< Psalmorum 102 >

1 Oratio inopis, cum augeretur, Cum anxius fuerit, et in conspectu Domini effunderet precem suam. Domine exaudi orationem meam: et clamor meus ad te veniat.
En elendigs Bøn, naar han forsmægter og udøser sin Klage for Herrens Ansigt.
2 Non avertas faciem tuam a me: in quacumque die tribulor, inclina ad me aurem tuam. In quacumque die invocavero te, velociter exaudi me.
Herre! hør min Bøn og lad mit Raab komme til dig.
3 Quia defecerunt sicut fumus dies mei: et ossa mea sicut cremium aruerunt.
Skjul ikke dit Ansigt for mig paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit Øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skynd dig og bønhør mig!
4 Percussus sum ut foenum, et aruit cor meum: quia oblitus sum comedere panem meum.
Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere brændte som et Brandsted.
5 A voce gemitus mei adhaesit os meum carni meae.
Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød.
6 Similis factus sum pellicano solitudinis: factus sum sicut nycticorax in domicilio.
Formedelst mine Klageraab hænge mine Ben ved mit Kød.
7 Vigilavi, et factus sum sicut passer solitarius in tecto.
Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde.
8 Tota die exprobrabant mihi inimici mei: et qui laudabant me adversum me iurabant.
Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget.
9 Quia cinerem tamquam panem manducabam, et potum meum cum fletu miscebam.
Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mig.
10 A facie irae indignationis tuae: quia elevans allisisti me.
Thi jeg har tæret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad
11 Dies mei sicut umbra declinaverunt: et ego sicut foenum arui.
for din Vredens og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort.
12 Tu autem Domine in aeternum permanes: et memoriale tuum in generatione et generationem.
Mine Dage are som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt.
13 Tu exurgens misereberis Sion: quia tempus miserendi eius, quia venit tempus.
Men du, Herre! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt.
14 Quoniam placuerunt servis tuis lapides eius: et terrae eius miserebuntur.
Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen.
15 Et timebunt Gentes nomen tuum Domine, et omnes reges terrae gloriam tuam.
Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv.
16 Quia aedificavit Dominus Sion: et videbitur in gloria sua.
Og Hedningerne skulle frygte Herrens Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære;
17 Respexit in orationem humilium: et non sprevit precem eorum.
thi Herren har bygget Zion og har ladet sig se i sin Herlighed.
18 Scribantur haec in generatione altera: et populus, qui creabitur, laudabit Dominum:
Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet deres Bøn.
19 Quia prospexit de excelso sancto suo: Dominus de caelo in terram aspexit:
Dette skal skrives for den kommende Slægt; og det Folk, som skabes, skal love Herren.
20 Ut audiret gemitus compeditorum: ut solveret filios interemptorum:
Thi han saa ned fra sin Helligdoms Højsæde; Herren saa fra Himmelen til Jorden
21 Ut annuncient in Sion nomen Domini: et laudem eius in Ierusalem.
for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn,
22 In conveniendo populos in unum, et reges ut serviant Domino.
for at de kunde forkynde Herrens Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem,
23 Respondit ei in via virtutis suae: Paucitatem dierum meorum nuncia mihi.
naar Folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene Herren.
24 Ne revoces me in dimidio dierum meorum: in generatione et generationem anni tui.
Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage.
25 Initio tu Domine terram fundasti: et opera manuum tuarum sunt caeli.
Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage, dine Aar vare fra Slægt til Slægt.
26 Ipsi peribunt, tu autem permanes: et omnes sicut vestimentum veterascent. Et sicut opertorium mutabis eos, et mutabuntur:
Du grundfæstede fordum Jorden, og Himlene er dine Hænders Gerning.
27 tu autem idem ipse es, et anni tui non deficient.
De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som en Klædning, og de omskiftes.
28 Filii servorum tuorum habitabunt: et semen eorum in saeculum dirigetur.
Men du er den samme, og dine Aar faa ingen Ende. Dine Tjeneres Børn skulle fæste Bo, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt.

< Psalmorum 102 >