< Job 24 >
1 Ab Omnipotente non sunt abscondita tempora: qui autem noverunt eum, ignorant dies illius.
Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi faar de, som kender ham, ikke hans Dage at se?
2 Alii terminos transtulerunt, diripuerunt greges, et paverunt eos.
De onde flytter Markskel, ranede Hjorde har de paa Græs.
3 Asinum pupillorum abegerunt, et abstulerunt pro pignore bovem viduae.
faderløses Æsel fører de bort, tager Enkens Okse som Borgen:
4 Subverterunt pauperum viam, et oppresserunt pariter mansuetos terrae.
de trænger de fattige af Vejen. Landets arme maa alle skjule sig.
5 Alii quasi onagri in deserto egrediuntur ad opus suum: vigilantes ad praedam, praeparant panem liberis.
Som vilde Æsler i Ørkenen gaar de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.
6 Agrum non suum demetunt: et vineam eius, quem vi oppresserint, vindemiant.
De høster paa Marken om Natten, i Rigmandens Vingaard sanker de efter.
7 Nudos dimittunt homines, indumenta tollentes, quibus non est operimentum in frigore:
Om Natten ligger de nøgne, uden Klæder, uden Tæppe i Kulden.
8 Quos imbres montium rigant: et non habentes velamen, amplexantur lapides.
De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel paa Ly til Klippen.
9 Vim fecerunt depraedantes pupillos, et vulgum pauperem spoliaverunt.
— Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen. —
10 Nudis et incedentibus absque vestitu, et esurientibus tulerunt spicas.
Nøgne vandrer de, uden Klæder, sultne bærer de Neg;
11 Inter acervos eorum meridiati sunt, qui calcatis torcularibus sitiunt.
mellem Murene presser de Olie, de træder Persen og tørster.
12 De civitatibus fecerunt viros gemere, et anima vulneratorum clamavit, et Deus inultum abire non patitur.
De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.
13 Ipsi fuerunt rebelles lumini, nescierunt vias eius, nec reversi sunt per semitas eius.
Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej paa hans Stier:
14 Mane primo consurgit homicida, interficit egenum et pauperem: per noctem vero erit quasi fur.
Før det lysner, staar Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om;
15 Oculus adulteri observat caliginem, dicens: Non me videbit oculus: et operiet vultum suum.
Horkarlens Øje lurer paa Skumring, han tænker: »Intet Øje kan se mig!« og skjuler sit Ansigt under en Maske.
16 Perfodit in tenebris domos, sicut in die condixerant sibi, et ignoraverunt lucem.
I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys.
17 Si subito apparuerit aurora, arbitrantur umbram mortis: et sic in tenebris quasi in luce ambulant.
For dem er Mørket Morgen, thi de er kendt med Mørkets Rædsler.
18 Levis est super faciem aquae: maledicta sit pars eius in terra, nec ambulet per viam vinearum.
Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke paa Vejen til Vingaarden.
19 Ad nimium calorem transeat ab aquis nivium, et usque ad inferos peccatum illius. (Sheol )
Som Tørke og Hede tager Snevand, saa Dødsriget dem, der har syndet. (Sheol )
20 Obliviscatur eius misericordia: dulcedo illius vermes: non sit in recordatione, sed conteratur quasi lignum infructuosum.
Han er glemt paa sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.
21 Pavit enim sterilem, et quae non parit, et viduae bene non fecit.
Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel;
22 Detraxit fortes in fortitudine sua: et cum steterit, non credet vitae suae.
dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han staar op og er ikke tryg paa sit Liv,
23 Dedit ei Deus locum poenitentiae, et ille abutitur eo in superbiam: oculi autem eius sunt in viis illius.
han styrtes uden Haab og Støtte, og paa hans Veje er idel Nød.
24 Elevati sunt ad modicum, et non subsistent, et humiliabuntur sicut omnia, et auferentur, et sicut summitates spicarum conterentur.
Hans Storhed er stakket, saa er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.
25 Quod si non est ita, quis me potest arguere esse mentitum, et ponere ante Deum verba mea?
Og hvis ikke — hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet?