Job 11
1 Respondens autem Sophar Naamathites, dixit:
Saa tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde:
2 Numquid qui multa loquitur, non et audiet? aut vir verbosus iustificabitur?
Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret?
3 Tibi soli tacebunt homines? et cum ceteros irriseris, a nullo confutaberis?
Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke faa Skam?
4 Dixisti enim: Purus est sermo meus, et mundus sum in conspectu tuo.
Du siger: »Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!«
5 Atque utinam Deus loqueretur tecum, et aperiret labia sua tibi,
Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,
6 Ut ostenderet tibi secreta sapientiae, et quod multiplex esset lex eius, et intelligeres quod multo minora exigaris ab eo, quam meretur iniquitas tua.
kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!
7 Forsitan vestigia Dei comprehendes, et usque ad perfectum Omnipotentem reperies?
Har du loddet Bunden i Gud og naaet den Almægtiges Grænse?
Højere er den end Himlen — hvad kan du? Dybere end Dødsriget — hvad ved du? (Sheol h7585)
9 Longior terra mensura eius, et latior mari.
Den overgaar Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.
10 Si subverterit omnia, vel in unum coarctaverit, quis contradicet ei?
Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?
11 Ipse enim novit hominum vanitatem, et videns iniquitatem, nonne considerat?
Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpaa,
12 Vir vanus in superbiam erigitur, et tamquam pullum onagri se liberum natum putat.
saa tomhjernet Mand faar Vid, og Vildæsel fødes til Menneske.
13 Tu autem firmasti cor tuum, et expandisti ad eum manus tuas.
Hvis du faar Skik paa dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham,
14 Si iniquitatem, quae est in manu tua, abstuleris a te, et non manserit in tabernaculo tuo iniustitia:
hvis Uret er fjern fra din Haand, og Brøde ej bor i dit Telt,
15 Tunc levare poteris faciem tuam absque macula, et eris stabilis, et non timebis.
ja, da kan du lydefri løfte dit Aasyn og uden at frygte staa fast,
16 Miseriae quoque oblivisceris, et quasi aquarum quae praeterierunt recordaberis.
ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;
17 Et quasi meridianus fulgor consurget tibi ad vesperam: et cum te consumptum putaveris, orieris ut lucifer.
dit Liv skal overstraale Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen.
18 Et habebis fiduciam, proposita tibi spe, et defossus securus dormies.
Tryg skal du være, fordi du har Haab; du ser dig om og gaar trygt til Hvile,
19 Requiesces, et non erit qui te exterreat: et deprecabuntur faciem tuam plurimi.
du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.
20 Oculi autem impiorum deficient, et effugium peribit ab eis, et spes illorum abominatio animae.
Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Haab er blot at udaande Sjælen!
