Proverbiorum 9
1 Sapientia aedificavit sibi domum, excidit columnas septem.
Visdommen har bygget sit Hus, har udhugget sine syv Piller;
2 Immolavit victimas suas, miscuit vinum, et proposuit mensam suam.
hun har slagtet sit Slagtekvæg, blandet sin Vin og dækket sit Bord;
3 Misit ancillas suas ut vocarent ad arcem, et ad moenia civitatis:
hun har udsendt sine Piger, hun kalder fra Toppene af Stadens Høje:
4 Siquis est parvulus, veniat ad me. Et insipientibus locuta est:
Hvo der er uvidende, den vende sig hid; og til den, som fattes Forstand, siger hun:
5 Venite, comedite panem meum, et bibite vinum quod miscui vobis.
Kommer hid, æder af mit Brød, og drikker af Vinen, som jeg har blandet.
6 Relinquite infantiam, et vivite, et ambulate per vias prudentiae.
Forlader Uvidenhed, saa skulle I leve, og gaar lige frem paa Forstandens Vej.
7 Qui erudit derisorem, ipse iniuriam sibi facit: et qui arguit impium, sibi maculam generat.
Hvo som revser en Spotter, henter sig Spot, og hvo som irettesætter den ugudelige, faar Skændsel til Løn.
8 Noli arguere derisorem, ne oderit te. Argue sapientem, et diliget te.
Sæt ikke en Spotter i Rette, at han ikke skal hade dig; sæt en viis i Rette, og han skal elske dig.
9 Da sapienti occasionem, et addetur ei sapientia. Doce iustum, et festinabit accipere.
Giv den vise, og han skal blive visere; undervis den retfærdige, og han skal tage til i Lærdom.
10 Principium sapientiae timor Domini: et scientia sanctorum, prudentia.
Herrens Frygt er Visdoms Begyndelse, og Kundskab om den Hellige er Forstand.
11 Per me enim multiplicabuntur dies tui, et addentur tibi anni vitae.
Thi ved mig skulle dine Dage blive mange, og flere Leveaar skulle vorde dig tillagte.
12 Si sapiens fueris, tibimetipsi eris: si autem illusor, solus portabis malum.
Dersom du er viis, er du viis til dit eget Gavn; men spotter du, skal du bære det alene.
13 Mulier stulta et clamosa, plenaque illecebris, et nihil omnino sciens,
Daarskaben er en urolig Kvinde, idel Uvidenhed, og kender ikke noget.
14 sedit in foribus domus suae super sellam in excelso urbis loco,
Og hun sidder ved sit Hus's Dør, paa en Stol paa Stadens Høje,
15 ut vocaret transeuntes per viam, et pergentes itinere suo:
for at kalde paa dem, som gaa forbi ad Vejen, dem, som vandre ret frem paa deres Stier;
16 Qui est parvulus, declinet ad me. Et vecordi locuta est:
hvo der er uvidende, den vende sig hid; og den, som fattes Forstand, ham taler hun til.
17 Aquae furtivae dulciores sunt, et panis absconditus suavior.
Stjaalet Vand er sødt, og lønligt Brød er lækkert.
