Job 7

1 Militia est vita hominis super terram: et sicut dies mercenarii, dies eius.

Har Mennesket paa Jord ej Krigerkaar? Som en Daglejers er hans Dage.

2 Sicut servus desiderat umbram, et sicut mercenarius praestolatur finem operis sui:

Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter paa Løn,

3 Sic et ego habui menses vacuos, et noctes laboriosas enumeravi mihi.

saa fik jeg Skuffelses Maaneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.

4 Si dormiero, dicam: Quando consurgam? et rursum expectabo vesperam, et replebor doloribus usque ad tenebras.

Naar jeg lægger mig, siger jeg: »Hvornaar er det Dag, at jeg kan staa op?« og naar jeg staar op: »Hvornaar er det Kvæld?« Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

5 Induta est caro mea putredine et sordibus pulveris, cutis mea aruit, et contracta est.

Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.

6 Dies mei velocius transierunt quam a texente tela succiditur, et consumpti sunt absque ulla spe.

Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Haab.

7 Memento quia ventus est vita mea, et non revertetur oculus meus ut videat bona.

Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer faar mit Øje Lykke at skue!

8 Nec aspiciet me visus hominis: oculi tui in me, et non subsistam.

Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig — jeg er ikke mere.

9 Sicut consumitur nubes, et pertransit: sic qui descenderit ad inferos, non ascendet. (Sheol h7585)

Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte, (Sheol h7585)

10 Nec revertetur ultra in domum suam, neque cognoscet eum amplius locus eius.

han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted faar ham aldrig at se igen.

11 Quapropter et ego non parcam ori meo, loquar in tribulatione spiritus mei: confabulabor cum amaritudine animae meae.

Saa vil jeg da ej lægge Baand paa min Mund, men tale i Aandens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

12 Numquid mare ego sum, aut cetus, quia circumdedisti me carcere?

Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

13 Si dixero: Consolabitur me lectulus meus, et relevabor loquens mecum in strato meo:

Naar jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,

14 Terrebis me per somnia, et per visiones horrore concuties.

da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,

15 Quam ob rem elegit suspendium anima mea, et mortem ossa mea.

saa min Sjæl vil hellere kvæles, hellere dø end lide.

16 Desperavi, nequaquam ultra iam vivam: parce mihi, nihil enim sunt dies mei.

Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

17 Quid est homo, quia magnificas eum? aut quid apponis erga eum cor tuum?

Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

18 Visitas eum diluculo, et subito probas illum:

hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?

19 Usquequo non parcis mihi, nec dimittis me ut glutiam salivam meam?

Naar vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

20 Peccavi, quid faciam tibi o custos hominum? quare posuisti me contrarium tibi, et factus sum mihimetipsi gravis?

Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

21 Cur non tollis peccatum meum, et quare non aufers iniquitatem meam? ecce, nunc in pulvere dormiam: et si mane me quaesieris, non subsistam.

Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig — og jeg er ikke mere!