Psalmorum 11

1 Psalmus David, in finem. In Domino confido: quomodo dicitis animae meae: Transmigra in montem sicut passer?

Til Sangmesteren. Af David. Jeg tager min Tilflugt til HERREN! Hvor kan I sige til min Sjæl: »Fly som en Fugl til Bjergene!

2 Quoniam ecce peccatores intenderunt arcum, paraverunt sagittas suas in pharetra, ut sagittent in obscuro rectos corde.

Thi se, de gudløse spænder Buen, lægger Pilen til Rette paa Strengen for i Mørke at ramme de oprigtige af Hjertet.

3 Quoniam quae perfecisti, destruxerunt: iustus autem quid fecit?

Naar selv Grundpillerne styrter, hvad gør den retfærdige da?«

4 Dominus in templo sancto suo, Dominus in caelo sedes eius: Oculi eius in pauperem respiciunt: palpebrae eius interrogant filios hominum.

HERREN er i sin hellige Hal, i Himlen er HERRENS Trone; paa Jorderig skuer hans Øjne ned, hans Blik ransager Menneskens Børn;

5 Dominus interrogat iustum et impium: qui autem diligit iniquitatem, odit animam suam.

retfærdige og gudløse ransager HERREN; dem, der elsker Uret, hader hans Sjæl;

6 Pluet super peccatores laqueos: ignis, et sulphur, et spiritus procellarum pars calicis eorum.

over gudløse sender han Regn af Gløder og Svovl, et Stormvejr er deres tilmaalte Bæger.

7 Quoniam iustus Dominus et iustitias dilexit: aequitatem vidit vultus eius.

Thi retfærdig er HERREN, han elsker at øve Retfærd, de oprigtige skuer hans Aasyn!