Job 4
1 Respondens autem Eliphaz Themanites, dixit:
Saa tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
2 Si coeperimus loqui tibi, forsitan moleste accipies, sed conceptum sermonem tenere quis poterit?
Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
3 Ecce docuisti multos, et manus lassas roborasti:
Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
4 Vacillantes confirmaverunt sermones tui, et genua trementia confortasti:
dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft —
5 Nunc autem venit super te plaga, et defecisti: tetigit te, et conturbatus es.
Men nu det gælder dig selv, saa taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
6 Ubi est timor tuus, fortitudo tua, patientia tua, et perfectio viarum tuarum?
Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Haab?
7 Recordare obsecro te, quis umquam innocens periit? aut quando recti deleti sunt?
Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
8 Quin potius vidi eos, qui operantur iniquitatem, et seminant dolores, et metunt eos,
Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og saar Fortræd, de høster det selv.
9 Flante Deo perisse, et spiritu irae eius esse consumptos:
For Guds Aand gaar de til Grunde, for hans Vredes Pust gaar de til.
10 Rugitus leonis, et vox leaenae, et dentes catulorum leonum contriti sunt.
Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slaas ud;
11 Tigris periit, eo quod non haberet praedam, et catuli leonis dissipati sunt.
Løven omkommer af Mangel paa Rov, og Løveungerne spredes.
12 Porro ad me dictum est verbum absconditum, et quasi furtive suscepit auris mea venas susurri eius.
Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
13 In horrore visionis nocturnae, quando solet sopor occupare homines,
i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
14 Pavor tenuit me, et tremor, et omnia ossa mea perterrita sunt:
Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
15 Et cum spiritus me praesente transiret, inhorruerunt pili carnis meae.
et Pust strøg over mit Ansigt, Haarene rejste sig paa min Krop.
16 Stetit quidam, cuius non agnoscebam vultum, imago coram oculis meis, et vocem quasi aurae lenis audivi.
Saa stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det saa ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
17 Numquid homo, Dei comparatione iustificabitur, aut factore suo purior erit vir?
»Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
18 Ecce qui serviunt ei, non sunt stabiles, et in angelis suis reperit pravitatem:
End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
19 Quanto magis hi qui habitant domos luteas, qui terrenum habent fundamentum, consumentur velut a tinea?
endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
20 De mane usque ad vesperam succidentur: et quia nullus intelligit, in aeternum peribunt.
De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslaas uden at ænses, for evigt gaar de til Grunde.
21 Qui autem reliqui fuerint, auferentur ex eis: morientur, et non in sapientia.
Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom.
