Job 8
1 Respondens autem Baldad Suhites, dixit:
Saa tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:
2 Usquequo loqueris talia, et spiritus multiplex sermones oris tui?
Hvor længe taler du saa, hvor længe skal Mundens Uvejr rase?
3 Numquid Deus supplantat iudicium? aut Omnipotens subvertit quod iustum est?
Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?
4 Etiam si filii tui peccaverunt ei, et dimisit eos in manu iniquitatis suae:
Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,
5 Tu tamen si diluculo consurrexeris ad Deum, et Omnipotentem fueris deprecatus:
saa søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Naade!
6 Si mundus et rectus incesseris, statim evigilabit ad te, et pacatum reddet habitaculum iustitiae tuae:
Saafremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han vaage over dig, genrejse din Retfærds Bolig;
7 In tantum, ut si priora tua fuerint parva, et novissima tua multiplicentur nimis.
din fordums Lykke vil synes ringe, saare stor skal din Fremtid blive.
8 Interroga enim generationem pristinam, et diligenter investiga patrum memoriam:
Thi spørg dog den henfarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!
9 (Hesterni quippe sumus, et ignoramus quoniam sicut umbra dies nostri sunt super terram.)
Vi er fra i Gaar, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage paa Jord.
10 Et ipsi docebunt te: loquentur tibi, et de corde suo proferent eloquia.
Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:
11 Numquid vivere potest scirpus absque humore? aut crescere carectum sine aqua?
Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?
12 Cum adhuc sit in flore, nec carpatur manu, ante omnes herbas arescit:
Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.
13 Sic viae omnium, qui obliviscuntur Deum, et spes hypocritae peribit:
Saa gaar det enhver, der glemmer Gud, en vanhelligs Haab slaar fejl:
14 Non ei placebit vecordia sua, et sicut tela aranearum fiducia eius.
som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;
15 Innitetur super domum suam, et non stabit: fulciet eam, et non consurget:
han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej staar det fast.
16 Humectus videtur antequam veniat Sol, et in ortu suo germen eius egredietur.
I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,
17 Super acervum petrarum radices eius densabuntur, et inter lapides commorabitur.
i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;
18 Si absorbuerit eum de loco suo, negabit eum, et dicet: Non novi te.
men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: »Jeg har ikke set dig!«
19 Haec est enim laetitia viae eius, ut rursum de terra alii germinentur.
Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!
20 Deus non proiiciet simplicem, nec porriget manum malignis:
Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Haand.
21 Donec impleatur risu os tuum, et labia tua iubilo.
End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;
22 Qui oderunt te, induentur confusione: et tabernaculum impiorum non subsistet.
dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer!
