Job 19
1 Respondens autem Iob, dixit:
Men Job svarede og sagde:
2 Usquequo affligitis animam meam, et atteritis me sermonibus?
Hvor længe ville I bedrøve min Sjæl og knuse mig med Ord?
3 En, decies confunditis me, et non erubescitis opprimentes me.
I have nu ti Gange forhaanet mig, I skammede eder ikke ved at overdøve mig.
4 Nempe, et si ignoravi, mecum erit ignorantia mea.
Og sandelig, om jeg end har faret vild, da bliver jo min Vildfarelse hos mig selv.
5 At vos contra me erigimini, et arguitis me opprobriis meis.
Dersom I virkelig vilde ophøje eder imod mig og overbevise mig om min Skam,
6 Saltem nunc intelligite quia Deus non aequo iudicio afflixerit me, et flagellis suis me cinxerit.
saa forstaar dog, at Gud har forvendt min Sag og har ladet sit Garn omringe mig.
7 Ecce clamabo vim patiens, et nemo audiet: vociferabor, et non est qui iudicet.
Se, jeg raaber over Vold, og jeg faar ikke Svar; jeg skriger, og der er ingen Ret.
8 Semitam meam circumsepsit, et transire non possum, et in calle meo tenebras posuit.
Han satte Gærde for min Vej, at jeg ikke kan komme over, og han lagde Mørkhed over mine Stier.
9 Spoliavit me gloria mea, et abstulit coronam de capite meo.
Han afførte mig min Ære og borttog mit Hoveds Krone.
10 Destruxit me undique, et pereo, et quasi evulsae arbori abstulit spem meam.
Han nedbrød mig trindt omkring, og jeg for bort; han oprykkede mit Haab som et Træ;
11 Iratus est contra me furor eius, et sic me habuit quasi hostem suum.
og han optændte sin Vrede imod mig og agtede mig over for sig som sine Fjender.
12 Simul venerunt latrones eius, et fecerunt sibi viam per me, et obsederunt in gyro tabernaculum meum.
Hans Tropper kom til Hobe og banede sig Vej imod mig, og de lejrede sig trindt omkring mit Telt.
13 Fratres meos longe fecit a me, et noti mei quasi alieni recesserunt a me.
Han fjernede mine Brødre fra mig, og de, som kende mig, holde sig aldeles fremmede for mig.
14 Dereliquerunt me propinqui mei: et qui me noverant, obliti sunt mei.
Mine nærmeste have forladt mig, og mine Kyndinge have glemt mig.
15 Inquilini domus meae, et ancillae meae sicut alienum habuerunt me, et quasi peregrinus fui in oculis eorum.
De, som bo hos mig i mit Hus, og mine Tjenestepiger agte mig som en fremmed, jeg er bleven en Udlænding for deres Øjne.
16 Servum meum vocavi, et non respondit, ore proprio deprecabar illum.
Jeg kaldte ad min Tjener, og han svarede ikke; med egen Mund maatte jeg bede ham bønligt.
17 Halitum meum exhorruit uxor mea, et orabam filios uteri mei.
Min Aand er bleven fremmed for min Hustru og min Kærlighed for min Moders Sønner.
18 Stulti quoque despiciebant me, et cum ab eis recessissem, detrahebant mihi.
Endogsaa Børn foragte mig; staar jeg op, tale de imod mig.
19 Abominati sunt me quondam consiliarii mei: et quem maxime diligebam, aversatus est me.
Alle de Mænd, som vare i min Fortrolighed, have Vederstyggelighed til mig, og de, som jeg elskede, have vendt sig imod mig.
20 Pelli meae, consumptis carnibus, adhaesit os meum, et derelicta sunt tantummodo labia circa dentes meos.
Mine Ben hænge ved min Hud og ved mit Kød, og jeg er netop undsluppen med mine Tænders Hud.
21 Miseremini mei, miseremini mei, saltem vos amici mei, quia manus Domini tetigit me.
Forbarmer eder over mig, forbarmer eder over mig, I, mine Venner! thi Guds Haand har rørt mig.
22 Quare persequimini me sicut Deus, et carnibus meis saturamini?
Hvi forfølge I mig, ligesom Gud, og kunne ikke mættes af mit Kød?
23 Quis mihi tribuat ut scribantur sermones mei? quis mihi det ut exarentur in libro
Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,
24 stylo ferreo, et plumbi lamina, vel celte sculpantur in silice?
ja, maatte de med en Jernstil og med Bly blive indhuggede i en Klippe til evig Tid!
25 Scio enim quod Redemptor meus vivit, et in novissimo die de terra surrecturus sum:
Og jeg ved, at min Genløser lever, og at han som den sidste skal staa op over Støvet.
26 Et rursum circumdabor pelle mea, et in carne mea videbo Deum Salvatorem meum.
Og naar min Hud, saaledes sønderslidt, er borte, og jeg er blottet for mit Kød, skal jeg skue Gud,
27 Quem visurus sum ego ipse, et oculi mei conspecturi sunt, et non alius: reposita est haec spes mea in sinu meo.
hvem jeg skal skue som den, der er for mig, og hvem mine Øjne skulle se, og ikke en fremmed; mine Nyrer forsmægte i mit Indre.
28 Quare ergo nunc dicitis: Persequamur eum, et radicem verbi inveniamus contra eum?
Naar I sige: Hvor skulle vi dog forfølge ham! — og Sagens Rod skal være funden i mig —:
29 Fugite ergo a facie gladii, quoniam ultor iniquitatum gladius est: et scitote esse iudicium.
Da frygter for Sværdet; thi Vreden rammer Misgerninger, som fortjene Sværdet; paa det I skulle vide, at der er Dom til.
