Psalmorum 44

1 Psalmus, filiis Core ad intellectum.

Til Sangmesteren. Af Koras Sønner. En Maskil.

2 Deus auribus nostris audivimus: patres nostri annunciaverunt nobis. Opus, quod operatus es in diebus eorum: et in diebus antiquis.

Gud, vi har hørt det med egne Ører, vore Fædre har fortalt os derom; du øved en Daad i deres Dage, i Fortids Dage med din Haand;

3 Manus tua gentes disperdidit, et plantasti eos: afflixisti populos, et expulisti eos:

Folk drev du bort, men plantede hine, Folkeslag knuste du, men dem lod du brede sig;

4 Nec enim in gladio suo possederunt terram, et brachium eorum non salvavit eos: Sed dextera tua, et brachium tuum, et illuminatio vultus tui: quoniam complacuisti in eis.

thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær.

5 Tu es ipse rex meus et Deus meus: qui mandas salutes Iacob.

Du, du er min Konge, min Gud, som sender Jakob Sejr.

6 In te inimicos nostros ventilabimus cornu, et in nomine tuo spernemus insurgentes in nobis.

Ved dig nedstøder vi Fjenden, Modstanderne træder vi ned i dit Navn;

7 Non enim in arcu meo sperabo: et gladius meus non salvabit me.

thi ej paa min Bue stoler jeg, mit Sværd kan ikke give mig Sejr;

8 Salvasti enim nos de affligentibus nos: et odientes nos confudisti.

men du gav os Sejr over Fjenden, du lod vore Avindsmænd blive til Skamme.

9 In Deo laudabimur tota die: et in nomine tuo confitebimur in saeculum.

Vi roser os altid af Gud, dit Navn vil vi love for evigt. (Sela)

10 Nunc autem repulisti et confudisti nos: et non egredieris Deus in virtutibus nostris.

Dog har du forstødt os, gjort os til Spot, du drager ej med vore Hære;

11 Avertisti nos retrorsum post inimicos nostros: et qui oderunt nos, diripiebant sibi.

du lader os vige for Fjenden, vore Avindsmænd tager sig Bytte;

12 Dedisti nos tamquam oves escarum: et in gentibus dispersisti nos.

du har givet os hen som Slagtekvæg, og strøet os ud mellem Folkene,

13 Vendidisti populum tuum sine pretio: et non fuit multitudo in commutationibus eorum.

dit Folk har du solgt til Spotpris, vandt ikke Rigdom ved Salget.

14 Posuisti nos opprobrium vicinis nostris, subsannationem et derisum his, qui sunt in circuitu nostro.

Til Haan for Naboer gør du os, til Spot og Spe for Grander,

15 Posuisti nos in similitudinem Gentibus: commotionem capitis in populis.

du gør os til Mundheld blandt Folkene, lader Folkeslagene ryste paa Hovedet ad os.

16 Tota die verecundia mea contra me est, et confusio faciei meae cooperuit me.

Min Skændsel er mig altid i Tanke, og Skam bedækker mit Aasyn

17 A voce exprobrantis, et obloquentis: a facie inimici, et persequentis.

for spottende, haanende Tale, for Fjendens og den hævngerriges Blikke.

18 Haec omnia venerunt super nos, nec obliti sumus te: et inique non egimus in testamento tuo.

Alt det kom over os, skønt vi glemte dig ikke, sveg ikke heller din Pagt!

19 Et non recessit retro cor nostrum: et declinasti semitas nostras a via tua:

Vort Hjerte veg ikke fra dig, vore Skridt forlod ej din Vej.

20 Quoniam humiliasti nos in loco afflictionis, et cooperuit nos umbra mortis.

Dog knuste du os, hvor Sjakalerne bor, og indhylled os i Mørke.

21 Si obliti sumus nomen Dei nostri, et si expandimus manus nostras ad deum alienum:

Havde vi glemt vor Guds Navn, bredt Hænderne ud mod en fremmed Gud,

22 Nonne Deus requiret ista? ipse enim novit abscondita cordis. Quoniam propter te mortificamur tota die: aestimati sumus sicut oves occisionis.

vilde Gud ej opspore det? Han kender jo Hjerternes Løndom —

23 Exurge, quare obdormis Domine? exurge, et ne repellas in finem.

nej, for din Skyld dræbes vi Dagen lang og regnes som Slagtekvæg!

24 Quare faciem tuam avertis, oblivisceris inopiae nostrae et tribulationis nostrae?

Vaagn op, hvi sover du, Herre? Bliv vaagen, forstød ej for stedse!

25 Quoniam humiliata est in pulvere anima nostra: conglutinatus est in terra venter noster.

Hvorfor vil du skjule dit Aasyn, glemme vor Nød og Trængsel?

26 Exurge Domine, adiuva nos: et redime nos propter nomen tuum.

Thi vor Sjæl ligger bøjet i Støvet, vort Legeme klæber ved Jorden. Staa op og kom os til Hjælp, forløs os for din Miskundheds Skyld!