Job 11
1 Respondens autem Sophar Naamathites, dixit:
Da svarede Zofar, Naamathiten, og sagde:
2 Numquid qui multa loquitur, non et audiet? aut vir verbosus iustificabitur?
Skal der ikke svares til de mange Ord? og mon en mundkaad Mand skal beholde Ret?
3 Tibi soli tacebunt homines? et cum ceteros irriseris, a nullo confutaberis?
Skal din Skvalder bringe Folk til at tie? og skal du bespotte, og ingen beskæmme dig?
4 Dixisti enim: Purus est sermo meus, et mundus sum in conspectu tuo.
Thi du sagde: Min Lærdom er klar, og jeg er ren for dine Øjne.
5 Atque utinam Deus loqueretur tecum, et aperiret labia sua tibi,
Men gid dog Gud vilde tale og oplade sine Læber imod dig!
6 Ut ostenderet tibi secreta sapientiae, et quod multiplex esset lex eius, et intelligeres quod multo minora exigaris ab eo, quam meretur iniquitas tua.
og at han vilde kundgøre dig Visdoms skjulte Ting! thi i den er dobbelt Kraft; da skulde du vide, at Gud endog eftergiver dig noget af din Misgerning.
7 Forsitan vestigia Dei comprehendes, et usque ad perfectum Omnipotentem reperies?
Mon du kan naa til Guds Dybheder? mon du kan naa til den Almægtiges Begrænsning?
Den er saa høj som Himmelen, hvad vil du gøre? den er dybere end Helvede, hvad kan du vide? (Sheol h7585)
9 Longior terra mensura eius, et latior mari.
Dens Maal er længere end Jorden, den er bredere end Havet.
10 Si subverterit omnia, vel in unum coarctaverit, quis contradicet ei?
Naar han farer frem og lukker til eller forsamler, hvo vil da holde ham tilbage?
11 Ipse enim novit hominum vanitatem, et videns iniquitatem, nonne considerat?
Thi han kender forfængelige Folk og ser Uretfærdighed; skulde han da ikke agte derpaa?
12 Vir vanus in superbiam erigitur, et tamquam pullum onagri se liberum natum putat.
Men en uforstandig vil faa Forstand, naar et Vildæsels Føl fødes til Menneske.
13 Tu autem firmasti cor tuum, et expandisti ad eum manus tuas.
Dersom du bereder dit Hjerte og udstrækker dine Hænder til ham,
14 Si iniquitatem, quae est in manu tua, abstuleris a te, et non manserit in tabernaculo tuo iniustitia:
dersom du kaster Uretfærdigheden, som er i din Haand, langt bort og ikke lader Uret bo i dine Telte,
15 Tunc levare poteris faciem tuam absque macula, et eris stabilis, et non timebis.
da skal du, fri for Lyde, kunne opløfte dit Ansigt og blive fast og ikke frygte.
16 Miseriae quoque oblivisceris, et quasi aquarum quae praeterierunt recordaberis.
Thi du skal glemme din Møje, du skal komme den i Hu som det Vand, der er løbet forbi.
17 Et quasi meridianus fulgor consurget tibi ad vesperam: et cum te consumptum putaveris, orieris ut lucifer.
Og din Levetid skal gaa frem klarere end Middagen, Mørket skal vorde som Morgenen.
18 Et habebis fiduciam, proposita tibi spe, et defossus securus dormies.
Og du skal være tryg, thi der er Haab, og du skal spejde omkring dig og sove tryggelig.
19 Requiesces, et non erit qui te exterreat: et deprecabuntur faciem tuam plurimi.
Og du skal lægge dig, og ingen skal forfærde dig; og mange skulle bønfalde for dit Ansigt.
20 Oculi autem impiorum deficient, et effugium peribit ab eis, et spes illorum abominatio animae.
Men de ugudeliges Øjne skulle hentæres, og deres Tilflugt skal gaa tabt for dem, og deres Haab aandes ud med Livet.
