Psalmorum 53

1 Psalmus, in finem, pro Amalech, intellectus David. Dixit insipiens in corde suo: Non est Deus. Corrupti sunt, et abominabiles facti sunt in iniquitatibus: non est qui faciat bonum.

Til Sangmesteren; til „Makalath”; en Undervisning af David.

2 Deus de caelo prospexit super filios hominum: ut videat si est intelligens, aut requirens Deum.

En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; fordærvelig og vederstyggelig er deres onde Gerning; der er ingen, som gør godt.

3 Omnes declinaverunt, simul inutiles facti sunt: non est qui faciat bonum, non est usque ad unum.

Gud saa ned fra Himmelen paa Menneskens Børn, at se, om der var en forstandig, nogen, som søgte Gud.

4 Nonne scient omnes qui operantur iniquitatem, qui devorant plebem meam ut cibum panis?

Enhver er afvegen, de ere fordærvede til Hobe; der er ingen, som gør godt, end ikke een.

5 Deum non invocaverunt: illic trepidaverunt timore, ubi non erat timor. Quoniam Deus dissipavit ossa eorum qui hominibus placent: confusi sunt, quoniam Deus sprevit eos.

Have de ikke kendt det, de, som gøre Uret, som æde mit Folk, som de aade Brød? de kalde ikke paa Gud.

6 Quis dabit ex Sion salutare Israel? cum converterit Dominus captivitatem plebis suae, exultabit Iacob, et laetabitur Israel.

Den Gang frygtede de saare, hvor intet var at frygte; thi Gud spredte Benene af dem, som lejrede sig imod dig; du gjorde dem til Skamme, thi Gud havde forkastet dem. Gid der fra Zion kom Frelse for Israel; naar Gud tilbagefører sit fangne Folk, da skal Jakob fryde sig, Israel glæde sig.