Job 9
1 Et respondens Iob, ait:
Saa tog Job til Orde og svarede:
2 Vere scio quod ita sit, et quod non iustificetur homo compositus Deo.
Jeg ved forvist, at saaledes er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
3 Si voluerit contendere cum eo, non poterit ei respondere unum pro mille.
Vilde Gud gaa i Rette med ham, kan han ikke svare paa et af tusind!
4 Sapiens corde est, et fortis robore: quis restitit ei, et pacem habuit?
Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
5 Qui transtulit montes, et nescierunt hi quos subvertit in furore suo.
Han flytter Bjerge saa let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
6 Qui commovet terram de loco suo, et columnae eius concutiuntur.
ryster Jorden ud af dens Fuger, saa dens Grundstøtter bæver;
7 Qui praecipit Soli, et non oritur: et stellas claudit quasi sub signaculo:
han taler til Solen, saa skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
8 Qui extendit caelos solus, et graditur super fluctus maris.
han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
9 Qui facit Arcturum, et Oriona, et Hyadas, et interiora austri.
han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
10 Qui facit magna, et incomprehensibilia, et mirabilia, quorum non est numerus.
han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
11 Si venerit ad me, non videbo eum: si abierit, non intelligam.
Gaar han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
12 Si repente interroget, quis respondebit ei? vel quis dicere potest: Cur ita facis?
røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: »Hvad gør du?«
13 Deus, cuius irae nemo resistere potest, et sub quo curvantur qui portant orbem.
Gud lægger ikke Baand paa sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
14 Quantus ergo sum ego, ut respondeam ei, et loquar verbis meis cum eo?
hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
15 Qui etiam si habuero quippiam iustum, non respondebo, sed meum iudicem deprecabor.
Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, maa bede min Dommer om Naade!
16 Et cum invocantem exaudierit me, non credo quod audierit vocem meam.
Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
17 In turbine enim conteret me, et multiplicabit vulnera mea etiam sine causa.
han, som river mig bort i Stormen, giver mig Saar paa Saar uden Grund,
18 Non concedit requiescere spiritum meum, et implet me amaritudinibus.
ikke lader mig drage Aande, men lader mig mættes med beske Ting.
19 Si fortitudo quaeritur, robustissimus est: si aequitas iudicii, nemo audet pro me testimonium dicere.
Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
20 Si iustificare me voluero, os meum condemnabit me: si innocentem ostendero, pravum me comprobabit.
Har jeg end Ret, maa min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
21 Etiam si simplex fuero, hoc ipsum ignorabit anima mea, et taedebit me vitae meae.
Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
22 Unum est quod locutus sum, et innocentem et impium ipse consumit.
Lige meget; jeg paastaar derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
23 Si flagellat, occidat semel, et non de poenis innocentum rideat.
Naar Svøben kommer med Død i et Nu, saa spotter han skyldfries Hjertekval;
24 Terra data est in manus impii, vultum iudicum eius operit: quod si non ille est, quis ergo est?
Jorden gav han i gudløses Haand, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
25 Dies mei velociores fuerunt cursore: fugerunt, et non viderunt bonum.
Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og saa ikke Lykke,
26 Pertransierunt quasi naves poma portantes, sicut aquila volans ad escam.
gled hen som Baade af Siv, som en Ørn, der slaar ned paa Bytte.
27 Cum dixero: Nequaquam ita loquar: commuto faciem meam, et dolore torqueor.
Dersom jeg siger: »Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad, «
28 Verebar omnia opera mea, sciens quod non parceres delinquenti.
maa jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
29 Si autem et sic impius sum, quare frustra laboravi?
Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
30 Si lotus fuero quasi aquis nivis, et fulserint velut mundissimae manus meae:
Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
31 Tamen sordibus intinges me, et abominabuntur me vestimenta mea.
du dypped mig dog i Pølen, saa Klæderne væmmedes ved mig.
32 Neque enim viro qui similis mei est, respondebo: nec qui mecum in iudicio ex aequo possit audiri.
Thi du er ikke en Mand som jeg, saa jeg kunde svare, saa vi kunde gaa for Retten sammen;
33 Non est qui utrumque valeat arguere, et ponere manum suam in ambobus.
vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Haand paa os begge!
34 Auferat a me virgam suam, et pavor eius non me terreat.
Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
35 Loquar, et non timebo eum: neque enim possum metuens respondere.
da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!
