Job 6
1 Respondens autem Iob, dixit:
Men Job svarede og sagde:
2 Utinam appenderentur peccata mea, quibus iram merui: et calamitas, quam patior, in statera.
Gid min Harm maatte vejes, og man ligervis vilde lægge min Ulykke i Vægtskaaler!
3 Quasi arena maris haec gravior appareret: unde et verba mea dolore sunt plena:
Thi den er nu svarere end Sand i Havet; derfor bruse mine Ord frem.
4 Quia sagittae Domini in me sunt, quarum indignatio ebibit spiritum meum, et terrores Domini militant contra me.
Thi den Almægtiges Pile ere i mig, min Aand inddrikker deres Gift; Guds Rædsler stille sig op imod mig.
5 Numquid rugiet onager cum habuerit herbam? aut mugiet bos cum ante praesepe plenum steterit?
Mon Vildæselet skryder, naar det har Græs? eller mon Oksen bøger, naar den har Foder?
6 Aut poterit comedi insulsum, quod non est sale conditum? aut potest aliquis gustare, quod gustatum affert mortem?
Mon det vamle kan ædes uden Salt? eller er der Smag i det hvide om Æggeblommen?
7 Quae prius nolebat tangere anima mea, nunc prae angustia, cibi mei sunt.
Hvad min Sjæl vægrede sig ved at røre, det er blevet mig som en usund Spise.
8 Quis det ut veniat petitio mea: et quod expecto, tribuat mihi Deus?
Gid det, jeg begærer, maatte komme, og Gud vilde opfylde mit Haab!
9 Et qui coepit, ipse me conterat: solvat manum suam, et succidat me?
og at Gud vilde knuse mig, at han vilde lade sin Haand løs og afskære mig!
10 Et haec mihi sit consolatio ut affligens me dolore, non parcat, nec contradicam sermonibus Sancti.
Da havde jeg endnu Trøst og kunde glæde mig i Smerten, i hvilken han ikke skaaner; thi jeg har ikke fornægtet den helliges Tale.
11 Quae est enim fortitudo mea ut sustineam? aut quis finis meus, ut patienter agam?
Hvad er min Kraft, at jeg skulde haabe? og hvad Ende venter mig, at jeg skulde forlænge mit Liv?
12 Nec fortitudo lapidum fortitudo mea, nec caro mea aenea est.
Mon min Kraft er Kraft af Sten? mon mit Kød er af Kobber?
13 Ecce, non est auxilium mihi in me, et necessarii quoque mei recesserunt a me.
Sandelig, der er ikke Hjælp i mig, og Kraften er vegen fra mig!
14 Qui tollit ab amico suo misericordiam, timorem Domini derelinquit.
Den ulykkelige kan kræve Medynk af sin Ven, selv om han forlader den Almægtiges Frygt.
15 Fratres mei praeterierunt me, sicut torrens qui raptim transit in convallibus.
Mine Brødre have skuffet som en Bæk, som i Dalene Strømme, der fare forbi,
16 Qui timent pruinam, irruet super eos nix.
de, der ere mørke af Is, i hvilke Sneen skjuler sig.
17 Tempore, quo fuerint dissipati, peribunt: et ut incaluerint, solventur de loco suo.
Paa den Tid de optøes, da blive de borte; naar det bliver hedt, da forsvinde de fra deres Sted.
18 Involutae sunt semitae gressuum eorum: ambulabunt in vacuum, et peribunt.
Rejsetog bøje af fra deres Vej, de drage op i Ørken og omkomme.
19 Considerate semitas Thema, itinera Saba, et expectate paulisper.
Rejsetog fra Thema skuede hen efter dem, vejfarende fra Seba satte Lid til dem.
20 Confusi sunt, quia speravi: venerunt quoque usque ad me, et pudore cooperti sunt.
De bluedes, at de havde forladt sig paa dem; de kom lige til dem og bleve skuffede.
21 Nunc venistis: et modo videntes plagam meam timetis.
Saaledes ere I nu blevne som intet; I se Rædsel og frygte.
22 Numquid dixi: Afferte mihi, et de substantia vestra donate mihi?
Mon jeg har sagt: Giver mig og skænker for min Skyld noget af eders Formue?
23 Vel, Liberate me de manu hostis, et de manu robustorum eruite me?
eller redder mig af Fjendens Haand, og udløser mig af Voldsmænds Haand?
24 Docete me, et ego tacebo: et siquid forte ignoravi, instruite me.
Lærer mig, og jeg vil tie, og viser mig, hvori jeg har faret vild.
25 Quare detraxistis sermonibus veritatis, cum e vobis nullus sit qui possit arguere me?
Hvad ere Oprigtigheds Taler kraftige! Men hvad bevise eders Beviser?
26 Ad increpandum tantum eloquia concinnatis, et in ventum verba profertis.
Agte I Ord for at være Bevis og den mistrøstiges Taler for Mundsvejr?
27 Super pupillum irruitis, et subvertere nitimini amicum vestrum.
Ja, I kunne kaste Lod om en faderløs og grave Grav for eders Næste.
28 Verumtamen quod coepistis explete: praebete aurem, et videte an mentiar.
Og nu, om I ville, da vender Ansigtet til mig, og mon jeg skulde lyve for eders Ansigt?
29 Respondete obsecro absque contentione: et loquentes id quod iustum est, iudicate.
Kære, vender om, lader Uretfærdighed ikke ske; ja, vender om, endnu skal min Retfærdighed kendes i denne Sag!
30 Et non invenietis in lingua mea iniquitatem, nec in faucibus meis stultitia personabit.
Mon der være Uret paa min Tunge? mon min Gane ikke skulde skelne, hvad ondt er?
