Jeremiæ 4
1 Si reverteris Israel, ait Dominus, ad me convertere: si abstuleris offendicula tua a facie mea, non commoveberis.
Israel! dersom du vil omvende dig, siger Herren, da skal du omvende dig til mig; og dersom du vil borttage dine Vederstyggeligheder fra mit Ansigt, da skal du ikke omdrives;
2 Et iurabis: Vivit Dominus in veritate, et in iudicio, et in iustitia: et benedicent eum Gentes, ipsumque laudabunt.
og du skal sværge: Saa vist som Herren lever i Sandhed, i Ret og i Retfærdighed! og Hedningerne skulle velsigne sig i ham og rose sig af harm
3 Haec enim dicit Dominus viro Iuda, et habitatori Ierusalem: Novate vobis novale, et nolite serere super spinas:
Thi saa siger Herren til Judas Mænd og til Jerusalem: Pløjer eder Nyland og saar ikke imellem Torne!
4 circumcidimini Domino, et auferte praeputia cordium vestrorum viri Iuda, et habitatores Ierusalem: ne forte egrediatur ut ignis indignatio mea, et succendatur, et non sit qui extinguat, propter malitiam cogitationum vestrarum.
Omskærer eder for Herren, og borttager reders Hjertes Forhud, I Judas Mænd og Jerusalems Indbyggere! paa det min Vrede ikke skal udfare som Ilden og brænde, og der skal ingen være, som udslukker, for eders Idrætters Ondskabs Skyld.
5 Annunciate in Iuda, et in Ierusalem auditum facite: loquimini, et canite tuba in terra: clamate fortiter, et dicite: congregamini, et ingrediamur civitates munitas,
Kundgører det i Juda, og lader det høres i Jerusalem og siger: Blæser i Trompeten udi Landet, raaber med fuld Røst og siger: Samler eder, og lader os gaa ind i de faste Stæder!
6 levate signum in Sion. Confortamini, nolite stare, quia malum ego adduco ab Aquilone, et contritionem magnam.
Opløfter Banner imod Zion, flyr, staar ikke stille; thi jeg lader komme en Ulykke fra Norden og, en stor Forstyrrelse.
7 Ascendit leo de cubili suo, et praedo Gentium se levavit: egressus est de loco suo ut ponat terram tuam in solitudinem: civitates tuae vastabuntur, remanentes absque habitatore.
En Løve er stegen op fra sine tætte Buske, og Folkenes Ødelægger er uddraget, han er udgangen fra sit Sted for at gøre dit Land til en Ødelæggelse; dine Stæder skulle forstyrres, at ingen skal bo deri.
8 Super hoc accingite vos ciliciis, plangite et ululate: quia non est aversa ira furoris Domini a vobis.
Derfor ombinder eder med Sæk, sørger og hyler; thi Herrens brændende Vrede er ikke vendt tilbage fra os.
9 Et erit in die illa, dicit Dominus: Peribit cor regis, et cor principum: et obstupescent sacerdotes, et prophetae consternabuntur.
Og det skal ske paa denne Dag, siger Herren, da skal Kongens Mod og Fyrsternes Mod forgaa, og Præsterne skulle forskrækkes, og Profeterne staa forfærdede.
10 Et dixi: Heu, heu, heu Domine Deus, ergone decepisti populum istum et Ierusalem, dicens: Pax erit vobis: et ecce pervenit gladius usque ad animam?
Og jeg sagde: Ak Herre, Herre! sandelig, du har ladet dette Folk og Jerusalem svarlig skuffes, da det hed: Fred skal være med eder; og Sværdet er dog trængt ind til Sjælen.
11 In tempore illo dicetur populo huic et Ierusalem: Ventus urens in viis, quae sunt in deserto viae filiae populi mei, non ad ventilandum, et ad purgandum.
Paa den Tid skal siges til dette Folk og til Jerusalem: Et skarpt Vejr paa de nøgne Høje i Ørken er mit Folks Datters Vej, det er ikke til at kaste og ej til at rense Korn ved;
12 Spiritus plenus ex his veniet mihi: et nunc ego loquar iudicia mea cum eis.
et fuldt Vejr fra dem kommer imod mig; nu vil ogsaa jeg gaa i Rette med dem.
13 Ecce quasi nubes ascendet, et quasi tempestas currus eius: velociores aquilis equi illius: vae nobis quoniam vastati sumus.
Se, han trækker op som Skyerne, og hans Vogne ere som Hvirvelvinden, hans Heste ere lettere end Ørne: Ve os! thi vi ere ødelagte.
14 Lava a malitia cor tuum Ierusalem, ut salva fias: usquequo morabuntur in te cogitationes noxiae?
Afto dit Hjerte, Jerusalem! fra Ondskab, paa det du kan frelses; hvor længe skulle din Uretfærdigheds Tanker bo i dit Indre?
15 Vox enim annunciantis a Dan, et notum facientis idolum de monte Ephraim.
Thi der høres Efterretning fra Dan, Budskab om Ulykke fra Efraims Bjerg.
