Job 3
1 Post haec aperuit Iob os suum, et maledixit diei suo,
Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,
2 et locutus est.
og Job tog til Orde og sagde:
3 Pereat dies in qua natus sum, et nox in qua dictum est: Conceptus est homo.
Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: »Se, en Dreng!«
4 Dies ille vertatur in tenebras, non requirat eum Deus desuper, et non illustretur lumine.
Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den straale ej Lyset frem!
5 Obscurent eum tenebrae et umbra mortis, occupet eum caligo, et involvatur amaritudine.
Mulm og Mørke løse den ind, Taage lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!
6 Noctem illam tenebrosus turbo possideat, non computetur in diebus anni, nec numeretur in mensibus:
Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Aarets Dage, den komme ikke i Maaneders Tal!
7 Sit nox illa solitaria, nec laude digna:
Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!
8 Maledicant ei qui maledicunt diei, qui parati sunt suscitare Leviathan:
De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan;
9 Obtenebrentur stellae caligine eius: expectet lucem et non videat, nec ortum surgentis aurorae:
dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves paa Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlaag,
10 Quia non conclusit ostia ventris, qui portavit me, nec abstulit mala ab oculis meis.
fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!
11 Quare non in vulva mortuus sum, egressus ex utero non statim perii?
Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udaanded straks fra Moders Skød?
12 Quare exceptus genibus? cur lactatus uberibus?
Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?
13 Nunc enim dormiens silerem, et somno meo requiescerem:
Saa havde jeg nu ligget og hvilet, saa havde jeg slumret i Fred
14 Cum regibus et consulibus terrae, qui aedificant sibi solitudines:
blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,
15 Aut cum principibus, qui possident aurum, et replent domos suas argento:
blandt Fyrster, rige paa Guld, som fyldte deres Huse med Sølv.
16 Aut sicut abortivum absconditum non subsisterem, vel qui concepti non viderunt lucem.
Eller var jeg dog som et nedgravet Foster, som Børn, der ikke fik Lyset at se!
17 Ibi impii cessaverunt a tumultu, et ibi requieverunt fessi robore.
Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,
18 Et quondam vincti pariter sine molestia, non audierunt vocem exactoris.
alle de fangne har Ro, de hører ej Fogedens Røst;
19 Parvus et magnus ibi sunt, et servus liber a domino suo.
smaa og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.
20 Quare misero data est lux, et vita his, qui in amaritudine animae sunt?
Hvi giver Gud de lidende Lys, de bittert sørgende Liv,
21 qui expectant mortem, et non venit, quasi effodientes thesaurum:
dem, som bier forgæves paa Døden, graver derefter som efter Skatte,
22 Gaudentque vehementer cum invenerint sepulchrum.
som glæder sig til en Stenhøj, jubler, naar de finder deres Grav —
23 Viro cuius abscondita est via, et circumdedit eum Deus tenebris?
en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?
24 Antequam comedam suspiro: et tamquam inundantes aquae, sic rugitus meus:
Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve raab strømmer som Vand.
25 Quia timor, quem timebam, evenit mihi: et quod verebar accidit.
Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.
26 Nonne dissimulavi? nonne silui? nonne quievi? et venit super me indignatio.
Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, saa kommer Uro!
