Job 36
1 Addens quoque Eliu, haec locutus est:
Og Elihu blev ved og sagde:
2 Sustine me paululum, et indicabo tibi: adhuc enim habeo quod pro Deo loquar.
Bi mig lidt, og jeg vil belære dig, thi her er endnu noget at tale for Gud.
3 Repetam scientiam meam a principio, et operatorem meum probabo iustum.
Jeg vil hente min Kundskab langt borte fra og skaffe den, som har skabt mig, Ret.
4 Vere enim absque mendacio sermones mei, et perfecta scientia probabitur tibi.
Thi sandelig, mine Taler ere ikke Løgn; een, som er oprigtig i hvad han ved, er hos dig.
5 Deus potentes non abiicit, cum et ipse sit potens.
Se, Gud er mægtig, og han vil ikke forkaste nogen, han er mægtig i Forstandens Styrke.
6 Sed non salvat impios, et iudicium pauperibus tribuit.
Han lader ikke en ugudelig leve, men skaffer de elendige Ret.
7 Non auferet a iusto oculos suos, et reges in solio collocat in perpetuum, et illic eriguntur.
Han drager ikke sine Øjne bort fra de retfærdige, hos Konger paa Tronen, der sætter han dem evindelig, og de skulle ophøjes.
8 Et si fuerint in catenis, et vinciantur funibus paupertatis.
Og om de blive bundne i Lænker, blive fangne med Elendigheds Snore,
9 Indicabit eis opera eorum, et scelera eorum, quia violenti fuerunt.
da forkynder han dem deres Gerninger og deres Overtrædelser, at de vare overmodige;
10 Revelabit quoque aurem eorum, ut corripiat: et loquetur, ut revertantur ab iniquitate.
da aabner han deres Øren for Formaningen og siger, at de skulle omvende sig fra Uretfærdighed.
11 Si audierint et observaverint, complebunt dies suos in bono, et annos suos in gloria:
Dersom de da ville høre og tjene ham, da skulle de ende deres Dage i det gode og deres Aar i Liflighed;
12 Si autem non audierint, transibunt per gladium, et consumentur in stultitia.
men dersom de ikke ville høre, da skulle de omkomme ved Sværdet op opgive Aanden i Uforstand.
13 Simulatores et callidi provocant iram Dei, neque clamabunt cum vincti fuerint.
Og de vanhellige af Hjerte nære Vrede, de raabe ej til ham, naar han binder dem.
14 Morietur in tempestate anima eorum, et vita eorum inter effeminatos.
Deres Sjæl dør hen i Ungdommen og deres Liv som Skørlevneres.
15 Eripiet de angustia sua pauperem, et revelabit in tribulatione aurem eius.
Han frier en elendig ved hans Elendighed og aabner deres Øre ved Trængsel.
16 Igitur salvabit te de ore angusto latissime, et non habente fundamentum subter se: requies autem mensae tuae erit plena pinguedine.
Ogsaa dig leder han ud af Trængselens Strube til det vide Rum, hvor der ikke er snævert; og hvad, som sættes paa dit Bord, er fuldt af Fedme.
17 Causa tua quasi impii iudicata est, causam iudiciumque recipies.
Men har du fuldt op af den uretfærdiges Sag, skal Sag og Dom følges ad.
18 Non te ergo superet ira, ut aliquem opprimas: nec multitudo donorum inclinet te.
Thi lad ej Vreden forlede dig til Spot og lad ej den store Løsesum forføre dig!
19 Depone magnitudinem tuam absque tribulatione, et omnes robustos fortitudine.
Mon han skulde agte din Rigdom? nej, hverken det skønne Guld eller nogen Magts Styrke!
20 Ne protrahas noctem, ut ascendant populi pro eis.
Du skal ikke hige efter Natten, da Folk borttages fra deres Sted.
21 Cave ne declines ad iniquitatem: hanc enim coepisti sequi post miseriam.
Forsvar dig, at du ikke vender dit Ansigt til Uret; thi denne har du foretrukket fremfor det at lide.
22 Ecce, Deus excelsus in fortitudine sua, et nullus ei similis in legislatoribus.
Se, Gud er ophøjet ved sin Kraft; hvo er en Lærer som han?
23 Quis poterit scrutari vias eius? aut quis potest ei dicere: Operatus es iniquitatem?
Hvo har foreskrevet ham hans Vej? og hvo tør sige: Du har gjort Uret?
24 Memento quod ignores opus eius, de quo cecinerunt viri.
Kom i Hu, at du ophøjer hans Gerning, hvilken Folk have besunget;
25 Omnes homines vident eum, unusquisque intuetur procul.
hvilken alle Mennesker have set, hvilken Mennesket skuer langtfra.
26 Ecce, Deus magnus vincens scientiam nostram: numerus annorum eius inaestimabilis.
Se, Gud er stor, og vi kunne ikke kende ham, og man kan ikke udgrunde Tallet paa hans Aar.
27 Qui aufert stillas pluviae, et effundit imbres ad instar gurgitum.
Thi han drager Vandets Draaber til sig; gennem hans Dunstkreds beredes de til Regn,
28 Qui de nubibus fluunt, quae praetexunt cuncta desuper.
hvilken Skyerne lade nedflyde, lade neddryppe over mange Mennesker.
29 Si voluerit extendere nubes quasi tentorium suum.
Mon ogsaa nogen forstaa hans Skyers Udspænding, hans Hyttes Bragen?
30 Et fulgurare lumine suo desuper, cardines quoque maris operiet.
Se, han udbreder sit Lys om sig og skjuler Havets Rødder.
31 Per haec enim iudicat populos, et dat escas multis mortalibus.
Thi derved dømmer han Folkene, giver dem Spise i Overflødighed.
32 In manibus abscondit lucem, et praecepit ei ut rursus adveniat.
Over sine Hænder dækker han med Lyset, og han giver det Befaling imod den, det skal ramme.
33 Annunciat de ea amico suo, quod possessio eius sit, ut ad eam possit ascendere.
Om ham forkynder hans Torden, ja om ham Kvæget, naar han drager op.