16 Concitate gentes: Ecce auditum est in Ierusalem custodes venire de terra longinqua, et dare super civitates Iuda vocem suam.
Forkynder det iblandt Folkene, se, lader det høres over Jerusalem; der komme Vogtere fra et langt bortliggende Land, og de skulle opløfte deres Røst over Judas Stæder.
17 Quasi custodes agrorum facti sunt super eam in gyro: quia me ad iracundiam provocavit, dicit Dominus.
De skulle lejre sig imod den trindt omkring som Vogtere paa Marken; thi hun har været genstridig imod mig, siger Herren.
18 Viae tuae, et cogitationes tuae fecerunt haec tibi: ista malitia tua, quia amara, quia tetigit cor tuum.
Din Vej og dine Idrætter have voldet dig disse Ting; dette er din Ondskab; thi det er bittert, det er naaet indtil dit Hjerte.
19 Ventrem meum, ventrem meum doleo, sensus cordis mei turbati sunt in me: non tacebo, quoniam vocem buccinae audivit anima mea, clamorem praelii.
Mine Indvolde! mine Indvolde! jeg maa lide Smerte, o mit Hjertes Vægge! mit Hjerte bruser i mig, jeg kan ikke tie; thi du hørte Trompetens Lyd, min Sjæl! ja, Krigsskriget.
20 Contritio super contritionem vocata est, et vastata est omnis terra: repente vastata sunt tabernacula mea, subito pelles meae.
Forstyrrelse paa Forstyrrelse! raabes der, thi alt Landet er ødelagt; mine Pauluner ere hastelig ødelagte, mine Telte i et Øjeblik!
21 Usquequo videbo fugientem, audiam vocem buccinae?
Hvor længe skal jeg se Banner? hvor længe skal jeg høre Trompetens Lyd?
22 Quia stultus populus meus me non cognovit: filii insipientes sunt, et vecordes: sapientes sunt ut faciant mala, bene autem facere nescierunt.
Thi mit Folk er daarligt, mig kende de ikke, de ere uforstandige Børn og uden indsigt; de ere vise til at gøre ondt, men vide ikke at gøre godt.
23 Aspexi terram, et ecce vacua erat, et nihili: et caelos, et non erat lux in eis.
Jeg saa Landet, og se, det var øde og tomt, og jeg saa til Himlene, og deres Lys var der ikke mere.
24 Vidi montes, et ecce movebantur: et omnes colles conturbati sunt.
Jeg saa Bjergene, og se, de bævede, og alle Højene skælvede.
25 Intuitus sum, et non erat homo: et omne volatile caeli recessit.
Jeg saa, og se, der var intet Menneske mere, og alle Fuglene under Himmelen vare bortfløjne.
26 Aspexi, et ecce Carmelus desertus: et omnes urbes eius destructae sunt a facie Domini, et a facie irae furoris eius.
Jeg saa, og se, den frugtbare Mark var en Ørk, og alle dens Stæder vare nedbrudte for Herrens Ansigt, for hans brændende Vrede.
27 Haec enim dicit Dominus: Deserta erit omnis terra, sed tamen consummationem non faciam.
Thi saa siger Herren: Alt Landet skal være aldeles øde: Dog vil jeg ikke aldeles gøre Ende paa det.
28 Lugebit terra, et moerebunt caeli desuper: eo quod locutus sum, cogitavi, et non poenituit me, nec aversus sum ab eo.
Derfor skal Landet sørge, og Himlene heroventil vorde sorte, efterdi jeg har talt det, besluttet det og ikke angret det og ikke viger fra det.
29 A voce equitis, et mittentis sagittam fugit omnis civitas: ingressi sunt ardua, et ascenderunt rupes: universae urbes derelictae sunt, et non habitat in eis homo.
For Lyden af Ryttere og Bueskytter flyr hver Stad, de gaa ind i Tykningerne og stige op i Klipperne; hver Stad er forladt, og der er ingen, som bor i dem.
30 Tu autem vastata quid facies? cum vestieris te coccino, cum ornata fueris monili aureo, et pinxeris stibio oculos tuos, frustra componeris: contempserunt te amatores tui, animam tuam quaerent.
Og du, naar du er ødelagt, hvad vil du gøre? om du end iførte dig Purpur, om du end prydede dig med Guldprydelse, om du end vilde indgnide dine Øjne med Sminke, skal du dog smykke dig forgæves; thi Elskere have foragtet dig, de søge efter dit Liv,
31 Vocem enim quasi parturientis audivi, angustias ut puerperae: Vox filiae Sion inter morientis, expandentisque manus suas: vae mihi, quia defecit anima mea propter interfectos.
Thi jeg hørte en Røst ligesom hendes, der føder, en Angest, som hendes, der er i den første Fødsels Nød, Zions Datters Røst, hun klager sig, udbreder sine Hænder og siger: Ve mig! thi min Sjæl er forsmægtet over for Mordere.
