Job 30
1 Nunc autem derident me iuniores tempore, quorum non dignabar patres ponere cum canibus gregis mei:
Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
2 Quorum virtus manuum mihi erat pro nihilo, et vita ipsa putabantur indigni.
Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
3 Egestate et fame steriles, qui rodebant in solitudine, squallentes calamitate, et miseria.
tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
4 Et mandebant herbas, et arborum cortices, et radix iuniperorum erat cibus eorum.
og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
5 Qui de convallibus ista rapientes, cum singula reperissent, ad ea cum clamore currebant.
Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve raabes der efter dem.
6 In desertis habitabant torrentium, et in cavernis terrae, vel super glaream.
De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
7 Qui inter huiuscemodi laetabantur, et esse sub sentibus delicias computabant.
De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
8 Filii stultorum et ignobilium, et in terra penitus non parentes.
en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
9 Nunc in eorum canticum versus sum, et factus sum eis in proverbium.
Men nu er jeg Haansang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
10 Abominantur me, et longe fugiunt a me, et faciem meam conspuere non verentur.
de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
11 Pharetram enim suam aperuit, et afflixit me, et frenum posuit in os meum.
Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
12 Ad dexteram orientis calamitatis meae illico surrexerunt: pedes meos subverterunt, et oppresserunt quasi fluctibus semitis suis.
Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slaar de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig;
13 Dissipaverunt itinera mea, insidiati sunt mihi, et praevaluerunt, et non fuit qui ferret auxilium.
min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
14 Quasi rupto muro, et aperta ianua, irruerunt super me, et ad meas miserias devoluti sunt.
de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
15 Redactus sum in nihilum: abiit quasi ventus desiderium meum: et velut nubes pertransiit salus mea.
Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
16 Nunc autem in memetipso marcescit anima mea, et possident me dies afflictionis.
Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
17 Nocte os meum perforatur doloribus: et qui me comedunt, non dormiunt.
Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
18 In multitudine eorum consumitur vestimentum meum, et quasi capito tunicae succinxerunt me.
Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
19 Comparatus sum luto, et assimilatus sum favillae et cineri.
Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
20 Clamo ad te, et non exaudis me: sto, et non respicis me.
Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du staar der og ænser mig ikke;
21 Mutatus es mihi in crudelem, et in duritia manus tuae adversaris mihi.
grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Haand.
22 Elevasti me, et quasi super ventum ponens elisisti me valide.
Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
23 Scio quia morti trades me, ubi constituta est domus omni viventi.
thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
24 Verumtamen non ad consumptionem meam emittis manum tuam: et si corruerim, ipse salvabis.
Dog, mon den druknende ej rækker Haanden ud og raaber om Hjælp, naar han gaar under?
25 Flebam quondam super eo, qui afflictus erat, et compatiebatur anima mea pauperi.
Mon ikke jeg græder over den, som havde det haardt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
26 Expectabam bona, et venerunt mihi mala: praestolabar lucem, et eruperunt tenebrae.
Jeg biede paa Lykke, men Ulykke kom, jeg haabed paa Lys, men Mørke kom;
27 Interiora mea efferbuerunt absque ulla requie, praevenerunt me dies afflictionis.
ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
28 Moerens incedebam, sine furore, consurgens, in turba clamabam.
trøstesløs gaar jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og raaber;
29 Frater fui draconum, et socius struthionum.
Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
30 Cutis mea denigrata est super me, et ossa mea aruerunt prae caumate.
Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
31 Versa est in luctum cithara mea, et organum meum in vocem flentium.
min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Graad!
