Job 13
1 Ecce omnia haec vidit oculus meus, et audivit auris mea, et intellexi singula.
Se, det har mit Øje set alt sammen; mit Øre har hørt og forstaaet sig derpaa.
2 Secundum scientiam vestram et ego novi: nec inferior vestri sum.
Hvad I vide, det ved jeg, ogsaa jeg, jeg falder ikke igennem for eder.
3 Sed tamen ad Omnipotentem loquar, et disputare cum Deo cupio:
Dog vilde jeg gerne tale til den Almægtige, og jeg havde Lyst til at gaa i Rette med Gud.
4 Prius vos ostendens fabricatores mendacii, et cultores perversorum dogmatum.
Men I sammensy Løgn: I ere alle sammen unyttige Læger.
5 Atque utinam taceretis, ut putaremini esse sapientes.
Gid I vilde tie, saa skulde det regnes eder til Visdom!
6 Audite ergo correptionem meam, et iudicium labiorum meorum attendite.
Kære, hører min Bevisning og mærker paa det, som jeg strider for med mine Læber.
7 Numquid Deus indiget vestro mendacio, ut pro illo loquamini dolos?
Ville I forsvare Gud med Uret og forsvare ham med Svig?
8 Numquid faciem eius accipitis, et pro Deo iudicare nitimini?
Ville I anse hans Person eller føre Sag for Gud?
9 Aut placebit ei quem celare nihil potest? aut decipietur ut homo, vestris fraudulentiis?
Vil det gaa godt, naar han undersøger eder? ville I bedrage ham, ligesom man bedrager et Menneske?
10 Ipse vos arguet, quoniam in abscondito faciem eius accipitis.
Han skal visselig straffe eder, om I anse Personer i Løndom.
11 Statim ut se commoverit, turbabit vos, et terror eius irruet super vos.
Skulde ikke hans Højhed forfærde eder og Rædsel for ham falde over eder?
12 Memoria vestra comparabitur cineri, et redigentur in lutum cervices vestrae.
Eders Tankesprog ere at ligne ved Aske, eders Borge ere Lerborge.
13 Tacete paulisper ut loquar quodcumque mihi mens suggesserit.
Tier for mig, at jeg kan tale, og lad saa overgaa mig, hvad der vil!
14 Quare lacero carnes meas dentibus meis, et animam meam porto in manibus meis?
Hvorfor skulde jeg føre mit Kød bort i mine Tænder? jeg vil derimod sætte mit Liv i min Haand.
15 Etiam si occiderit me, in ipso sperabo: verumtamen vias meas in conspectu eius arguam.
Se, han slaar mig ihjel, jeg har intet Haab; kunde jeg blot retfærdiggøre mine Veje for hans Ansigt!
16 Et ipse erit salvator meus: non enim veniet in conspectu eius omnis hypocrita.
Ogsaa dette skulde være mig en Frelse; thi der skal ingen vanhellig komme for hans Ansigt!
17 Audite sermonem meum, et aenigmata percipite auribus vestris.
Hører flittig min Tale og det, jeg kundgør for eders Øren.
18 Si fuero iudicatus, scio quod iustus inveniar.
Se, kære, jeg har indledet Sagen, jeg ved, at jeg skal kendes retfærdig.
19 Quis est qui iudicetur mecum? veniat: quare tacens consumor?
Hvo er den, som kan trætte med mig? thi da maatte jeg tie og opgive Aanden.
20 Duo tantum ne facias mihi, et tunc a facie tua non abscondar:
Dog, gør ikke to Ting imod mig, da vil jeg ikke skjule mig for dit Ansigt:
21 Manum tuam longe fac a me, et formido tua non me terreat.
Lad din Haand være langt fra mig og Rædsel for dig ikke forfærde mig!
22 Voca me, et ego respondebo tibi: aut certe loquar, et tu responde mihi.
Kald saa, og jeg vil svare, eller jeg vil tale, og giv saa du mig Svar igen!
23 Quantas habeo iniquitates et peccata, scelera mea et delicta ostende mihi.
Hvor mange ere mine Misgerninger og Synder? lad mig vide min Overtrædelse og min Synd!
24 Cur faciem tuam abscondis, et arbitraris me inimicum tuum?
Hvorfor skjuler du dit Ansigt og holder mig for din Fjende?
25 Contra folium, quod vento rapitur, ostendis potentiam tuam, et stipulam siccam persequeris:
Vil du jage det henvejrede Blad op og forfølge det tørre Straa?
26 Scribis enim contra me amaritudines, et consumere me vis peccatis adolescentiae meae.
Thi du skriver Bitterheder op imod mig og lader mig faa min Ungdoms Synder til Arv.
27 Posuisti in nervo pedem meum, et observasti omnes semitas meas, et vestigia pedum meorum considerasti:
Og du lægger mine Fødder i Stokken og tager Vare paa alle mine Stier; du afstikker Grænser for mine Fødders Saaler,
28 Qui quasi putredo consumendus sum, et quasi vestimentum quod comeditur a tinea.
skønt jeg er en Mand, der bliver gammel som Trøske, som et Klæde, der ædes op af Møl.
