Psalmorum 109
1 Psalmus David, in finem.
Til Sangmesteren. Af David. En Salme. Du min Lovsangs Gud, vær ej tavs!
2 Deus laudem meam ne tacueris: quia os peccatoris, et os dolosi super me apertum est.
Thi en gudløs, svigefuld Mund har de aabnet imod mig, taler mig til med Løgntunge,
3 Locuti sunt adversum me lingua dolosa, et sermonibus odii circumdederunt me: et expugnaverunt me gratis.
med hadske Ord omringer de mig og strider imod mig uden Grund;
4 Pro eo ut me diligerent, detrahebant mihi: ego autem orabam.
til Løn for min Kærlighed er de mig fjendske, skønt jeg er idel Bøn;
5 Et posuerunt adversum me mala pro bonis: et odium pro dilectione mea.
de gør mig ondt for godt, gengælder min Kærlighed med Had.
6 Constitue super eum peccatorem: et diabolus stet a dextris eius.
Straf ham for hans Gudløshed, lad en Anklager staa ved hans højre,
7 Cum iudicatur, exeat condemnatus. et oratio eius fiat in peccatum.
lad ham gaa dømt fra Retten, hans Bøn blive regnet for Synd;
8 Fiant dies eius pauci: et episcopatum eius accipiat alter.
hans Livsdage blive kun faa, hans Embede tage en anden;
9 Fiant filii eius orphani: et uxor eius vidua.
hans Børn blive faderløse, hans Hustru vorde Enke;
10 Nutantes transferantur filii eius, et mendicent: et eiiciantur de habitationibus suis.
hans Børn flakke om og tigge, drives bort fra et øde Hjem;
11 Scrutetur foenerator omnem substantiam eius: et diripiant alieni labores eius.
Aagerkarlen rage efter alt, hvad han har, og fremmede rane hans Gods;
12 Non sit illi adiutor: nec sit qui misereatur pupillis eius.
ingen være langmodig imod ham, ingen ynke hans faderløse;
13 Fiant nati eius in interitum: in generatione una deleatur nomen eius.
hans Afkom gaa til Grunde, hans Navn slettes ud i næste Slægt;
14 In memoriam redeat iniquitas patrum eius in conspectu Domini: et peccatum matris eius non deleatur.
lad hans Fædres Skyld ihukommes hos HERREN, lad ikke hans Moders Synd slettes ud,
15 Fiant contra Dominum semper, et dispereat de terra memoria eorum:
altid være de HERREN for Øje; hans Minde vorde udryddet af Jorden,
16 pro eo quod non est recordatus facere misericordiam.
fordi det ej faldt ham ind at vise sig god, men han forfulgte den arme og fattige og den, hvis Hjerte var knust til Døde;
17 Et persecutus est hominem inopem, et mendicum, et compunctum corde mortificare.
han elsked Forbandelse, saa lad den naa ham; Velsignelse ynded han ikke, den blive ham fjern!
18 Et dilexit maledictionem, et veniet ei: et noluit benedictionem, et elongabitur ab eo. Et induit maledictionem sicut vestimentum, et intravit sicut aqua in interiora eius, et sicut oleum in ossibus eius.
Han tage Forbandelse paa som en Klædning, den komme som Vand i hans Bug, som Olie ind i hans Ben;
19 Fiat ei sicut vestimentum, quo operitur: et sicut zona, qua semper praecingitur.
den blive en Dragt, han tager paa, et Bælte, han altid bærer!
20 Hoc opus eorum, qui detrahunt mihi apud Dominum: et qui loquuntur mala adversus animam meam.
Det være mine Modstanderes Løn fra HERREN, dem, der taler ondt mod min Sjæl.
21 Et tu Domine, Domine, fac mecum propter nomen tuum: quia suavis est misericordia tua. Libera me
Men du, o HERRE, min Herre, gør med mig efter din Godhed og Naade, frels mig for dit Navns Skyld!
22 quia egenus, et pauper ego sum: et cor meum conturbatum est intra me.
Thi jeg er arm og fattig, mit Hjerte vaander sig i mig;
23 Sicut umbra cum declinat, ablatus sum: et excussus sum sicut locustae.
som Skyggen, der hælder, svinder jeg bort, som Græshopper rystes jeg ud;
24 Genua mea infirmata sunt a ieiunio: et caro mea immutata est propter oleum.
af Faste vakler mine Knæ, mit Kød skrumper ind uden Salve;
25 Et ego factus sum opprobrium illis: viderunt me, et moverunt capita sua.
til Spot for dem er jeg blevet, de ryster paa Hovedet, naar de ser mig.
26 Adiuva me Domine Deus meus: salvum me fac propter misericordiam tuam.
Hjælp mig, HERRE min Gud, frels mig efter din Miskundhed,
27 Et sciant quia manus tua haec: et tu Domine fecisti eam.
saa de sander, det var din Haand, dig, HERRE, som gjorde det!
28 Maledicent illi, et tu benedices: qui insurgunt in me, confundantur: servus autem tuus laetabitur.
Lad dem forbande, du vil velsigne, mine Uvenner vorde til Skamme, din Tjener glæde sig;
29 Induantur qui detrahunt mihi, pudore: et operiantur sicut diploide confusione sua.
lad mine Fjender klædes i Skændsel, iføres Skam som en Kappe!
30 Confitebor Domino nimis in ore meo: et in medio multorum laudabo eum.
Med min Mund vil jeg højlig takke HERREN, prise ham midt i Mængden;
31 Quia astitit a dextris pauperis, ut salvam faceret a persequentibus animam meam.
thi han staar ved den fattiges højre at fri ham fra dem, der dømmer hans Sjæl.
