Psalmorum 139
1 Psalmus David, in finem. Domine probasti me, et cognovisti me:
Herre! du har ransaget mig og kender mig.
2 tu cognovisti sessionem meam, et resurrectionem meam.
Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra.
3 Intellexisti cogitationes meas de longe: semitam meam, et funiculum meum investigasti.
Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle mine Veje.
4 Et omnes vias meas praevidisti: quia non est sermo in lingua mea.
Thi der er ikke et Ord paa min Tunge, se, Herre! du kender det jo alt sammen.
5 Ecce Domine tu cognovisti omnia novissima, et antiqua: tu formasti me, et posuisti super me manum tuam.
Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand.
6 Mirabilis facta est scientia tua ex me: confortata est, et non potero ad eam.
Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det.
7 Quo ibo a spiritu tuo? et quo a facie tua fugiam?
Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt?
Dersom jeg farer op til Himmelen, da er du der, og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der! (Sheol h7585)
9 Si sumpsero pennas meas diluculo, et habitavero in extremis maris:
Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav,
10 Etenim illuc manus tua deducet me: et tenebit me dextera tua.
saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast.
11 Et dixi: Forsitan tenebrae conculcabunt me: et nox illuminatio mea in deliciis meis.
Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig.
12 Quia tenebrae non obscurabuntur a te, et nox sicut dies illuminabitur: sicut tenebrae eius, ita et lumen eius.
Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset.
13 Quia tu possedisti renes meos: suscepisti me de utero matris meae.
Thi du ejede mine Nyrer; du skærmede om mig i Moders Liv.
14 Confitebor tibi quia terribiliter magnificatus es: mirabilia opera tua, et anima mea cognoscet nimis.
Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel.
15 Non est occultatum os meum a te, quod fecisti in occulto: et substantia mea in inferioribus terrae.
Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb.
16 Imperfectum meum viderunt oculi tui, et in libro tuo omnes scribentur: dies formabuntur, et nemo in eis.
Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af dem var kommen.
17 Mihi autem nimis honorificati sunt amici tui, Deus: nimis confortatus est principatus eorum.
Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine Tanker; hvor stor er dog deres Sum!
18 Dinumerabo eos, et super arenam multiplicabuntur: exurrexi, et adhuc sum tecum.
Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er jeg endnu hos dig.
19 Si occideris Deus peccatores: viri sanguinum declinate a me:
Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Mænd! viger fra mig.
20 Quia dicitis in cogitatione: accipient in vanitate civitates suas.
Thi de talte skændelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfængeligt.
21 Nonne qui oderunt te Domine, oderam: et super inimicos tuos tabescebam?
Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o Herre! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig?
22 Perfecto odio oderam illos: et inimici facti sunt mihi.
Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender.
23 Proba me Deus, et scito cor meum: interroga me, et cognosce semitas meas.
Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker!
24 Et vide, si via iniquitatis in me est: et deduc me in via aeterna.
Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej!
