Job 10
1 Taedet animam meam vitae meae, dimittam adversum me eloquium meum, loquar in amaritudine animae meae.
Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,
2 Dicam Deo: Noli me condemnare: indica mihi cur me ita iudices.
sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!
3 Numquid bonum tibi videtur, si calumnieris me, et opprimas me opus manuum tuarum, et consilium impiorum adiuves?
Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Raad?
4 Numquid oculi carnei tibi sunt: aut sicut videt homo, et tu videbis?
Har du da Kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,
5 Numquid sicut dies hominis dies tui, et anni tui sicut humana sunt tempora,
er dine Dage som Menneskets Dage, er dine Aar som Mandens Dage,
6 Ut quaeras iniquitatem meam, et peccatum meum scruteris?
siden du søger efter min Brøde, leder efter min Synd,
7 Et scias quia nihil impium fecerim, cum sit nemo qui de manu tua possit eruere.
endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Haand er der ingen Redning!
8 Manus tuae fecerunt me, et plasmaverunt me totum in circuitu: et sic repente praecipitas me?
Dine Hænder gjorde og danned mig først, saa skifter du Sind og gør mig til intet!
9 Memento quaeso quod sicut lutum feceris me, et in pulverem reduces me.
Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!
10 Nonne sicut lac mulsisti me, et sicut caseum me coagulasti?
Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,
11 Pelle et carnibus vestisti me: ossibus et nervis compegisti me.
iklædte mig Hud og Kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?
12 Vitam et misericordiam tribuisti mihi, et visitatio tua custodivit spiritum meum.
Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Aand —
13 Licet haec celes in corde tuo, tamen scio quia universorum memineris.
og saa gemte du dog i dit Hjerte paa dette, jeg skønner, dit Øjemed var:
14 Si peccavi, et ad horam pepercisti mihi: cur ab iniquitate mea mundum me esse non pateris?
Synded jeg, vogted du paa mig og tilgav ikke min Brøde.
15 Et si impius fuero, vae mihi est: et si iustus, non levabo caput, saturatus afflictione et miseria.
I Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.
16 Et propter superbiam quasi leaenam capies me, reversusque mirabiliter me crucias.
Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;
17 Instauras testes tuos contra me, et multiplicas iram tuam adversum me, et poenae militant in me.
nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!
18 Quare de vulva eduxisti me? qui utinam consumptus essem ne oculus me videret.
Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udaandet, uset af alle;
19 Fuissem quasi non essem, de utero translatus ad tumulum.
jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.
20 Numquid non paucitas dierum meorum finietur brevi? dimitte ergo me, ut plangam paululum dolorem meum:
Er ej mine Livsdage faa? Saa slip mig, at jeg kan kvæges lidt,
21 Antequam vadam et non revertar, ad terram tenebrosam, et opertam mortis caligine:
før jeg for evigt gaar bort til Mørkets og Mulmets Land,
22 Terram miseriae et tenebrarum, ubi umbra mortis, et nullus ordo, sed sempiternus horror inhabitat.
Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket.
