Psalmorum 14

1 Psalmus David, in finem. Dixit insipiens in corde suo: Non est Deus. Corrupti sunt, et abominabiles facti sunt in studiis suis: non est qui faciat bonum, non est usque ad unum.

Til Sangmesteren; af David. En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; fordærvelig, vederstyggelig er deres Gerning; der er ingen, som gør godt.

2 Dominus de caelo prospexit super filios hominum, ut videat si est intelligens, aut requirens Deum.

Herren saa ned fra Himmelen paa Menneskens Børn, at se, om der var nogen forstandig, nogen, som søgte Gud.

3 Omnes declinaverunt, simul inutiles facti sunt: non est qui faciat bonum, non est usque ad unum. Sepulchrum patens est guttur eorum: linguis suis dolose agebant, venenum aspidum sub labiis eorum. Quorum os maledictione et amaritudine plenum est: veloces pedes eorum ad effundendum sanguinem. Contritio et infelicitas in viis eorum, et viam pacis non cognoverunt: non est timor Dei ante oculos eorum.

De ere alle afvegne, de ere fordærvede til Hobe; der er ingen, som gør godt, end ikke een.

4 Nonne cognoscent omnes qui operantur iniquitatem, qui devorant plebem meam sicut escam panis?

Have de ikke kendt det, alle de, som gøre Uret, som æde mit Folk, som de aade Brød? de kaldte ikke paa Herren.

5 Dominum non invocaverunt, illic trepidaverunt timore, ubi non erat timor.

Den Gang frygtede de saare, fordi Gud var med den retfærdiges Slægt.

6 Quoniam Dominus in generatione iusta est, consilium inopis confudistis, quoniam Dominus spes eius est.

Gører kun den elendiges Raad til Skamme; thi Herren er hans Tilflugt.

7 Quis dabit ex Sion salutare Israel? cum averterit Dominus captivitatem plebis suae, exultabit Iacob, et laetabitur Israel.

Gid der fra Zion kom Frelse for Israel! Naar Herren tilbagefører sit fangne Folk, da skal Jakob fryde sig, Israel glæde sig.