Job 29
1 Addidit quoque Iob, assumens parabolam suam, et dixit:
Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
2 Quis mihi tribuat, ut sim iuxta menses pristinos secundum dies, quibus Deus custodiebat me?
Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
3 Quando splendebat lucerna eius super caput meum, et ad lumen eius ambulabam in tenebris?
da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
4 Sicut fui in diebus adolescentiae meae, quando secreto Deus erat in tabernaculo meo?
som i mine modne Aar, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
5 Quando erat Omnipotens mecum: et in circuitu meo pueri mei?
da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
6 Quando lavabam pedes meos butyro, et petra fundebat mihi rivos olei?
da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
7 Quando procedebam ad portam civitatis, et in platea parabant cathedram mihi?
da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde paa Torvet.
8 Videbant me iuvenes, et abscondebantur: et senes assurgentes stabant.
Naar Ungdommen saa mig, gemte den sig, Oldinge rejste sig op og stod,
9 Principes cessabant loqui, et digitum superponebant ori suo.
Høvdinger standsed i Talen og lagde Haand paa Mund,
10 Vocem suam cohibebant duces, et lingua eorum gutturi suo adhaerebat.
Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
11 Auris audiens beatificabat me, et oculus videns testimonium reddebat mihi.
Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet saa og tilkendte mig Ære.
12 Eo quod liberassem pauperem vociferantem, et pupillum, cui non esset adiutor.
Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
13 Benedictio perituri super me veniebat, et cor viduae consolatus sum.
den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
14 Iustitia indutus sum: et vestivi me, sicut vestimento et diademate, iudicio meo.
jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
15 Oculus fui caeco, et pes claudo.
Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
16 Pater eram pauperum: et causam quam nesciebam, diligentissime investigabam.
jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
17 Conterebam molas iniqui, et de dentibus illius auferebam praedam.
den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
18 Dicebamque: In nidulo meo moriar, et sicut palma multiplicabo dies.
Saa tænkte jeg da: »Jeg skal dø i min Rede, leve saa længe som Føniksfuglen;
19 Radix mea aperta est secus aquas, et ros morabitur in messione mea.
min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
20 Gloria mea semper innovabitur, et arcus meus in manu mea instaurabitur.
min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Haand!«
21 Qui me audiebant, expectabant sententiam, et intenti tacebant ad consilium meum.
Mig hørte de paa og bied, var tavse, mens jeg gav Raad;
22 Verbis meis addere nihil audebant, et super illos stillabat eloquium meum.
ingen tog Ordet, naar jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende paa dem;
23 Expectabant me sicut pluviam, et os suum aperiebant quasi ad imbrem serotinum.
de bied paa mig som paa Regn, spærred Munden op efter Vaarregn.
24 Siquando ridebam ad eos, non credebant, et lux vultus mei non cadebat in terram.
Mistrøstige smilte jeg til, mit Aasyns Lys fik de ej til at svinde.
25 Si voluissem ire ad eos, sedebam primus: cumque sederem quasi rex, circumstante exercitu, eram tamen moerentium consolator.
Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.
