Psalmorum 147

1 Alleluia. Laudate Dominum quoniam bonus est psalmus: Deo nostro sit iucunda, decoraque laudatio.

Lover Herren! thi det er godt at synge vor Gud Psalmer; thi det er lifligt, Lovsang sømmer sig.

2 Aedificans Ierusalem Dominus: dispersiones Israelis congregabit.

Herren bygger Jerusalem, han samler de fordrevne af Israel.

3 Qui sanat contritos corde: et alligat contritiones eorum.

Han helbreder dem, som have et sønderbrudt Hjerte, og forbinder deres Saar.

4 Qui numerat multitudinem stellarum: et omnibus eis nomina vocat.

Han sætter Tal paa Stjernerne, han nævner dem alle sammen ved Navn.

5 Magnus Dominus noster, et magna virtus eius: et sapientiae eius non est numerus.

Stor er vor Herre og vældig i Kraft, der er intet Maal paa hans Forstand.

6 Suscipiens mansuetos Dominus: humilians autem peccatores usque ad terram.

Herren oprejser de sagtmodige; de ugudelige fornedrer han til Jorden.

7 Praecinite Domino in confessione: psallite Deo nostro in cithara.

Svarer Herren med Taksigelse, synger vor Gud Psalmer til Harpe;

8 Qui operit caelum nubibus: et parat terrae pluviam. Qui producit in montibus foenum: et herbam servituti hominum.

ham, som bedækker Himmelen med Skyer, ham, som beskikker Regn paa Jorden, ham, som lader Græs gro paa Bjergene;

9 Qui dat iumentis escam ipsorum: et pullis corvorum invocantibus eum.

ham, som giver Føde til Kvæget, til Ravnens Unger, som skrige.

10 Non in fortitudine equi voluntatem habebit: nec in tibiis viri beneplacitum erit ei.

Hans Lyst er ikke Hestens Styrke; han har ikke Behag i Mandens raske Ben.

11 Beneplacitum est Domino super timentes eum: et in eis, qui sperant super misericordia eius.

Behag har Herren til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed.

12 Alleluia. Lauda Ierusalem Dominum: lauda Deum tuum Sion.

O, Jerusalem! pris Herren; o, Zion! lov din Gud.

13 Quoniam confortavit seras portarum tuarum: benedixit filiis tuis in te.

Thi han har gjort dine Portes Stænger stærke, han har velsignet dine Børn i din Midte.

14 Qui posuit fines tuos pacem: et adipe frumenti satiat te.

Han beskikker Fred i dine Landemærker, han mætter dig med den bedste Hvede.

15 Qui emittit eloquium suum terrae: velociter currit sermo eius.

Han sender sit Ord til Jorden, hans Beføling løber saare hastelig.

16 Qui dat nivem sicut lanam: nebulam sicut cinerem spargit,

Han lader Sne lægge sig som Uld, han udstrør Rimfrost som Aske.

17 Mittit crystallum suam sicut buccellas: ante faciem frigoris eius quis sustinebit?

Han udkaster sin Is som Billinger; hvo kan staa for hans Kulde?

18 Emittet verbum suum, et liquefaciet ea: flabit spiritus eius, et fluent aquae.

Han sender sit Ord og smelter den; han lader sit Vejr blæse, saa flyde Vandene hen.

19 Qui annunciat verbum suum Iacob: iustitias, et iudicia sua Israel.

Han kundgør Jakob sine Ord, Israel sine Skikke og sine Love.

20 Non fecit taliter omni nationi: et iudicia sua non manifestavit eis. Alleluia.

Saaledes har han ikke gjort ved noget andet Folk, og Lovene dem kende de ikke. Halleluja!