Job 29
1 Addidit quoque Iob, assumens parabolam suam, et dixit:
Og Job blev ved at fremføre sit Billedsprog og sagde:
2 Quis mihi tribuat, ut sim iuxta menses pristinos secundum dies, quibus Deus custodiebat me?
Gid jeg var som i de forrige Maaneder, som i de Dage, da Gud bevarede mig,
3 Quando splendebat lucerna eius super caput meum, et ad lumen eius ambulabam in tenebris?
da hans Lampe lyste over mit Hoved, da jeg gik igennem Mørket ved hans Lys;
4 Sicut fui in diebus adolescentiae meae, quando secreto Deus erat in tabernaculo meo?
som det var med mig i min Høsts Dage, der Guds Fortrolighed var over mit Telt;
5 Quando erat Omnipotens mecum: et in circuitu meo pueri mei?
da den Almægtige endnu var med mig, da mine Drenge vare omkring mig;
6 Quando lavabam pedes meos butyro, et petra fundebat mihi rivos olei?
da mine Trin badede sig i Mælk, og Klippen hos mig udgød Oliebække;
7 Quando procedebam ad portam civitatis, et in platea parabant cathedram mihi?
da jeg gik ud til Porten op til Staden, da jeg lod berede mit Sæde paa Torvet.
8 Videbant me iuvenes, et abscondebantur: et senes assurgentes stabant.
De unge saa mig og trak sig tilbage, og de gamle stode op og bleve staaende.
9 Principes cessabant loqui, et digitum superponebant ori suo.
De Øverste holdt op at tale, og de lagde Haanden paa deres Mund.
10 Vocem suam cohibebant duces, et lingua eorum gutturi suo adhaerebat.
Fyrsternes Røst forstummede, og deres Tunge hang ved deres Gane.
11 Auris audiens beatificabat me, et oculus videns testimonium reddebat mihi.
Thi det Øre, som hørte, priste mig salig, og det Øje, som saa mig, gav mig Vidnesbyrd.
12 Eo quod liberassem pauperem vociferantem, et pupillum, cui non esset adiutor.
Thi jeg reddede den fattige, som skreg, og den faderløse, som ingen Hjælper havde.
13 Benedictio perituri super me veniebat, et cor viduae consolatus sum.
Dens Velsignelse, som ellers maatte omkommet, kom over mig, og jeg frydede Enkens Hjerte.
14 Iustitia indutus sum: et vestivi me, sicut vestimento et diademate, iudicio meo.
Jeg iførte mig Retfærdighed, og den klædte sig i mig; min Dom var mig som en Kappe og et Hovedsmykke.
15 Oculus fui caeco, et pes claudo.
Jeg var den blindes Øje, og jeg var den lammes Fod.
16 Pater eram pauperum: et causam quam nesciebam, diligentissime investigabam.
Jeg var de fattiges Fader, og den mig ubekendtes Retssag undersøgte jeg.
17 Conterebam molas iniqui, et de dentibus illius auferebam praedam.
Og jeg sønderbrød den uretfærdiges Kindtænder, og jeg gjorde, at han maatte slippe Rovet af sine Tænder.
18 Dicebamque: In nidulo meo moriar, et sicut palma multiplicabo dies.
Og jeg sagde: I min Rede vil jeg opgive Aanden og have Dage mangfoldige som Sand.
19 Radix mea aperta est secus aquas, et ros morabitur in messione mea.
Min Rod skal aabne sig for Vandet, og Duggen skal blive om Natten paa mine Grene.
20 Gloria mea semper innovabitur, et arcus meus in manu mea instaurabitur.
Min Herlighed skal blive ny hos mig, og min Bue skal forynges i min Haand.
21 Qui me audiebant, expectabant sententiam, et intenti tacebant ad consilium meum.
De hørte paa mig og ventede, og de tav til mit Raad.
22 Verbis meis addere nihil audebant, et super illos stillabat eloquium meum.
Havde jeg talt, toge de ikke igen til Orde, og min Tale faldt som Draaber over dem;
23 Expectabant me sicut pluviam, et os suum aperiebant quasi ad imbrem serotinum.
de ventede paa mig som paa en Regn, og de aabnede Munden vidt som efter den sildige Regn.
24 Siquando ridebam ad eos, non credebant, et lux vultus mei non cadebat in terram.
Jeg smilte til dem, der vare mistrøstige; og de bragte ikke mit Ansigts Lys til at svinde.
25 Si voluissem ire ad eos, sedebam primus: cumque sederem quasi rex, circumstante exercitu, eram tamen moerentium consolator.
Jeg udvalgte deres Vej og sad øverst, og jeg boede som en Konge iblandt Hærskaren, som den, der trøster de sørgende.
