Lamentationes 5
1 Recordare Domine quid acciderit nobis: intuere, et respice opprobrium nostrum.
Herre! kom i Hu, hvad der er sket os; sku ned og se vor Forhaanelse!
2 Hereditas nostra versa est ad alienos: domus nostrae ad extraneos.
Vor Arv er gaaet over til fremmede, vore Huse til Udlændinge.
3 Pupilli facti sumus absque patre, matres nostrae quasi viduae.
Vi ere blevne faderløse, uden Fader, vore Mødre ere som Enker.
4 Aquam nostram pecunia bibimus: ligna nostra pretio comparavimus.
Vandet, vi drikke, købe vi for Penge; vort Brænde kommer til os for Betaling.
5 Cervicibus nostris minabamur, lassis non dabatur requies.
Man er os paa Halsen, vi forfølges; vi blive trætte og faa ikke Hvile.
6 Aegypto dedimus manum, et Assyriis ut saturaremur pane.
Vi have rakt Haanden imod Ægypten, imod Assyrien for at mættes af Brød.
7 Patres nostri peccaverunt, et non sunt: et nos iniquitates eorum portavimus.
Vore Fædre have syndet, de ere ikke mere, og vi bære deres Misgerninger.
8 Servi dominati sunt nostri: non fuit qui redimeret de manu eorum.
Trælle herske over os; der er ingen, som frier af deres Haand.
9 In animabus nostris afferebamus panem nobis, a facie gladii in deserto.
Vi hente vort Brød med Fare for vort Liv, formedelst Sværdet i Ørken.
10 Pellis nostra, quasi clibanus exusta est a facie tempestatum famis.
Vor Hud er forbrændt som en Ovn, af Hungerens Glød.
11 Mulieres in Sion humiliaverunt, et virgines in civitatibus Iuda.
De krænke Kvinderne i Zion, Jomfruerne i Judas Stæder.
12 Principes manu suspensi sunt: facies senum non erubuerunt.
Fyrster ere hængte af deres Haand, Oldingers Person bliver ikke æret.
13 Adolescentibus impudice abusi sunt: et pueri in ligno corruerunt.
Unge Karle maatte tage fat paa Kværnen, og Drenge segnede under Byrden af Ved.
14 Senes defecerunt de portis: iuvenes de choro psallentium.
De Ældste have hørt op med at sidde i Porten, de unge Karle med deres Strengeleg.
15 Defecit gaudium cordis nostri: versus est in luctum chorus noster.
Vort Hjertes Glæde er hørt op, vor Dans er vendt om til Sorrig.
16 Cecidit corona capitis nostri: vae nobis, quia peccavimus.
Vort Hoveds Krone er affalden; o ve os! thi vi have syndet.
17 Propterea moestum factum est cor nostrum, ideo contenebrati sunt oculi nostri.
Derfor er vort Hjerte sygt, derfor ere vore Øjne formørkede:
18 Propter montem Sion quia disperiit, vulpes ambulaverunt in eo.
For Zions Bjergs Skyld, som er øde, Ræve løbe derpaa.
19 Tu autem Domine in aeternum permanebis, solium tuum in generatione et generationem.
Du, Herre! du bliver evindelig, din Trone fra Slægt til Slægt.
20 Quare in perpetuum oblivisceris nostri? derelinques nos in longitudine dierum?
Hvorfor vil du glemme os evindelig? forlade os saa lang en Tid?
21 Converte nos Domine ad te, et convertemur: innova dies nostros, sicut a principio.
Herre! før os tilbage til dig, saa ville vi vende tilbage, forny vore Dage som i fordums Tid!
22 Sed proiiciens repulisti nos, iratus es contra nos vehementer.
Thi mon du aldeles har forkastet os? mon du er saa saare vred paa os?
