Psalmorum 137

1 Psalmus David, propter Hieremiam. Super flumina Babylonis, illic sedimus et flevimus: cum recordaremur Sion:

Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi græd, naar vi kom Zion i Hu.

2 In salicibus in medio eius, suspendimus organa nostra.

Paa Vidierne i Landet havde vi hængt vore Harper.

3 Quia illic interrogaverunt nos, qui captivos duxerunt nos, verba cantionum: Et qui abduxerunt nos: Hymnum cantate nobis de canticis Sion.

Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade: „Synger for os af Zions Sange!‟

4 Quomodo cantabimus canticum Domini in terra aliena?

Hvorledes skulde vi synge Herrens Sang i et fremmed Land?

5 Si oblitus fuero tui Ierusalem, oblivioni detur dextera mea.

Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand!

6 Adhaereat lingua mea faucibus meis, si non meminero tui: Si non proposuero Ierusalem, in principio laetitiae meae.

Min Tunge hænge ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde.

7 Memor esto Domine filiorum Edom, in die Ierusalem: Qui dicunt: Exinanite, exinanite usque ad fundamentum in ea.

Herre! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: „Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den.‟

8 Filia Babylonis misera: beatus, qui retribuet tibi retributionem tuam, quam retribuisti nobis.

Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med.

9 Beatus, qui tenebit, et allidet parvulos suos ad petram.

Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen.