Psalmorum 139
1 Psalmus David, in finem. Domine probasti me, et cognovisti me:
Til Sangmesteren. Af David. En Salme. HERRE, du ransager mig og kender mig!
2 tu cognovisti sessionem meam, et resurrectionem meam.
Du ved, naar jeg sidder, og naar jeg staar op, du fatter min Tanke i Frastand,
3 Intellexisti cogitationes meas de longe: semitam meam, et funiculum meum investigasti.
du har Rede paa, hvor jeg gaar eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.
4 Et omnes vias meas praevidisti: quia non est sermo in lingua mea.
Thi før Ordet er til paa min Tunge, se, da ved du det, HERRE, til fulde.
5 Ecce Domine tu cognovisti omnia novissima, et antiqua: tu formasti me, et posuisti super me manum tuam.
Bagfra og forfra omslutter du mig, du lægger din Haand paa mig.
6 Mirabilis facta est scientia tua ex me: confortata est, et non potero ad eam.
At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!
7 Quo ibo a spiritu tuo? et quo a facie tua fugiam?
Hvorhen skal jeg gaa for din Aand, og hvor skal jeg fly for dit Aasyn?
Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, saa er du der; (Sheol h7585)
9 Si sumpsero pennas meas diluculo, et habitavero in extremis maris:
tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,
10 Etenim illuc manus tua deducet me: et tenebit me dextera tua.
da vil din Haand ogsaa lede mig der, din højre holde mig fast!
11 Et dixi: Forsitan tenebrae conculcabunt me: et nox illuminatio mea in deliciis meis.
Og siger jeg: »Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!«
12 Quia tenebrae non obscurabuntur a te, et nox sicut dies illuminabitur: sicut tenebrae eius, ita et lumen eius.
saa er Mørket ej mørkt for dig, og Natten er klar som Dagen, Mørket er som Lyset.
13 Quia tu possedisti renes meos: suscepisti me de utero matris meae.
Thi du har dannet mine Nyrer, vævet mig i Moders Liv.
14 Confitebor tibi quia terribiliter magnificatus es: mirabilia opera tua, et anima mea cognoscet nimis.
Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.
15 Non est occultatum os meum a te, quod fecisti in occulto: et substantia mea in inferioribus terrae.
Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;
16 Imperfectum meum viderunt oculi tui, et in libro tuo omnes scribentur: dies formabuntur, et nemo in eis.
som Foster saa dine Øjne mig, i din Bog var de alle skrevet, Dagene var bestemt, før en eneste af dem var kommet.
17 Mihi autem nimis honorificati sunt amici tui, Deus: nimis confortatus est principatus eorum.
Hvor kostelige er dine Tanker mig, Gud, hvor stor er dog deres Sum!
18 Dinumerabo eos, et super arenam multiplicabuntur: exurrexi, et adhuc sum tecum.
Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vaagner — og end er jeg hos dig.
19 Si occideris Deus peccatores: viri sanguinum declinate a me:
Vilde du dog dræbe de gudløse, Gud, maatte Blodets Mænd vige fra mig,
20 Quia dicitis in cogitatione: accipient in vanitate civitates suas.
de, som taler om dig paa Skrømt og sværger falsk ved dit Navn.
21 Nonne qui oderunt te Domine, oderam: et super inimicos tuos tabescebam?
Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der staar dig imod;
22 Perfecto odio oderam illos: et inimici facti sunt mihi.
med fuldt Had hader jeg dem, de er ogsaa mine Fjender.
23 Proba me Deus, et scito cor meum: interroga me, et cognosce semitas meas.
Ransag mig, Gud, og kend mit Hjerte, prøv mig og kend mine Tanker!
24 Et vide, si via iniquitatis in me est: et deduc me in via aeterna.
Se, om jeg er paa Smertens Vej, og led mig paa Evigheds Vej!
