Psalmorum 69
1 Psalmus David, in finem, pro iis, qui commutabuntur. Salvum me fac Deus: quoniam intraverunt aquae usque ad animam meam.
Til Sangmesteren; til „Lillierne‟; af David.
2 Infixus sum in limo profundi: et non est substantia. Veni in altitudinem maris: et tempestas demersit me.
Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen.
3 Laboravi clamans, raucae factae sunt fauces meae: defecerunt oculi mei, dum spero in Deum meum.
Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig.
4 Multiplicati sunt super capillos capitis mei, qui oderunt me gratis. Confortati sunt qui persecuti sunt me inimici mei iniuste: quae non rapui, tunc exolvebam.
Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud.
5 Deus tu scis insipientiam meam: et delicta mea a te non sunt abscondita.
Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet.
6 Non erubescant in me qui expectant te Domine, Domine virtutum. Non confundantur super me qui quaerunt te, Deus Israel.
Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig.
7 Quoniam propter te sustinui opprobrium: operuit confusio faciem meam.
Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, Herre Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig.
8 Extraneus factus sum fratribus meis, et peregrinus filiis matris meae.
Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt.
9 Quoniam zelus domus tuae comedit me: et opprobria exprobrantium tibi, ceciderunt super me.
Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn.
10 Et operui in ieiunio animam meam: et factum est in opprobrium mihi.
Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaane, ere faldne paa mig.
11 Et posui vestimentum meum cilicium: et factus sum illis in parabolam.
Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser.
12 Adversum me loquebantur qui sedebant in porta: et in me psallebant qui bibebant vinum.
Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog.
13 Ego vero orationem meam ad te Domine: tempus beneplaciti Deus. In multitudine misericordiae tuae exaudi me, in veritate salutis tuae:
De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig.
14 Eripe me de luto, ut non infigar: libera me ab iis, qui oderunt me, et de profundis aquarum.
Men jeg henflyr med min Bøn til dig, Herre! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld!
15 Non me demergat tempestas aquae, neque absorbeat me profundum: neque urgeat super me puteus os suum.
Frels mig af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb!
16 Exaudi me Domine, quoniam benigna est misericordia tua: secundum multitudinem miserationum tuarum respice in me.
Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og I ikke Hulen lukke sin Mund over mig!
17 Et ne avertas faciem tuam a puero tuo: quoniam tribulor, velociter exaudi me.
Bønhør mig, Herre! thi din Miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed!
18 Intende animae meae, et libera eam: propter inimicos meos eripe me.
Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig!
19 Tu scis improperium meum, et confusionem meam, et reverentiam meam.
Hold dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld!
20 In conspectu tuo sunt omnes qui tribulant me, improperium expectavit cor meum et miseriam. Et sustinui qui simul contristaretur, et non fuit: et qui consolaretur, et non inveni.
Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig.
21 Et dederunt in escam meam fel: et in siti mea potaverunt me aceto.
Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og jeg ventede paa Medynk, men der var ingen, og paa Trøstere; men jeg fandt ikke nogen.
22 Fiat mensa eorum coram ipsis in laqueum, et in retributiones, et in scandalum.
Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst.
23 Obscurentur oculi eorum ne videant: et dorsum eorum semper incurva.
Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge.
24 Effunde super eos iram tuam: et furor irae tuae comprehendat eos.
Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave!
25 Fiat habitatio eorum deserta: et in tabernaculis eorum non sit qui inhabitet.
Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem!
26 Quoniam quem tu percussisti, persecuti sunt: et super dolorem vulnerum meorum addiderunt.
Deres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte.
27 Appone iniquitatem super iniquitatem eorum: et non intrent in iustitiam tuam.
Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret.
28 Deleantur de Libro viventium: et cum iustis non scribantur.
Læg Skyld til deres Skyld, og lad dem ikke komme til din Retfærdighed!
29 Ego sum pauper et dolens: salus tua Deus suscepit me.
Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige!
30 Laudabo nomen Dei cum cantico: et magnificabo eum in laude:
Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig.
31 Et placebit Deo super vitulum novellum: cornua producentem et ungulas.
Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham med Taksigelse.
32 Videant pauperes et laetentur: quaerite Deum, et vivet anima vestra:
Og det skal bedre behage Herren end en ung Okse med Horn og Klove.
33 Quoniam exaudivit pauperes Dominus: et vinctos suos non despexit.
De sagtmodige have set det, de skulle glæde sig; I, som søge Gud — og eders Hjerte leve op!
34 Laudent illum caeli et terra, mare, et omnia reptilia in eis.
Thi Herren hører de fattige og foragter ikke sin bundne.
35 Quoniam Deus salvam faciet Sion: et aedificabuntur civitates Iuda. Et inhabitabunt ibi, et hereditate acquirent eam.
Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi!
36 Et semen servorum eius possidebit eam, et qui diligunt nomen eius, habitabunt in ea.
Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.
