Job 31
1 Pepigi foedus cum oculis meis ut ne cogitarem quidem de virgine.
Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se paa en Jomfru;
2 Quam enim partem haberet in me Deus desuper, et hereditatem Omnipotens de excelsis?
hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?
3 Numquid non perditio est iniquo, et alienatio operantibus iniustitiam?
Har ikke den lovløse Vanheld i Vente, Udaadsmændene Modgang?
4 Nonne ipse considerat vias meas, et cunctos gressus meos dinumerat?
Ser han ej mine Veje og tæller alle mine Skridt?
5 Si ambulavi in vanitate, et festinavit in dolo pes meus:
Har jeg holdt til med Løgn, og hasted min Fod til Svig —
6 Appendat me in statera iusta, et sciat Deus simplicitatem meam.
paa Rettens Vægtskaal veje han mig, saa Gud kan kende min Uskyld —
7 Si declinavit gressus meus de via, et si secutus est oculus meus cor meum, et si manibus meis adhaesit macula:
er mit Skridt bøjet af fra Vejen, og har mit Hjerte fulgt mine Øjne, hang noget ved mine Hænder,
8 Seram, et alius comedat: et progenies mea eradicetur.
da gid jeg maa saa og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!
9 Si deceptum est cor meum super muliere, et si ad ostium amici mei insidiatus sum:
Blev jeg en Daare paa Grund af en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,
10 Scortum alterius sit uxor mea, et super illam incurventur alii.
saa dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!
11 Hoc enim nefas est, et iniquitas maxima.
Thi sligt var Skændselsdaad, Brøde, der drages for Retten,
12 Ignis est usque ad perditionem devorans, et omnia eradicans genimina.
ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!
13 Si contempsi subire iudicium cum servo meo, et ancilla mea, cum disceptarent adversum me.
Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, naar de trættede med mig,
14 Quid enim faciam cum surrexerit ad iudicandum Deus? et cum quaesierit, quid respondebo illi?
hvad skulde jeg da gøre, naar Gud stod op, hvad skulde jeg svare, naar han saa efter?
15 Numquid non in utero fecit me qui et illum operatus est: et formavit me in vulva unus?
Har ikke min Skaber skabt ham i Moders Skød, har en og samme ej dannet os begge i Moders Liv?
16 Si negavi, quod volebant, pauperibus, et oculos viduae expectare feci:
Har jeg afslaaet ringes Ønske, ladet Enkens Øjne vansmægte,
17 Si comedi buccellam meam solus, et non comedit pupillus ex ea:
var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf —
18 (Quia ab infantia mea crevit mecum miseratio: et de utero matris meae egressa est mecum.)
nej, fra Barnsben fostred jeg ham som en Fader, jeg ledede hende fra min Moders Skød.
19 Si despexi pereuntem, eo quod non habuerit indumentum, et absque operimento pauperem:
Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe —
20 Si non benedixerunt mihi latera eius, et de velleribus ovium mearum calefactus est:
visselig nej, hans Hofter velsigned mig, naar han varmed sig i Uld af mine Lam.
21 Si levavi super pupillum manum meam, etiam cum viderem me in porta superiorem:
Har jeg løftet min Baand mod en faderløs, fordi jeg var vis paa Medhold i Retten,
22 Humerus meus a iunctura sua cadat, et brachium meum cum suis ossibus confringatur.
saa falde min Skulder fra Nakken, saa rykkes min Arm af Led!
23 Semper enim quasi tumentes super me fluctus timui Deum, et pondus eius ferre non potui.
Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og naar han rejste sig, magted jeg intet!
24 Si putavi aurum robur meum, et obrizo dixi: Fiducia mea.
Har jeg slaaet min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,
25 Si laetatus sum super multis divitiis meis, et quia plurima reperit manus mea.
var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Haand fik sanket saa meget,
26 Si vidi solem cum fulgeret, et lunam incedentem clare:
saa jeg, hvorledes Sollyset straaled, eller den herligt skridende Maane,
27 Et laetatum est in abscondito cor meum, et osculatus sum manum meam ore meo.
og lod mit Hjerte sig daare i Løn, saa jeg hylded dem med Kys paa min Haand —
28 Quae est iniquitas maxima, et negatio contra Deum altissimum.
ogsaa det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.
29 Si gavisus sum ad ruinam eius, qui me oderat, et exultavi quod invenisset eum malum.
Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, naar han ramtes af Vanheld —
30 Non enim dedi ad peccandum guttur meum, ut expeterem maledicens animam eius.
nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, saa jeg bandende kræved hans Sjæl.
31 Si non dixerunt viri tabernaculi mei: Quis det de carnibus eius ut saturemur?
Har min Husfælle ej maattet sige: »Hvem mættedes ej af Kød fra hans Bord« —
32 Foris non mansit peregrinus, ostium meum viatori patuit.
nej, den fremmede laa ej ude om Natten, jeg aabned min Dør for Vandringsmænd.
33 Si abscondi quasi homo peccatum meum, et celavi in sinu meo iniquitatem meam.
Har jeg skjult mine Synder, som Mennesker gør, saa jeg dulgte min Brøde i Brystet
34 Si expavi ad multitudinem nimiam, et despectio propinquorum terruit me: et non magis tacui, nec egressus sum ostium.
af Frygt for den store Hob, af Angst for Stamfrænders Ringeagt, saa jeg blev inden Døre i Stilhed! —
35 Quis mihi tribuat auditorem, ut desiderium meum audiat Omnipotens: et librum scribat ipse qui iudicat.
Ak, var der dog en, der hørte paa mig! Her er mit Bomærke — lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!
36 Ut in humero meo portem illum, et circumdem illum quasi coronam mihi?
Sandelig, tog jeg det paa min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,
37 Per singulos gradus meos pronunciabo illum, et quasi principi offeram eum.
svared ham for hvert eneste Skridt og mødte ham som en Fyrste.
38 Si adversum me terra mea clamat, et cum ipsa sulci eius deflent:
Har min Mark maattet skrige over mig og alle Furerne græde,
39 Si fructus eius comedi absque pecunia, et animam agricolarum eius afflixi:
har jeg tæret dens Kraft uden Vederlag, udslukt dens Ejeres Liv,
40 Pro frumento oriatur mihi tribulus, et pro hordeo spina.
saa gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord.
