Psalmorum 56

1 Psalmus In finem, Pro populo, qui a Sanctis longe factus est, David in tituli inscriptionem, cum tenuerunt eum Allophyli in Geth. Miserere mei Deus, quoniam conculcavit me homo: tota die impugnans tribulavit me.

Til Sangmesteren; til „den stumme Due i det fjerne‟ af David; „et gyldent Smykke‟, der Filisterne havde grebet ham i Gath.

2 Conculcaverunt me inimici mei tota die: quoniam multi bellantes adversum me.

Gud! vær mig naadig; thi et Menneske søger at opsluge mig, Stridsmanden trænger mig den ganske Dag.

3 Ab altitudine diei timebo: ego vero in te sperabo.

Mine Fjender søge den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som i Hovmod stride imod mig.

4 In Deo laudabo sermones meos, in Deo speravi: non timebo quid faciat mihi caro.

Paa den Dag, jeg frygter, forlader jeg mig paa dig.

5 Tota die verba mea execrabantur: adversum me omnes cogitationes eorum, in malum.

I Gud vil jeg prise hans Ord; jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad kan Kød gøre mig?

6 Inhabitabunt et abscondent: ipsi calcaneum meum observabunt. Sicut sustinuerunt animam meam,

Den ganske Dag fordreje de mine Ord; alle deres Tanker ere imod mig til det onde.

7 pro nihilo salvos facies illos: in ira populos confringes.

De holde sig sammen, de skjule sig, de tage Vare paa mine Fodspor, ligesom de have tragtet efter mit Liv.

8 Deus, vitam meam annunciavi tibi: posuisti lacrymas meas in conspectu tuo, Sicut et in promissione tua:

Skulde de undkomme ved deres Uretfærdighed? Gud! nedstød disse Folk i Vrede!

9 tunc convertentur inimici mei retrorsum: In quacumque die invocavero te: ecce cognovi quoniam Deus meus es.

Du har talt mine Landflygtighedsdage; gem mine Taarer i din Flaske; staa de ikke i din Bog?

10 In Deo laudabo verbum, in Domino laudabo sermonem:

Da skulle mine Fjender vende tilbage paa den Dag, jeg raaber; dette ved jeg, at du er min Gud.

11 in Deo speravi, non timebo quid faciat mihi homo.

I Gud vil jeg prise Ordet; i Herren vil jeg prise Ordet.

12 In me sunt Deus vota tua, quae reddam, laudationes tibi.

Jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulde et Menneske gøre mig?

13 Quoniam eripuisti animam meam de morte, et pedes meos de lapsu: ut placeam coram Deo in lumine viventium.

Gud! Løfter til dig hvile paa mig, med Taksigelse vil jeg betale dig. Thi du friede min Sjæl fra Døden, ja, mine Fødder fra Fald, at jeg skal vandre for Guds Ansigt i de levendes Lys.