ante me:
Og jeg tænkte efter for at forstaa det; men det var en Kval i mine Øjne,
17 Donec intrem in Sanctuarium Dei: et intelligam in novissimis eorum.
indtil jeg gik ind i Guds Helligdomme og gav Agt paa deres Endeligt.
18 Verumtamen propter dolos posuisti eis: deiecisti eos dum allevarentur.
Kun paa slibrige Steder sætter du dem; du lader dem falde til at ødelægges.
19 Quomodo facti sunt in desolationem, subito defecerunt: perierunt propter iniquitatem suam.
Hvorledes ere de i et Øjeblik gaaede til Grunde? de ere omkomne, de have faaet Ende ved Forskrækkelserne.
20 Velut somnium surgentium Domine, in civitate tua imaginem ipsorum ad nihilum rediges.
De ere ligesom en Drøm, naar een er opvaagnet; Herre! naar du opvaagner, vil du foragte deres Billede.
21 Quia inflammatum est cor meum, et renes mei commutati sunt:
Da mit Hjerte var bittert, og det stak mig i mine Nyrer,
22 et ego ad nihilum redactus sum, et nescivi.
da var jeg ufornuftig og kunde ikke forstaa noget, jeg var som et Dyr for dig.
23 Ut iumentum factus sum apud te: et ego semper tecum.
Men jeg vil stedse blive hos dig; du holder ved min højre Haand.
24 Tenuisti manum dexteram meam: et in voluntate tua deduxisti me, et cum gloria suscepisti me.
Du leder mig efter dit Raad, og derefter optager du mig til Ære.
25 Quid enim mihi est in caelo? et a te quid volui super terram?
Hvem har jeg i Himlene? og lige med dig har jeg ikke Lyst til noget paa Jorden.
26 Defecit caro mea et cor meum: Deus cordis mei, et pars mea Deus in aeternum.
Forsmægter mit Kød og mit Hjerte, saa er Gud mit Hjertes Klippe og min Del evindelig.
27 Quia ecce, qui elongant se a te, peribunt: perdidisti omnes, qui fornicantur abs te.
Thi se, de som holde sig langt borte fra dig, omkomme; du udrydder hver den, som ved Bolen viger af fra dig.
28 Mihi autem adhaerere Deo bonum est: ponere in Domino Deo spem meam: ut annunciem omnes praedicationes tuas, in portis filiae Sion.
Men det er mig godt, at Gud er mig nær; jeg har sat mit Haab paa den Herre, Herre, at jeg kan fortælle alle dine Gerninger.
