Job 10
1 Taedet animam meam vitae meae, dimittam adversum me eloquium meum, loquar in amaritudine animae meae.
Min Sjæl kedes ved mit Liv; jeg vil løslade min Klage i mig, jeg vil tale i min Sjæls Bitterhed.
2 Dicam Deo: Noli me condemnare: indica mihi cur me ita iudices.
Jeg vil sige til Gud: Døm mig ikke skyldig, lad mig vide, hvorover du trætter med mig!
3 Numquid bonum tibi videtur, si calumnieris me, et opprimas me opus manuum tuarum, et consilium impiorum adiuves?
Mon det synes dig godt, at du gør Vold, at du forkaster dine Hænders Værk og lyser over de ugudeliges Raad?
4 Numquid oculi carnei tibi sunt: aut sicut videt homo, et tu videbis?
Mon dine Øjne ere som Kødets? eller ser du, som et Menneske ser?
5 Numquid sicut dies hominis dies tui, et anni tui sicut humana sunt tempora,
Ere dine Dage som et Menneskes Dage, ere dine Aar som en Mands Dage,
6 Ut quaeras iniquitatem meam, et peccatum meum scruteris?
saa at du skulde spørge efter min Misgerning og søge efter min Synd,
7 Et scias quia nihil impium fecerim, cum sit nemo qui de manu tua possit eruere.
da du dog ved, at jeg er skyldfri, og der er ingen, som kan redde af din Haand?
8 Manus tuae fecerunt me, et plasmaverunt me totum in circuitu: et sic repente praecipitas me?
Dine Hænder have skabt og dannet mig hel og holden; og nu vil du opsluge mig!
9 Memento quaeso quod sicut lutum feceris me, et in pulverem reduces me.
Kære, kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og nu vil du gøre mig til Støv igen!
10 Nonne sicut lac mulsisti me, et sicut caseum me coagulasti?
Har du ej udgydt mig som Mælk og ladet mig løbe sammen som Ost?
11 Pelle et carnibus vestisti me: ossibus et nervis compegisti me.
Du har klædet mig med Hud og Kød, og sammenføjet mig med Ben og Sener?
12 Vitam et misericordiam tribuisti mihi, et visitatio tua custodivit spiritum meum.
du har skænket mig Liv og Miskundhed, og din Omhu har bevaret min Aand.
13 Licet haec celes in corde tuo, tamen scio quia universorum memineris.
Men disse Ting havde du skjult i dit Hjerte: Jeg ved, at dette var besluttet hos dig:
14 Si peccavi, et ad horam pepercisti mihi: cur ab iniquitate mea mundum me esse non pateris?
Dersom jeg syndede, saa vilde du vare paa mig og vilde ikke kende mig fri for min Misgerning.
15 Et si impius fuero, vae mihi est: et si iustus, non levabo caput, saturatus afflictione et miseria.
Havde jeg været skyldig, da ve mig! og var jeg retfærdig, da turde jeg dog ikke opløfte mit Hoved; jeg er mæt af Forsmædelse og har set nok af min Elendighed.
16 Et propter superbiam quasi leaenam capies me, reversusque mirabiliter me crucias.
Og hævede mit Hoved sig, da vilde du jage mig som en Løve, og du vilde komme igen og handle underligt imod mig;
17 Instauras testes tuos contra me, et multiplicas iram tuam adversum me, et poenae militant in me.
du vilde føre nye Vidner imod mig og lade din Fortørnelse tage til imod mig; der vilde komme nye Skarer, ja, en Hær imod mig.
18 Quare de vulva eduxisti me? qui utinam consumptus essem ne oculus me videret.
Men hvorfor udførte du mig af Moders Liv? jeg havde opgivet Aanden, og intet Øje havde set mig!
19 Fuissem quasi non essem, de utero translatus ad tumulum.
Jeg skulde have været, som om jeg ikke havde været til, været ført til Graven fra Moders Liv.
20 Numquid non paucitas dierum meorum finietur brevi? dimitte ergo me, ut plangam paululum dolorem meum:
Ere mine Dage ikke faa? hold dog op! lad af fra mig, at jeg maa vederkvæge mig lidt,
21 Antequam vadam et non revertar, ad terram tenebrosam, et opertam mortis caligine:
før jeg gaar bort og kommer ikke tilbage, hen til Mørkheds og Dødens Skygges Land,
22 Terram miseriae et tenebrarum, ubi umbra mortis, et nullus ordo, sed sempiternus horror inhabitat.
et skummelt Land som Mørke — Dødens Skygge og ingen Orden — hvor selve Lyset er Mørke.
