Psalmorum 102
1 Oratio inopis, cum augeretur, Cum anxius fuerit, et in conspectu Domini effunderet precem suam. Domine exaudi orationem meam: et clamor meus ad te veniat.
Bøn af en elendig, naar hans Kraft svigter, og han udøser sin Klage for HERREN.
2 Non avertas faciem tuam a me: in quacumque die tribulor, inclina ad me aurem tuam. In quacumque die invocavero te, velociter exaudi me.
HERRE, lyt til min Bøn, lad mit Raab komme til dig,
3 Quia defecerunt sicut fumus dies mei: et ossa mea sicut cremium aruerunt.
skjul dog ikke dit Aasyn for mig; den Dag jeg stedes i Nød, bøj da dit Øre til mig; naar jeg kalder, saa skynd dig og svar mig!
4 Percussus sum ut foenum, et aruit cor meum: quia oblitus sum comedere panem meum.
Thi mine Dage svinder som Røg, mine Ledemod brænder som Ild;
5 A voce gemitus mei adhaesit os meum carni meae.
mit Hjerte er svedet og visnet som Græs, thi jeg glemmer at spise mit Brød.
6 Similis factus sum pellicano solitudinis: factus sum sicut nycticorax in domicilio.
Under min Stønnen klæber mine Ben til Huden;
7 Vigilavi, et factus sum sicut passer solitarius in tecto.
jeg ligner Ørkenens Pelikan, er blevet som Uglen paa øde Steder;
8 Tota die exprobrabant mihi inimici mei: et qui laudabant me adversum me iurabant.
om Natten ligger jeg vaagen og jamrer saa ensom som Fugl paa Taget;
9 Quia cinerem tamquam panem manducabam, et potum meum cum fletu miscebam.
mine Fjender haaner mig hele Dagen; de, der spotter mig, sværger ved mig.
10 A facie irae indignationis tuae: quia elevans allisisti me.
Thi Støv er mit daglige Brød, jeg blander min Drik med Taarer
11 Dies mei sicut umbra declinaverunt: et ego sicut foenum arui.
over din Harme og Vrede, fordi du tog mig og slængte mig bort;
12 Tu autem Domine in aeternum permanes: et memoriale tuum in generatione et generationem.
mine Dage hælder som Skyggen, som Græsset visner jeg hen.
13 Tu exurgens misereberis Sion: quia tempus miserendi eius, quia venit tempus.
Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt;
14 Quoniam placuerunt servis tuis lapides eius: et terrae eius miserebuntur.
du vil rejse dig og forbarme dig over Zion, naar Naadens Tid, naar Timen er inde;
15 Et timebunt Gentes nomen tuum Domine, et omnes reges terrae gloriam tuam.
thi dine Tjenere elsker dets Sten og ynkes over dets Grushobe.
16 Quia aedificavit Dominus Sion: et videbitur in gloria sua.
Og HERRENS Navn skal Folkene frygte, din Herlighed alle Jordens Konger;
17 Respexit in orationem humilium: et non sprevit precem eorum.
thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;
18 Scribantur haec in generatione altera: et populus, qui creabitur, laudabit Dominum:
han vender sig til de hjælpeløses Bøn, lader ej deres Bøn uænset.
19 Quia prospexit de excelso sancto suo: Dominus de caelo in terram aspexit:
For Efterslægten skal det optegnes, et Folk, der skal fødes, skal prise HERREN;
20 Ut audiret gemitus compeditorum: ut solveret filios interemptorum:
thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord
21 Ut annuncient in Sion nomen Domini: et laudem eius in Ierusalem.
for at høre de fangnes Stønnen og give de dødsdømte Frihed,
22 In conveniendo populos in unum, et reges ut serviant Domino.
at HERRENS Navn kan forkyndes i Zion, hans Pris i Jerusalem,
23 Respondit ei in via virtutis suae: Paucitatem dierum meorum nuncia mihi.
naar Folkeslag og Riger til Hobe samles for at tjene HERREN.
24 Ne revoces me in dimidio dierum meorum: in generatione et generationem anni tui.
Han lammed min Kraft paa Vejen, forkorted mit Liv.
25 Initio tu Domine terram fundasti: et opera manuum tuarum sunt caeli.
Jeg siger: Min Gud, tag mig ikke bort i Dagenes Hælvt! Dine Aar er fra Slægt til Slægt.
26 Ipsi peribunt, tu autem permanes: et omnes sicut vestimentum veterascent. Et sicut opertorium mutabis eos, et mutabuntur:
Du grundfæsted fordum Jorden, Himlene er dine Hænders Værk;
27 tu autem idem ipse es, et anni tui non deficient.
de falder, men du bestaar, alle slides de op som en Klædning;
28 Filii servorum tuorum habitabunt: et semen eorum in saeculum dirigetur.
som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine Aar faar aldrig Ende! Dine Tjeneres Børn fæster Bo, deres Sæd skal bestaa for dit Aasyn.
