Proverbiorum 14
1 Sapiens mulier aedificat domum suam: insipiens extructam quoque manibus destruet.
Kvinders Visdom har bygget sit Hus; men Daarskaben bryder det ned med sine Hænder.
2 Ambulans recto itinere, et timens Deum, despicitur ab eo, qui infami graditur via.
Den, som vandrer i sin Oprigtighed, frygter Herren; men den, som gaar paa Krogveje, foragter ham.
3 In ore stulti virga superbiae: labia autem sapientium custodiunt eos.
I Daarens Mund er Hovmods Ris; men de vises Læber skulle bevare dem selv.
4 Ubi non sunt boves, praesepe vacuum est: ubi autem plurimae segetes, ibi manifesta est fortitudo bovis.
Hvor ingen Øksne ere, der er Krybben ren; men megen Indtægt kommer ved Oksens Kraft.
5 Testis fidelis non mentietur: profert autem mendacium dolosus testis.
Et trofast Vidne lyver ikke; men et falsk Vidne udblæser Løgne.
6 Quaerit derisor sapientiam, et non invenit: doctrina prudentium facilis.
Spotteren søger Visdom, og han finder den ikke; men for den forstandige er Kundskab let.
7 Vade contra virum stultum, et nescit labia prudentiae.
Gak bort fra en Mand, som er en Daare; thi du vil ikke have fundet Kundskab paa hans Læber.
8 Sapientia callidi est intelligere viam suam: et imprudentia stultorum errans.
Den kloges Visdom er, at han forstaar sig paa sin Vej; men Daarers Taabelighed er, at de blive bedragne.
9 Stultis illudet peccatum, et inter iustos morabitur gratia.
Daarerne spottes af deres eget Skyldoffer; men med de oprigtige er Velbehageligheden.
10 Cor quod novit amaritudinem animae suae, in gaudio eius non miscebitur extraneus.
Hjertet kender sin Sjæls Bitterhed, og en fremmed skal ikke blande sig i dets Glæde.
11 Domus impiorum delebitur: tabernacula vero iustorum germinabunt.
De ugudeliges Hus skal ødelægges; men de retsindiges Telt skal blomstre.
12 Est via, quae videtur homini iusta: novissima autem eius deducunt ad mortem.
Der er en Vej, som kan synes en Mand ret; men til sidst bliver den Vej til Døden.
13 Risus dolore miscebitur, et extrema gaudii luctus occupat.
Selv under Latteren føler Hjertet Smerte, og til sidst bliver Glæden Bedrøvelse.
14 Viis suis replebitur stultus, et super eum erit vir bonus.
Den, hvis Hjerte er afveget, skal mættes ved sine Veje, men den gode Mand ved det, han har i Eje.
15 Innocens credit omni verbo: astutus considerat gressus suos. Filio doloso nihil erit boni: servo autem sapienti prosperi erunt actus, et dirigetur via eius.
Den uerfarne tror alting, men den kloge agter paa sin Gang.
16 Sapiens timet, et declinat a malo: stultus transilit, et confidit.
Den vise frygter og viger fra ondt; men en Daare er overmodig, og tryg.
17 Impatiens operabitur stultitiam: et vir versutus odiosus est.
Den, som er hastig til Vrede, gør Daarlighed, og den underfundige Mand hades.
18 Possidebunt parvuli stultitiam, et expectabunt astuti scientiam.
De uvidende arve Daarlighed; men de kloge favne Kundskab.
19 Iacebunt mali ante bonos: et impii ante portas iustorum.
De onde maa bøje sig for de godes Ansigt og de ugudelige for den retfærdiges Porte.
20 Etiam proximo suo pauper odiosus erit: amici vero divitum multi.
Selv for sin Ven er den fattige forhadt; men mange ere de, som elske den rige.
21 Qui despicit proximum suum, peccat: qui autem miseretur pauperis, beatus erit. Qui credit in Domino, misericordiam diligit.
Hvo som foragter sin Næste, synder; men den, som forbarmer sig over de elendige, er lyksalig.
22 Errant qui operantur malum: misericordia et veritas praeparant bona.
Fare ikke de vild, som optænke ondt? men de, som optænke godt, finde Miskundhed og Troskab.
23 In omni opere bono erit abundantia: ubi autem verba sunt plurima, ibi frequenter egestas.
I alt besværligt Arbejde er der Fordel; men hvor det bliver ved Læbers Ord, fører det kun til Mangel.
24 Corona sapientium, divitiae eorum: fatuitas stultorum, imprudentia.
De vises Rigdom er deres Krone; men Daarers Taabelighed bliver Taabelighed.
25 Liberat animas testis fidelis: et profert mendacia versipellis.
Et sanddru Vidne redder Sjæle, men den, som udblæser Løgn, er svigefuld.
26 In timore Domini fiducia fortitudinis, et filiis eius erit spes.
I Herrens Frygt har en et stærkt Værn, og for hans Børn skal der være en Tilflugt.
27 Timor Domini fons vitae, ut declinet a ruina mortis.
Herrens Frygt er Livets Kilde, saa at man viger fra Dødens Snarer.
28 In multitudine populi dignitas regis: et in paucitate plebis ignominia principis.
At have meget Folk er en Konges Ære; men hvor Folket er borte, er det en Fyrstes Fordærvelse.
29 Qui patiens est, multa gubernatur prudentia: qui autem impatiens est, exaltat stultitiam suam.
Den langmodige har megen Forstand; men den, som er hastig i Sindet, forraader Daarskab.
30 Vita carnium, sanitas cordis: putredo ossium, invidia.
Et blidt Hjerte er Liv for Legemet; men Hidsighed er Raaddenhed for Benene,
31 Qui calumniatur egentem, exprobrat factori eius: honorat autem eum, qui miseretur pauperis.
Hvo som fortrykker den ringe, forhaaner hans Skaber; men hvo som forbarmer sig over den fattige, ærer ham.
32 In malitia sua expelletur impius: sperat autem iustus in morte sua.
Den ugudelige styrtes for sin Ondskab; men den retfærdige har Fortrøstning i sin Død.
33 In corde prudentis requiescit sapientia, et indoctos quosque erudiet.
I den forstandiges Hjerte hviler Visdommen; men i Daarers Indre giver den sig til Kende.
34 Iustitia elevat gentem: miseros autem facit populos peccatum.
Retfærdighed ophøjer et Folk; men Synden er Folkenes Skændsel
35 Acceptus est regi minister intelligens: iracundiam eius inutilis sustinebit.
Kongens Velbehag er til en klog Tjener, men hans Vrede er over den, som gør Skam.
